Med byggeriets overenskomst er risikoen for storkonflikt gået fra historisk høj til meget lille

Der kan være mange grunde til at stable konserves i køkkenskabet og hamstre tørgær i øjeblikket. Men udsigten til en lammende storkonflikt på det danske arbejdsmarked er ikke længere en af dem.

Med tirsdagens overenskomstforlig på byggeriets område er risikoen for en storkonflikt senere på foråret gået fra historisk høj til meget lille.

Byggeriets aftale er det sidste af tre centrale forlig i overenskomstforhandlingerne for over 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked. Industrien fastlagde med en historisk dyr aftale i februar den økonomiske ramme for forhandlinger i de øvrige brancher. Kort efter fulgte transportområdet efter med en aftale, som lægger sporene på det mindre normallønsområde, hvor hele lønposen aftales ved det centrale forhandlingsbord. Og med tirsdagens håndtryk mellem byggeriets parter ser den sidste afgørende sten ud til at være ryddet af vejen for en blød landing på OK23.

{{toplink}}

Forligsmand Jan Reckendorff kan samtidig glæde sig over lidt mere tid i kalenderen, end de fleste eksperter og iagttagere nok havde forventet. I mange år har det været mere reglen end undtagelsen, at byggeriets forhandlinger går så meget i hårdknude, at forligsmanden må forsøge at filtre dem ud. Både i 2017 og 2020 endte byggeriet i forligsinstitutionen, hvor forligsmanden måtte mægle et forlig, som mange byggearbejdere ved den efterfølgende urafstemning hældte ned ad brættet.

Skrækeksemplet fra 2017

Ud af de seneste seks overenskomstfornyelser har murere, tømrere, stillads- og betonarbejdere således stemt nej til halvdelen. I 2017 forkastede 77 procent af byggeriets medlemmer det forslag, som deres egen forbundsledelse havde anbefalet dem at stemme ja til. Og i 2020 blev det et knebent ja med 54 procent ja-stemmer.

Grunden til, at der alligevel ikke har været storkonflikt siden 1998, skal findes i de såkaldte sammenkædningsregler, som betyder, at stemmerne på tværs af alle fagforbund tælles samlet.

Selv om byggeriet eller andre områder stemmer nej, kan en overvægt af ja-stemmer i andre brancher altså trække resultatet i land uden konflikt. Det var det, der skete i 2017, hvor resultatet trods nej-flertal i 3F'ernes rækker blev sikret af ja-flertal i andre store forbund som HK og Dansk Metal.

Alligevel står OK17 som skrækeksemplet på, hvor let kontrollen med den afsluttende urafstemning kan glide fagtoppen af hænde. Med et samlet ja-flertal på 56 procent var det et lidt for tæt løb, som med mindre forskydninger kunne have kastet Danmark ud i en storkonflikt.

Dertil kommer, at et stort nej-mindretal svækker legitimiteten for FH og fagbevægelsens top - og generelt skaber usikkerhed om den sammenhængskraft og solidaritet på tværs af faggrupper, som er afgørende for fagbevægelsens fremtid.

I 2017 mobiliserede det tværgående netværk, som i dag er kendt som 'Arbejdere i bevægelse' en udbredt modstand mod overenskomstresultatet med udgangspunkt i en mindre bestemmelse i aftalen, som gav arbejdsgiverne ret til at varsle overarbejde på op til fem timer ugentligt (42-timers reglen).

Derfor har fagtoppen også under de aktuelle overenskomstforhandlinger skævet nervøst til 3F's aktivistiske venstrefløj. Og det har de fortsat grund til at gøre, idet byggeriets forlig ikke er nogen garanti for, at medlemmerne stemmer ja ved den kommende urafstemning.

Den evige knast

At det er lykkedes 3F's topforhandlere at få aftalen blåstemplet af byggegruppens 70 mand høje forhandlingsudvalg, giver dog et fingerpeg om, at modstanden fra baglandet vil være begrænset. I hvert fald er der et flertal blandt formændene fra de lokale 3F-afdelinger, som nu kommer til at virke som ambassadører for et ja.

Og så er der selve indholdet i den to-årige overenskomstfornyelse, som selvfølgelig er den vigtigste årsag til, at det er lykkedes at løsne op for det anstrengte forhandlingsklima.

Social dumping har i stigende grad udgjort et betændt spørgsmål i byggeriets forhandlinger, fordi der ikke for alvor er sket nogen forbedringer i mange år. Men med aftalen om et boligtillæg til udenlandske byggearbejdere ser parterne ud til at have sikret en markant forbedring i lønniveauet for udenlandske kolleger.

Boligtillægget adresserer den omstændighed, at mange udenlandske byggefolk arbejder til langt under de reelle lønninger i byggeriet, selv om de får mindsteløn. Det skyldes, at de fleste danske håndværkere arbejder på akkord, som er betydeligt højere end mindstelønnen på knap 134 kroner i timen.

Med den nye aftale får udenlandske byggearbejdere ret til et boligtillæg på 25 kroner i timen i de første fire måneders ophold i Danmark. Dermed har 3F sikret en afgrænset variant af det akkordafsavnstillæg, som har stået øverst på ønskesedlen i mange år.

At boligtillægget er betalt med 0,2 procent af den lønsum på samlet set fire procent, som udgør rammen i industriens spydsspidsforlig, kan og vil i de skeptiske dele af baglandet blive tolket som om, man har fodret hunden med dens egen hale.

I det store billede giver afsættet i industriens forlig dog stadig historisk pæne lønstigninger, som ifølge forhandlerne selv gør det muligt at indhente den tabte købekraft i løbet af to-tre år.

Store bededag som fællesnævner

Spørgsmålet er, om balladen om store bededag får indflydelse på urafstemningen. Selv om lovforslaget er vedtaget, er det ikke utænkeligt, at en del lønmodtagere vil stemme nej som en indirekte protest mod regeringens overgreb på forårshelligdagen.

Skuffelsen over store bededag er en oplagt fællesnævner, hvis fagbevægelsens aktivistiske venstrefløj vil mobilisere nej-stemmer på tværs af faggrupper.

Men derfra til at sikre en overvægt af nej-stemmer ved den kommende urafstemning er der lang vej.

At byggeriets forlig er indgået på et bagtæppe af høj inflation, mangel på arbejdskraft og stor usikkerhed om den fremtidige økonomi vidner om, at de bedste løsninger ofte forhandles under det mest ekstreme pres.

Det er for tidligt endegyldigt at afblæse storkonflikten. Men meget tyder på, at byggeriet er brudt ud af rollen som det evige problembarn ved overenskomstbordet, og at der venter en udramatisk afslutning på det, der skulle have været de mest dramatiske forhandlinger i mange år.

friis@mm.dk