Dyremose skal undersøge fremtidig mediestøtte

UDVALG: Henning Dyremose er udpeget som formand for kulturministerens udvalg, der skal udarbejde grundlaget for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte.

Kulturministeren nedsætter et udvalg til at udarbejde et grundlag for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte.

Udvalget, der skal bestå af folk fra mediebranchen og to eksperter, får til opgave at undersøge mulige modeller for en fremtidig mediestøtte.

Kulturminister Per Stig Møller (K) glæder sig over, at tidl. adm. direktør og bestyrelsesformand i TDC, fhv. finansminister Henning Dyremose har indvilget i at blive udvalgets formand. 

"Med Henning Dyremose har udvalget fået en formand med stor erfaring, og jeg er meget glad for, at han har sagt ja til opgaven," siger kulturministeren i en pressemeddelelse.

Udvalget skal undersøge, hvordan teknologiudvikling, forbrugeradfærd og internationalisering bør indgå i overvejelserne om en eventuel justering af mediestøtten. 

I undersøgelsen skal medieforsker Anker Brink Lunds udredning af den offentlige mediestøtte fra 2009 inddrages.

Udvalget skal afgive en rapport senest den 1. oktober 2011.

Forrige artikel Borgerinitiativet bliver et instrument for unge Næste artikel Medier skoser kulturminister for at give op Medier skoser kulturminister for at give op