Altinget guider: Derfor er forslaget om europæisk mindsteløn så besværligt for Danmark
MINDSTELØN: Kritikken hagler ned over et nyt EU-forslag om europæisk mindsteløn. Hvorfor er alle så sure? Det svarer Altingets EU-redaktør på her.
Hvorfor er der overhovedet kommet et forslag om mindsteløn fra EU-hold?
Det er der også rigtig mange, der spørger sig selv om i Danmark. Løn er nemlig ikke en EU-kompetence. Derfor er det heller ikke et forsøg på fra Bruxelles at fastsætte en mindsteløn, men på at få de lande, der har en lovbestemt mindsteløn, til at se på, om den er høj nok til, at folk kan leve af den.
Hele begrundelsen for at bevæge sig ind på området er, at der er et voksende problem med de såkaldte ”working poor” i Europa. Det er mennesker, der har et arbejde, men som tjener så lidt, at de ikke kan hive sig over fattigdomsgrænsen. Det har været et brændende ønske hos særligt de europæiske socialdemokrater, at Kommissionen gjorde noget ved det. Derfor blev det ét af kommissionsformand Ursula von der Leyens valgløfter, og det er det, hun indfrier nu.
Hvorfor bliver det set som så problematisk i Danmark?
Først og fremmest fordi vi ikke har en lovbestemt mindsteløn i Danmark, og det samme gælder fem andre lande EU-lande. Vi ønsker ikke, at politikerne skal blande sig på et område, som vi har overladt til arbejdsmarkedets parter. Derfor er ethvert direktiv, uanset hvad der måtte stå i det, uvelkomment. Også selv om det direkte står i forslaget, at det ikke indebærer noget krav om at indføre en mindsteløn for landene, og at de er undtaget for det meste af direktivet.
Hvem er det i Danmark, der har været så bekymrede for det her udspil fra Kommissionen - og hvad har de været bekymrede for?
Det er vist nemmere at sige, hvem der ikke har været bekymret. Det er de Radikale. De synes, det er okay, hvis det kan hjælpe med lønudviklingen i nogle af de lande, hvor uligheden er stor. Men ellers er der fordømmelse hele raden rundt på det politiske spektrum, hos fagbevægelsen og hos arbejdsgiverne. Også arbejdsmarkedsforskerne rynker panden. Det skyldes, at så snart der er et direktiv, så er der også en risiko for, at EU-Domstolen på et tidspunkt skal ind og fortolke det direktiv. Det har vi ikke gode erfaringer med på arbejdsmarkedsområdet, hvor blandt andet konfliktretten har fået nogle store knubs undervejs.
Nu er udspillet kommet. Hvad ser det ud til at komme til at betyde for Danmark og danske lønmodtagere?
Det er der, hvor det bliver lidt tricky. På papiret betyder det nemlig ikke så meget. For Danmark og fem andre lande, der ikke har en lovbestemt mindsteløn, er kravene, at der skal indrapporteres tal til EU-Kommissionen årligt om lønniveauer og om, hvor mange der er dækket af overenskomster med mere. Hvis det tal falder til under 70 procent af arbejdstagerne – det ligger omkring de 80 lige nu i Danmark – skal enten staten eller arbejdsmarkedets parter gå sammen om at se, hvordan man kan få det tal op og lave en handlingsplan for det.
Men det er princippet om, at nogen overhovedet skal blande sig i, hvad parterne laver på det her område, de er dybt uenige i, og så frygten for, hvad det kan udvikle sig til. Enten via EU-Domstolen, eller hvis nogen fik den idé at revidere direktivet på et tidspunkt uden at gå lige så nænsomt til værks over for den danske model.
Kan de bekymrede nu ånde lettet op?
Det har de i hvert fald ikke gjort. Reaktionen – også forud præsentationen af forslaget – har været utvetydig negativ. Fagforeninger og arbejdsgivere falder over hinanden for at fordømme den utidige indblanding. Det samme gør politikerne. Også efter de har set forslaget. Det er dog meget lidt indholdet i forslaget, de hæfter sig ved. Det er princippet om overhovedet at blande sig på området og frygten for en glidebaneeffekt, de fremhæver.
Hvordan har den danske regering reageret på forslaget fra Kommissionen?
Ret negativt, hvilket også var forventet, hvis man har hørt på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i processen forud, hvor han har gjort alt, hvad han kunne, for at det ikke skulle blive til noget. Regeringen frygter stadig, at direktivet kan underminere den danske model. Den sår også tvivl om, hvorvidt Kommissionen overhovedet har ret til at fremsætte forslaget, og frygter, at det kan indføre individuelle rettigheder, som kan bruges til at få indført en mindsteløn ad bagvejen.
Det interessante er, at det er præcis de samme argumenter, som blev brugt, før direktivet så dagens lys. Spørgsmålet er, om Kommissionen kunne have gjort noget som helst – ud over slet ikke at foreslå noget direktiv – der kunne have bilagt den frygt.
Hvad kommer der til at ske nu?
Nu ryger forslaget over på lovgivernes bord hos henholdsvis landenes ministre og Europa-Parlamentet. Der bliver det spændende, hvordan det bliver modtaget hos ministrene, efter et flertal af landene ved et møde i sidste måned gav udtryk for, at de faktisk helst ville slippe for et direktiv. Men det er alt for tidligt at sige, om der vil være opbakning til ideen eller ej.
Samtidig er der mange kræfter i Europa-Parlamentet, først og fremmest i den store socialdemokratiske gruppe, S&D, der virkelig har sukket efter det forslag. Parlamentet har også historisk givet sin støtte til fremme af en europæisk mindsteløn ved flere lejligheder, så der kan man godt regne med positiv modtagelse – bare ikke fra flertallet af de 14 danske parlamentarikere. Mange af dem kommer til at arbejde benhårdt imod det.
Søren Brostrøm får toppost i WHO
Thule-aftale på plads efter årelange forhandlinger
