Fra dansk duks til EU-slacker

KLUMME: Dejligt, at en ny EU-debat herhjemme er i gang, skriver chefredaktør Rasmus Nielsen i sin klumme. Debatten er, om Danmark er for meget duks og for lidt slacker i Europa.

POLITIKERE OG FORSKERE har taget fat på en tiltrængt fornyelse af debatten om Danmarks medlemskab af EU.

Hidtil har debatten gået på, at medlemskabet siden 2001 i stigende grad har kostet statskassen penge. Ligeledes har der været det evindelige kævl om farten på unionens udvikling.

Dansk medlemskab af EU skal konstant udfordres og debatteres - det gavner forholdet mellem landet og unionen. De nye forårsskud på stammen sætter fokus på, hvordan Danmark gennemfører EU-direktiver, og hvordan danske aktører undervejs bedst påvirker, hvorledes de europæiske direktiver gennemføres herhjemme.

SOM BEKENDT HAR Danmark i årtier været kendt for at være Europas duks, når det gælder om hurtigt at gennemføre nye fælleseuropæiske regler - direktiverne - og duks, når det gælder om siden at overholde disse regler. Spørgsmålet er, om ikke der er brug for, at det danske medlem i EU-klassen skal til at opføre sig en kende mere som slacker.

Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, rejser spørgsmålet, om ikke Danmark ofte overimplementerer EU-regler. Partiet vil, hvis det kommer til magten i år, derfor genindføre en europaminister, der skal holde øje med, at Danmark ikke spænder ben for sig selv ved at gå videre, end EU kræver:

"Det er en europaminister med en lidt anden funktion, end vi har set det tidligere, fordi der også er en hjemlig funktion. Den går ud på at sikre, at vi ikke udhuler vores egen konkurrencesituation og giver danske virksomheder dårligere vilkår end deres europæiske konkurrenter,” siger Ellemann Jr. og føjer til:

”Hvis vi ønsker at overimplementere, skal det være på baggrund af en politisk beslutning og ikke på grund af noget, som embedsværket synes, føler eller på anden måde initierer.”

REGERINGEN ØNSKER ALLEREDE nu, at der til fremtidige danske lovforslag tilføjes en ekstra rubrik, der omhandler forholdet til EU-retten. Her skal det ansvarlige ministerium angive, om der med lovforslaget er tale om "overopfyldelse af EU-retlige minimumsforpligtelser".

En "overopfyldelse" kan være noget, pæne embedsmænd ønsker - i god mening, men uden skelen til at det sagtens kan koste Danmark arbejdspladser, konkurrencekraft og dermed vækst og velstand. 

Et flertal uden om regeringen - blå blok og Enhedslisten - kræver da også, at et nyt sæt regler for gennemsigtighed i implementeringen af EU-lovgivning også skal gælde alle lovændringer, der bliver indført uden at have været behandlet i Folketinget.

EMNET BLEV BEHANDLET i mandags på Altingets velbesøgte konference på Danmarks Designmuseum om, hvordan danske aktører får indflydelse på EU-reglerne ved at udnytte især det danske embedsværk.

Hér opfordrede CBS-professor Ove Kaj Pedersen overraskende danske lobbyister til at bruge og alliere sig med danske embedsmænd frem for at forsøge selv at påvirke den europæiske scene direkte.

”Nok er der en europæisk arena, men i lande af Danmarks størrelse og Danmarks position er den nationale administration og det nationale, politiske system stadig den væsentligste adgang til indflydelse på EU-institutionerne. Den nationale administration og den nationale regering er i enhver sammenhæng den største og den mest effektive lobbyist. Også i europæiske spørgsmål. Den væsentligste kanal til indflydelse ligger derfor i København, sagde Ove Kaj Pedersen.

Han opfordrede virksomhederne og organisationerne til at flytte noget af deres fokus fra det komplicerede EU-system i Bruxelles hjem til det nationale embedsværk.

NÅR VI TILMED ved, at ni ud af ti EU-direktiver efterhånden gennemføres af danske embedsmænd via bekendtgørelser - uden at de folkevalgte i Folketinget involveres - er det indlysende, at dette danske embedsværk påtager sig et stort ansvar for, at europæiske regler ikke trækkes særlig tungt ned over hovedet på lille plet af unionen, der hedder Danmark. Så vi ikke igen og igen påtvinger os selv særligt stramme regler, der kan stække os i den euopæiske og globale kamp om jobs og velstand. 

Den igangværende debat om dansk overimplementering har som bundlinje, hvor Danmark i fremtiden skal placere sig i EU-klassen. Det er krævende og kostbart at være duks, og en placering som landet i midten eller lige under midten, hvad angår hastighed og omfang af implementering, kan overordnet være det sted, der er mest fordelagtigt for det danske samfund og erhvervsliv.

Forrige artikel Citater vi husker Citater vi husker Næste artikel Sure Pind burde glædes ved kandidattests