Danskerne vender fortsat ryggen til Radikale: "Vores politiske projekt har været uklart"

Selvom SVM–regeringen er historisk upopulær og taber vælgere til både højre og venstre, er der ingen tegn på fremgang for Martin Lidegaard og Radikale, der lørdag mødes til landsmøde i Nyborg.

Det er billedet i et nyt snit af meningsmålinger og en dertilhørende analyse af vælgervandringer, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

I tallene kan man læse, at det gamle midter– og magtparti står til fire procent af stemmerne.

Dermed har partiet ikke rykket sig nævneværdigt i meningsmålingerne siden sidste års valgnederlag, hvor partiet mistede 60 procent af sine vælgere og Sofie Carsten Nielsen som politisk leder.

Valgkampen gik galt, fordi ingen kunne forstå, hvorfor Radikale pegede på Mette Frederiksen som statsminister, selvom man kort forinden havde trukket støtten til hendes S–regering.

I stedet for Martin Lidegaard, der har stået i spidsen for partiet siden november, foretrækker de skuffede Venstre–folk og socialdemokrater at søge ly hos henholdsvis Pia Olsen Dyhr (SF) og Alex Vanoplsagh (LA).

De to oppositionspartier stormer frem i målingerne på bekostning af Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann–Jensen (V).

Radikales nye rivaler på den politiske midte, Moderaterne, har godt nok tabt cirka 10.000 af de lidt mere end 50.0000 vælgere, som partiet formåede at stjæle fra Radikale i ugerne op til valget. Men den lille radikale gevinst bliver opvejet af de stemmer, partiet ser ud til at tabe til især SF, men også Enhedslisten og Socialdemokratiet.

{{toplink}}

Med andre ord: Der er ikke meget, der tyder på, at vælgerne har kvitteret for partiets beslutning om i sidste time at droppe drømmen om den regering over midten, Radikale i almindelighed og Martin Lidegaard i særdeleshed, har argumenteret for i en årrække.

"Radikale er nede på grundfjeldet," mener Peter Lautrup–Larsen, der har en fortid som pressechef hos Radikale og som politisk analytiker på TV 2.

"Hovedparten af vælgerne, der er tilbage, er den slags, der stemmer på partiet, næsten ligegyldigt hvad der sker," siger han.

Beslutningen om at springe ud som Folketingets "frie fugl" har skabt både undren og kritik blandt mange politiske iagttagere.

Men ifølge både åbne og lukkede kilder med indgående kendskab til partiet, er det ikke i sig selv et problem, at Lidegaard ikke gik i regering.

Den mest akutte udfordring er, at vælgerne har ladet sig besnæret af Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, der gjorde den radikale drøm om at forene Socialdemokratiet og Venstre til virkelighed.

Men endnu alvorligere er det, at mange vælgere tilsyneladende har glemt, fortrængt eller misforstået, hvad man egentlig får for sin stemme, hvis man sætter kryds ved Radikale.

Den analyse er politisk leder Martin Lidegaard enig i. Derfor har han skrevet debatbogen "Generationskontrakten", hvor han udlægger sit eget og partiets nye politiske projekt.

For at vende den negative spiral og genvinde de afgørende mandater på den politiske midte, vil Lidegaard satse benhårdt på at gøre Radikale til partiet for "den næste generation".

{{toplink}}

Løkke har stjålet både kunder og varer

I Peter Lautrup–Larsens øjne blev de akutte radikale trængsler skåret ud i pap, da det i forrige uge kom frem, at erhvervskvinden og den tidligere formand for Europa–Bevægelsen, Stine Bosse, bliver spidskandidat for Moderaterne ved EU–valget næste år.

I et interview med Politiken fortalte Bosse, at hun meldte sig ud af Radikale er par måneder før folketingsvalget sidste år.

"Moderaterne er virkelig gift for Radikale. De appellerer til de samme vælgere, men i øjeblikket er det tydeligt, hvem der har mest succes. Hvis jeg var radikal, ville jeg virkelige håbe på, at det snart begynder at ramle for Lars Løkke Rasmussen og hans parti," siger Peter Lautrup–Larsen.

Den analyse deles af Henrik Kjerrumgaard. Han har både en fortid som særlig rådgiver for Margrete Vestager (R) og som kampagnechef for Radikale.

Han påpeger, at "Lars Løkke både har stjålet alle kunderne og varerne i det radikale supermarked".

"Den udvikling er man nødt til at få stoppet. Og her kan det faktisk være okay, at man ikke endte i regering. For uagtet hvor snu, Lars Løkke Rasmussen er, bliver han nødt til at lave nogle upopulære indrømmelser på for eksempel klimapolitikken, og der kan Radikale gå ind og hugge til dem," siger Henrik Kjerrumgaard, der i dag er chefrådgiver i og ejer af kommunikationsbureauet White Cloud.

Han påpeger, at partiet er nødt til at sætte alle kræfter ind på at gøre sig populær hos valgforskernes nye vælgertype, der går under navnet "Mads i midten".

Mads er kort fortalt en ung, veluddannet midtervælger, der både kan gå til højre og venstre, når krydset skal sættes. Netop derfor kan vælgere som ham i fremtiden afgøre, hvem der vinder magten i Danmark.

Politisk skiller han sig ud ved at ønske både skattelettelser og markant klimahandling. Samtidig har han et mere positivt syn på globalisering og indvandring sammenlignet med den gennemsnitlige del af befolkningen.

På den baggrund kan Henrik Kjerrumgaard sagtens se fidusen i Radikales nye, forstærkede fokus på de unge vælgere.

