Danmark vil åbne ny ambassade i Irak

DIPLOMATI: Danmark vil åbne en ambassade i den irakiske hovedstad, Bagdad, i løbet af efteråret. Samtidig lukkes ambassaden i Malaysia. 

Danmark vil åbne en ambassade i Irak. 

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse. 

"Vi skal være til stede der, hvor Danmark har mest gavn af det – og hvor vi bedst kan fremme vores værdier og udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser," siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at åbne en ambassade skal blandt andet ses i lyset af, at Danmark overtager lederskabet af NATO’s mission i Irak, NMI, fra udgangen af 2020. Og her vil det være centralt med en styrket dansk diplomatisk tilstedeværelse i Bagdad.

Ambassaden forventes at åbne i efteråret, og Jeppe Kofod peger på, at en ambassade i Irak sammen med dansk ledelse af NATO’s mission i Irak vil give den danske indsats i regionen et løft.

"Vores tilstedeværelse handler ikke mindst om at bekæmpe Islamisk Stat og det forfærdelige volds-, døds- og terrorregime, de repræsenterer. Med vores engagement er vi med til at sikre, at Islamisk Stat ikke igen får fodfæste i regionen og dermed mulighed for at true Europa og Danmark,” siger Jeppe Kofod. 

Ambassade i Malaysia lukkes
Samtidig med beslutningen om at åbne en ny ambassade, er det også besluttet at lukke en – nemlig ambassaden i Malaysia, der er placeret i hovedstaden Kuala Lumpur.

Ambassaden i Malaysia blev oprettet i 1963, men ifølge Udenrigsministeriet har den over en årrække oplevet faldende efterspørgsel på rådgivningsydelser fra de danske virksomheder.

Lukningen af ambassaden i Malaysia betyder, at Danmarks diplomatiske relationer til og kommercielle arbejde i Malaysia fremover vil blive dækket fra ambassaden i den indonesiske hovedstad, Jakarta. 

Forrige artikel Kæmpe corona-dyk: Sygehusene har gennemført 75.000 færre operationer end sidste år Kæmpe corona-dyk: Sygehusene har gennemført 75.000 færre operationer end sidste år Næste artikel Mette Frederiksen og to andre ministre tager til beboermøde i Korsør efter uro Mette Frederiksen og to andre ministre tager til beboermøde i Korsør efter uro
Nye beregninger: Populære elbiler sprænger milliardstort hul i statskassen

Nye beregninger: Populære elbiler sprænger milliardstort hul i statskassen

Staten er gået glip af et tocifret milliardbeløb som følge af afgiftsrabatten på de elbiler, der er ved at tage bilmarkedet med storm, viser beregninger fra Cepos. Politikerne bør anvise finansiering for de manglende skatteindtægter, mener professor, der peger på løsning, der vil være som at slå to fluer med ét smæk.