Cordua: Konservative på kollisionskurs

Danmark står midt i en regeringskrise. Det sker fra tid til anden. Det hører dog til sjældenhederne, at den er udløst af en rimelig teknisk sag om uenighed om den politiske fortolkning af fødevare- og miljøministerens regnemetode, der skulle vise omfanget af udledningen af kvælstof, der følger med regeringens landbrugspakke, som der i øvrigt for længst er konstateret et blåt flertal for.

Fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansens (V) regnestykke indebærer indregningen af andre landbrugsinitiativer – den såkaldte ”baseline”, som nu er tilføjet den politiske ordbog, men som blev stemt ned af samtlige eksperter ved høringen i Folketinget i går.

Det startede så godt
Ugen startede ellers fint i den blå lejr. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt mandag en morsom og vellykket tale ved Konservatives 100-årsfødselsdag. Alle grinede, og selv Konservative så ud til at more sig, selv om de samtidig måtte stå model til mange spydigheder på sociale medier, og hvor de almindelige medier havde meget travlt med at udstille Konservative som en døende institution.

Fantasien rakte til at dække begivenheden først med en byge af nekrologer og sidenhen af et gravøls-arrangement, der dog var sådan et tilløbsstykke, at der ikke engang var plads til forhenværende partiledere.

Under et døgn efter var K på kollisionskurs med regeringen, da K-ordfører Rasmus Jarlov i samrådet insisterede på at få ministeren til at indrømme, at hendes tal ikke var retvisende. Det er ret usædvanligt at bede ministeren om at indrømme, at hun har fyldt Folketinget med urigtige fakta. Faktisk nægtede hun at acceptere præmissen.

De miljøbevidste i blå blok
Det samme gjorde alle de øvrige partier i blå blok. Forinden havde man blandt andet på et møde søndag i Fødevare- og Miljøministeriet forsøgt at forlige parterne, hvor K kunne få indrømmelser, men under den forudsætning, at de accepterede ministerens regnemetode.

Det nægtede man, og den beslutning traf man også på et gruppemøde hos Konservative tirsdag morgen. Og sagen blev ikke nemmere af, at pressen – især Berlingske – har afdækket, at sagkundskaben ikke ligefrem står i kø for at købe ministerens regnemetode. Det blev heller ikke konklusionen under høringen før samrådet, hvor samtlige syv eksperter vendte tommelfingeren nedad.

Konservative har gerne villet slå sig op som de ”miljøbevidste” i blå blok – en dagsorden, som man har helt for sig selv. Altså en miljøbevidsthed, hvor man lægger sig på linje med synspunkterne i rød blok. Nu fangede bordet. Enten blev Konservative til grin, eller også måtte de sætte sig i respekt med de konsekvenser, som det jo får for samarbejdet og tilliden, når man smider en afsikret håndgranat midt blandt arbejdskollegerne.

På den anden side er man i blå blok totalt uforstående over for Konservative. Angrebene på K-ordfører Rasmus Jarlov var skarpe. Blandt andet beskyldte LA-folketingsmedlemmer, som Ole Birk Olesen, Jarlov for ”ikke at have læst papirerne”.

En lille stjerne
Det er ingen ny beskyldning, at Jarlov er meget optaget af selve mediedelen af det politiske liv, men knapt så interesseret i substansen og bøvlet med at læse igennem bunkerne af papir. Men man kan dog konstatere, at han i denne sag har både sin formand og gruppe bag sig. Det hører dog til sjældenhederne, at et støtteparti så sent i forhandlingerne hælder en ministers sagsfremstilling ned ad brættet og erklærer sig enig med oppositionen.

Da Jarlov gik ud af samrådet, hvor Eva Kjer ”stonewallede” hans spørgsmål med klare afvisninger og en spydighed om, at hun da godt kunne sætte en lille stjerne, der kunne skære sagen ud i pap for K-ordføreren, var målet fuldt. Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, at Jarlov ikke da kunne sige, hvilke konsekvenser det ville få for ministeren.

Man anede da, at noget var i gære. Et gruppemøde afklarede sagen: K havde nu ”mistillid” til Kjer, der nu må gå, konkluderede Søren Pape Poulsen. 

Nervekrig
Løkkes træk blev en fortsat igangværende nervekrig, der blev indledt med at indkalde partilederne i blå blok til møde for at ”afklare” regeringens levemuligheder for fremtiden. Dramaet fik da lige en ekstra tand, da han fik involveret offentligheden med et tweet med en ordlyd, der netop skabte usikkerhed om regeringens fremtid. Et klassisk forhandlingstræk, hvor han ”sætter klokken i stå”.

Naturligvis handler det om at øge presset maksimalt på Konservative. Ligesom da Løkke hin aften i juni afbrød hovedbestyrelsesmødet i Odense for at trække udfordreren Kristian Jensen ned i kælderen for at finde en afklaring, hvor man undgik en afstemning, hvis udfald Løkke var usikker på.