Han fremhæver også partiets nye klimaudspil, hvor kongstanken er, at kødpriserne skal stige, men at skatten til gengæld skal lettes med milliarder.

"Det er klassisk radikal politik, og det passer som fod i hose til Mads i midten. Hvis det vitterligt er det spor, man er på vej ned ad, så tror jeg på, at den radikale bil kan komme til at køre hurtigere," siger Kjerrumgaard.

KLAR-alliancen skaber ny forvirring

Det er dog ikke alle med kendskab til Radikale, der ser de store perspektiver i den strategiske linje, Lidegaard foreløbig har slået ind på.

Hos en kilde med stort kendskab til partiet, vækker det i hvert bekymring, at vælgerne ikke søger mod Radikale, når regeringen i disse uger får hård kritik for ikke at leve op til klimamålene og for – over en sommerferie – at ændre hele argumentationen for reformarbejdet ved at afblæse den store krisefortælling.

Både klimaet og økonomien er hjerteblod for Radikale, og derfor er det et dårligt signal, at meningsmålingerne står stille. Hvis profilen og identiteten stod helt klart blandt vælgerne, havde man profiteret, for det er på netop økonomi og klima, at regeringens fortælling står allersvagest, lyder en konklusion.

I et forsøg på at vise vælgerne, hvor ambitiøs han er på den økonomiske politik, har Lidegaard indskibet sig i den såkaldte "reform–alliance" med Konservatives Søren Pape Poulsen og Liberal Alliances Alex Vanopslagh.

På forsiden af Berlingske kunne man i april læse, at KLAR–alliancen vil afskaffe Arne–pensionen og efterlønnen i forsøget på at øge udbuddet af arbejdskraft.

Ifølge Martin Lidegaard er hans nye flirt med de borgerlige partier et bevis på et politisk "systemskifte i Danmark".

Da han i sommerferien lod sig interviewe af Politiken, forklarede han, at blokpolitikken nu endegyldigt er aflivet. Og at magten fremover vil blive på den politiske midte, hvor Radikale traditionelt har boltret sig.

Det er derfor, at partiet for første gang siden 1993 ikke længere peger på en socialdemokratisk statsminister.

"Det afgørende for os er ikke, hvem vi peger på som statsminister. Det afgørende for os er projektet," sagde Lidegaard.

Det er dog ikke alle med radikale sympatier, der ser fidusen i Martin Lidegaards flirt med de borgerlige partier, der i manges øjne er blevet udlagt som et forsøg på at øge sin indflydelse ved at gøre sig mindre uafhængige af Socialdemokratiet – og mere spilbare for blå blok, der siden 2001 har afsværget ethvert formelt politisk samarbejde med Radikale på grund af værdi– og udlændingepolitikken.

Ifølge en kilde skaber det omvendt forvirring blandt de potentielle vælgere, der i forvejen har svært ved at forstå Radikales placering i det politiske landskab.

For ligesom før, under og efter valget handler Radikales meldinger om strategi, alliancer, navne og proces – og ikke om reelt politisk indhold, lyder analysen.

Derfor bliver forvirringen total, når Lidegaard pludselig – i mange vælgeres øjne – ligner en mand, der er på vej over i blå blok, hvor man ganske rigtigt er enige om den økonomiske politik, men hvor klimaambitionerne er langt mindre.

Det påpeges, at partiledelsen bør "alliere sig med sager" – ikke med partier – og stille nogle meget klare politiske krav, alle kan forstå.

For det første, fordi det er en måde at få reelle indrømmelser og skabe kant til både røde og blå partier.

Men også fordi, det er forvirrende, at den radikale frontfigur den ene dag står og råber og skriger på en grønnere politik, når han den næste dag lader sig afbillede på forsiden af Berlingske med Pape og Vanopslagh, der ser helt anderledes på klimapolitikken, lyder rationalet.

{{toplink}}

Vil tage ansvar for den næste generation

Martin Lidegaard afviser, at alliancen med Pape og Vanopslagh har skabt yderligere forvirring om den i forvejen udviskede radikale profil:

"Vi er socialliberale og blandt de meste grønne partier i Folketinget. Men vi insisterer også på, at omstillingen af vores energi og genopretningen af vores natur skal være finansieret. Det er der, venstrefløjen nogle gange svigter. Der skal både findes penge og arbejdskraft, og det er lettere at gøre sammen med de blå partier. Men vi vil ikke brænde nogle broer til nogle partier. Vi ligger fint i midten," siger Martin Lidegaard.

Bekymrer det dig, at de utilfredse regeringsvælgere ikke søger mod jer?

"De vælgere, der er trætte af regeringen, er også trætte af midten, og så går de til højre eller venstre. Derfor skal vi ud og fortælle, hvad midten kunne være, hvis man virkelig havde ambitioner på det grønne område og uddannelsespolitikken."

Kan du forstå de vælgere, der har vendt jer ryggen?

"Ja. Der har i for lang tid været stor tvivl om, hvilket projekt og hvilken politisk vision, man fik, hvis man stemte på Radikale. Det har vi i folketingsgruppen brugt hele foråret på at udvikle og gøre tydeligere," siger han.

Martin Lidegaard forklarer selv den nye røde tråd sådan her:

"Jeg tilhører en generation af danskere, der er den lykkeligste og rigeste nogensinde. Men vi er også den første generation, der risikerer at give et dårligere samfund videre på grund af klima– og naturkrisen, den stigende mistrivsel og beskæringen i uddannelserne. Derfor ønsker vi som parti at tage ansvar – også for den næste generation." 

malte@altinget.dk