Anni Matthiesen bliver formand for Sydslesvigudvalget

Kulturminister Mette Bock har udnævnt Anni Matthiesen (V) som ny formand for Sydslesvigudvalget, hvor hun skal afløse den nye generalkonsul i Flensborg, Kim Andersen.

Venstres uddannelsesordfører, Anni Matthiesen, skal fremover være formand for Sydslesvigudvalget. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Det er kulturminister Mette Bock, der har udvalgt Anni Matthiesen til at overtage formandsposten fra Kim Andersen, som skal være generalkonsul i Flensborg. 

Sydslesvigudvalget fungerer i praksis som et bindeled mellem Folketinget og det danske mindretal i Slesvig. 

Anni Matthiesen er desuden medlem af Kontaktsudvalget for det tyske mindretal. Hun udtaler:

”Jeg er meget glad for, at kulturministeren har peget på mig som ny formand. At bevare den tætte kontakt mellem det danske mindretal og Folketinget er en meget vigtig opgave. Jeg ser frem til samarbejdet med mine folketingskollegaer i udvalget og ikke mindst til at få lov til at arbejde tæt sammen med de danske foreninger og organisationer i Sydslesvig.”

Forrige artikel Dødsfald: Direktør, cand.jur. Dorrit Sylvest Nielsen (67) Næste artikel Tysklands ambassadør i Danmark modtager orden