Cordua: Krigstågen letter i blå blok

KLUMME: Hos Venstre er man stadig forbløffet over, at man helt overså Konservatives signaler. Men nu er der røget fredspibe i blå blok, og man indleder et nyt kapitel med mere medinddragelse og lydhørhed, skriver Jarl Cordua. 

Fredag aften efter Marienborg-forhandlingerne tog Søren Pape hjem og drøftede pr. telefon det tilbud om grønne indrømmelser, som Lars Løkke havde stillet Konservative i udsigt mod, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen kunne få lov at overleve i regeringen.

Hertil kom indholdet af en ikke specificeret offentlig undskyldning eller indrømmelse fra Eva Kjer, som kunne lægges oven i. Meningerne er dog delte om, hvorvidt Pape nogensinde gav et eksplicit tilsagn om, at han var interesseret i at renoncere på udmeldingen tirsdag aften om, at Konservative havde trukket tilliden til Eva Kjer Hansen.

Stemningen havde ellers været god under de i øvrigt meget fordragelige og åbenhjertige drøftelser på Marienborg, hvor partilederne med flere havde slentret i parken og undervejs havde haft alle de uoverensstemmelser på bordet, som støttepartierne hver især siden valget har haft eller stadigvæk har kørende med regeringen. Blandt dem i øvrigt Irak-kommissionen. Det hjalp på stemningen at få lukket damp ud.

Terningerne var kastet
I Venstre og blandt de øvrige partier var man også af den klare opfattelse, at Pape havde signaleret en interesse, ja, nogle mener endda havde indgået en aftale, men sidenhen formentlig blev underkendt af et flertal uregerlige yngre medlemmer i folketingsgruppen. Hos Konservative er man dog omvendt stålsat i den opfattelse, at Pape efter telefondrøftelser selv kom med den indstilling pr. mail til sine gruppefæller, at han mente, at K stod sig bedst ved at fastholde sit oprindelige standpunkt.

Når Pape lod Venstre-folkene forhandle, så var det for ikke at virke afvisende og for at høre dem ud. Men afgørelsen lå hos K. Begyndte K at indlade sig på at trække i land med sin allerede udtrykte mistillid, så ville det skade K's troværdighed uopretteligt. Man havde det med beslutningen tirsdag, som med Cæsar, da han krydsede floden Rubicon og dermed overskred en grænse, hvor der ingen vej var tilbage. ”Terningerne var kastet”. Tilbage stod en række blå partier dybt forundret over, at de havde læst Papes signaler så forkert.

Spin-krigen
Klokken 8.00 lørdag morgen meddelte Pape pr. telefon Løkke Konservatives syn på sagen, hvorefter Eva Kjer kort efter trak sig som minister. Et annonceret konservativt pressemøde blev aflyst, og K lukkede ned for kommunikationen. Hos K er man indstillet på afspænding mht. at deltage i spinkrigen mod V og LA, hvilket indebærer, at Eva Kjer Hansen forståeligt nok får lov at rase ud, men man forbeholder sig ret til at besvare alle modangreb, der måtte komme. Ikke mindst mod partiets ordfører Rasmus Jarlov, som der slås ring om.

Allerede senere samme dag lørdag talte Løkke med Pape i telefon, hvor han erkendte, at slaget nu var tabt, signalerede fred og fordragelighed, og at man måtte se at komme videre.

Konkret har de fire blå partier nu tænkt at sig at udvide tirsdagsmøderne mellem 10.00-11.00 i Statsministeriet, så der nu deltager to repræsentanter fra hvert parti (Venstre stiller med tre), for at få nogle bedre bremser, så man undgår fremtidige eskaleringer af ulmende konflikter. Onsdag aften skal de fire blå partisekretærer og pressechefer på bøf-restaurant MASH i Bredgade i København inviteret af regeringspartiet.

Op af skyttegravene
Efter man er kravlet op af skyttegravene, er der ved at brede sig en erkendelse af, at regeringen og især Eva Kjer Hansen samt en konservativ ordfører, Rasmus Jarlov, der hver især stod på deres, lod tingene køre ud over kanten og alt for sent begyndte at tænke i exit-strategier. Nogle peger på Jarlovs parlamentariske uerfarenhed, samtidig med at man fremhæver Kjer Hansens manglende lydhørhed og stædighed. Kemien mellem de to politikere har heller ikke været i top.

Der er også – i al fald nogle steder i Venstre – en erkendelse af, at Løkkes tweet tirsdag aften bidrog til en unødig eskalering af konflikten. I stedet for at involvere hele nationen kunne han eksempelvis have nøjes med at sætte sig i respekt ved at true med ”død og ødelæggelse” på de interne møder eller måske have indset lidt tidligere, at den udtalte mistillid fra Konservatives side reelt politisk set, er en irreversibel proces, som umuligt kan trækkes tilbage.

Fredspibe
Hos Venstre er man stadig forbløffet over, at man helt overså Konservatives signaler, og som det fremgår af flere interviews med Løkke, så forstår man stadig ikke, at Pape ikke gav Løkke en sidste chance for at redde trådene ud, før K trak støtten til Eva Kjer.

Nu er krigstågen ved at lette, og i hvert fald har den nye miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen allerede umiddelbart efter sin tiltræden haft sit første møde med den konservative ordfører Rasmus Jarlov for at klinke skårene. Der er røget fredspibe, og man har fra begge sider erkendt, at man nu indleder et nyt kapitel med mere medinddragelse og lydhørhed. Hos Konservative er man tilfreds med valget af den nye minister, som man har haft et godt samarbejde med, mens Lunde Larsen har været videnskabsminister.

Med hensyn til den tillægsaftale om landbrugspakken, som var på bordet på Marienborg – og som er beskrevet som ”pyntegrønt” og andre mere farverige ord – viste især DF's Kristian Thulesen Dahl sig meget imødekommende over for. Alligevel har LA på partiledermødet i går helt afvist, at de medvirker til forbedringer af den vedtagne landbrugspakke, som kan tolkes i retning af indrømmelser til K.

I regeringen er der dog en erkendelse af, at der sidenhen kan ske diverse justeringer af landbrugspakken og andre tiltag. Men det behøver jo ikke blive solgt som milde gaver til Pape og co.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Selverklæret bonderøv afskyr miljøtyrannerne Trads: Selverklæret bonderøv afskyr miljøtyrannerne Næste artikel Trads: Er vi to-tre valg fra Vestens kollaps? Trads: Er vi to-tre valg fra Vestens kollaps?