Så længe man forhandlede – så længe havde han kontrol over situationen, og alle muligheder for et kompromis kunne afsøges. Det er sådan set det, som Løkke ved flere lejligheder har bevist, at han er ret dygtig til. Man kan så naturligvis indvende, hvorfor han så bringer sig i den slags situationer.

I en normal situation vil en regering godt kunne leve med, at en minister bliver fyret, en ny udpeges, hvorefter alt falder til ro igen. Men situationen i dansk politik er ikke normal. Vi har en Venstre-regering, som sidder på kun 34 mandater, og som er i en voldsom konkurrence om vælgerne med tre andre partier, hvor de to – DF og LA – inden for otte måneder ved en eller flere lejligheder i tale har truet den på livet.

Regeringens liv i spil
Dertil kommer et udrydningstruet konservativt parti, som aldrig har truet regeringen, men alligevel skal finde sig i ydmygelser som ”den gamle dame”, som især det meget selvbevidste LA-folk på Facebook aldrig forsømmer en lejlighed til at skubbe til på vejen frem mod ”det liberale tusindårsrige”.

Ved at sætte K under pres, får Løkke også det ud af det, at han viser sine øvrige Venstre-ministre, at han kæmper for dem med næb og klør. Han sagde i hvert fald til partilederne i går, at regeringens liv nu var bragt i spil.

Spørgsmålet er, om det er holdbart i længden, men det kan ikke andet end skabe lidt mere sammenhold i en Venstre-regering, der selv lever med splittelse. Eva Kjer var i mange år ”den sure kritiker” i folketingsgruppen, men hun holdt sig fri af formandsopgøret. Nu kæmper Løkke for hendes liv. Det er en god chef, der gør det.

Løkke får også sendt et signal til andre støttepartier, at man ikke ”bare” fyrer sine ministre uden konsekvenser. K skal eksempelvis forklare det ikke specielt logiske i, at man fyrer ministeren, men stemmer for hendes politik. Og hvis nu man ender i en valgkamp? Hvilke donorer i erhvervslivet står klar til at fylde Konservatives krigskasse (som var større end V's i 2015), efter at den reelt har væltet en blå regering? Synes vælgerne, at sagen er den rigtige, så de nu samles om Søren Papes tropper? Hidtil har miljøpolitik ikke ligefrem ligget øverst på borgerlige vælgeres dagsorden.

Ind i maskinrummet
Det er også en lejlighed – ligesom man så det i sommer forud for regeringsdannelsen – at invitere vælgerne inden for i det politiske beslutningsrum. Hvorfor skal den her regering fortsætte? Hvem støtter den? Hvem kan danne den?

Naturligvis med henblik på at gøre det klart for sivende vælgere, at Venstre er deres eneste alternativ, hvis de ønsker en borgerlig regering. Han kan fx iværksætte en dronningerunde. Så må Konservative jo gøre op med sig selv, om de vil støtte regeringen. Altså en de facto situation, hvor regeringen mødes med tillidsafstemning i Folketinget. Det vil alt andet lige styrke regeringen. Måske er det det scenarie, han presser Pape med?

Her er i øvrigt en lighed med situationen forud for Odense i juni: Løkke lader sive alle mulige høj-dramatiske scenarier til pressen – via folk i Venstre –  som så taler situationen endnu højere op og sætter modparten under yderligere pres. Og lader tiden arbejde for sig selv. Måske bliver nogle møre undervejs og mere klar til at indgå et kompromis. Fx hvis K's bagland begynder at gøre oprør mod Pape.

Hvem vinder?
Situationen kan selvsagt ikke løbe til evig tid, men til gengæld kan Løkke meget hurtigt punktere spekulationerne, og så er dramaet slut. 

Men indtil videre så passer Eva Kjer sit job, og Claus Hjort lader fortælle, at han regner med, at hun fortsat er minister også i aften. Det handler naturligvis alene om at sætte K under pres.

Hvem vinder konflikten? Det er ikke til at sige. Men en klar vinder er i al fald rød blok, som aldrig kan få nok af en herlig borgerkrig i fjendens lejr.

Den må hjertens gerne være langvarig og skabe dybe personlige konflikter og mistillid mellem folk i årtier frem. Det lønnede sig i 1929, da K-leder Christmas Møller trak tæppet på V-regeringen, og i 1995 da K-leder Hans Engell gik solo uden om Venstre og indgik finanslov med SR-regeringen. Den slags gamle uoverenstemmelser er kun til gavn for rød blok.

Så det er herlige tider hos oppositionen!

Opdateret 14.00: Løkke har onsdag eftermiddag holdt pressemøde. Her luftede han muligheden for et valg for at løse "den gordiske knude", som er opstået. Det blev dog ved truslen, og han bakker op om sin minister Eva Kjer Hansen. I stedet indkalder han igen til et nyt partiledermøde i blå blok for at finde et kompromis, der kan løse op for situationen.

Derved fortsætter han sin strategi med at "sætte klokken i stå" og øge presset på Konservative for at komme til forhandlingsbordet. Undervejs fik han nævnt, at selveste "det borgerlige projekt" er i fare. Og det ligger i luften, at Konservative bærer ansvaret for, at det falder på gulvet.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.