Cordua: Hvem bestemmer i Venstre?

Jyllands-Posten kunne søndag opgøre, hvordan lækagerne vælter ud af Venstre. Både i regeringen og i Venstres Folketingsgruppe på Christiansborg. Seks eksempler siden valget sidste sommer er det blevet til.

Det er blevet så stort et problem, at gruppeformand Søren Gade (V) forleden måtte på banen med en advarsel til sine gruppefæller om, at disse lækager skaber "utryghed" og "mistillid" til partiet.

Manglende autoritet
Lækagerne vidner også om en manglende autoritet hos Venstres ledelse, når en del af regeringen tilsyneladende tillader sig at ydmyge statsministeren og andre regeringsmedlemmer gang på gang. Det kan ikke fortsætte ret meget længere. Det ødelægger tilliden til regeringsprojektet og eroderer statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) i forvejen skrøbelige autoritet.

Hvad skal han gøre ved det? Tjah. Det kalder på en snarlig resolut handling, hvor Løkke gør det klart for alle, hvem det er, der bestemmer, og tegner en klar rød linje op, der ikke kan overskrides. Sker det alligevel, så får det konsekvenser.

Pilen peger på... 
Hvem står bag lækagerne? Det ved man i sagens natur ikke med 100 procents sikkerhed. Men naturligvis laver Løkke og andre en klassisk motivanalyse: CUI BONO? Hvem gavner lækagerne? Hvem har interesse i at udstille for offentligheden, at eksempelvis Inger Støjbergs (V) integrationsudspil blev underkendt af statsministeren? Hvem har interesse i at fortælle offentligheden, at Søren Pind (V) var imod grænsekontrollen? Hvem havde interesse i at lække daværende forsvarsminister Carl Holsts (V) ansættelsesbrev vedrørende hans særlige rådgiver med den belastende oplysning, at han tidligere havde været ansat som personlig rådgiver for den tidligere regionsborgmester i Region Syddanmark?

Sandt eller ej: Pilen peger entydigt på udenrigsminister Kristian Jensen (V) og hans støtter i regeringen:

Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Og motivet? Manglende tiltro til at Lars Løkke kan føre Venstre igennem regeringsperioden med de kronisk lave meningsmålinger, som regeringen har måttet leve med. Dertil kommer også en frygt for, at integrationsminister Inger Støjbergs anseelse og popularitet er så stigende, at man i Venstre-baglandet ser hende som en formandskandidat, der med tiden kan udfordre næstformand Kristian Jensen, når Løkke er væk.

”Alt andet end Jensen”-alliance
Den åbenlyse undergravning af Løkkes autoritet risikerer dog også at føre til, at Løkke–fløjen får smedet en alliance vendt mod Kristian Jensen. En ”alt andet end Jensen”-alliance, hvor man blot skal have afgjort, om det er Søren Gade eller Inger Støjberg, der har den bredeste appel i partiet til at holde Jensen væk fra formandsstolen.

I årtier har Venstre og især Claus Hjort med et vist held bekæmpet ethvert optræk til fløjkrige. Man var også tidligere ret gode til at holde fortrolige drøftelser på gruppemøderne interne, dvs. uden at man efterfølgende har kunnet læse om dem i aviserne. Det sidste har man dog ikke haft særlig meget held med de senere år. Efter valget fortsætter lækagerne da også fra gruppemøderne senest om uenighed om og drøftelser af justitsminister Søren Pinds (V) endnu ikke præcist formulerede idéer om sessionslogning, der skal give politiet mulighed for at følge med i forbryderes kommunikation på internettet, hvor den foregår i dag.

Hvad kan Løkke så gøre? Hvad bør han gøre? Som det kører nu, så skaber lækagerne en stor frustration og manglende tillid til hinanden i Venstre, som ripper op i de gamle sår fra formandsopgøret -  for andre formandsoprøret -  for halvandet år siden. Dengang endte det med en slags magtdeling, hvor et  ”formandskab”, der inkluderer Kristian Jensen, skulle køre butikken. Siden har alt - f.eks. fordeling ministerposter mv. - skulle fordeles og ses i forhold til denne aftale, hvis indhold ingen dog kender præcist.

Straffeaktion
Det ligger lige for, at Lars Løkke ved først givne lejlighed statuerer et eksempel f.eks. ved at fyre eller degradere en minister. F.eks. på et grundlag, hvor det ikke umiddelbart kun ses som ren hævn. Det må gerne opfattes som en straffeaktion, men skal helst også kunne begrundes i, at ministeren ikke har evnet at løse opgaven og derfor trænger til at blive skiftet ud. Løkke kan give ministrene nogle opgaver, som de ikke evner at løse, eller vente på, at de begår fejl, som så kan udløse en fyring. Problemet er dog, at den slags spil i sig selv ødelægger resterne af sammenholdet i den i forvejen smalle Venstreregering.

Løkke kan også bare begrunde evt. fyringer i en samlet omdannelse af regeringen, hvor han bare smider ministrene ud og ”sætter et nyt hold”. Men er han stærk nok til det?

Spørgsmålet er også, om Kristian Jensen har magt nok til at nedlægge veto mod en sådan beslutning? Er han f.eks. parat til at vælte sin egen regering? Det sidste er næppe sandsynligt. Han har i al fald tidligere rystet på hånden i den slags konfrontationer. Det så man i kælderen under Odense Congress Center i juni 2014. Men måske giver situationen ikke Løkke andet valg end at sætte Jensen i det dilemma for at sætte sig i så meget i respekt over for dem, der tilsyneladende bliver ved med at lække fra interne regeringsmøder. Simpelthen at vise alle og en gang for alle, hvem det er, der bestemmer.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.