Medier skoser kulturminister for at give op

MEDIER: Kulturminister Per Stig Møller (K) opgiver at ændre på statsstøtten til medierne på denne side af valget. Kritik fra Danske Specialmedier.

"Det er meget problematisk for udviklingen af nye medier og udviklingen af specialmedier, at kulturministeren har udsat den nødvendige ændring af mediestøttelovgivningen i mindst et år," siger Danske Specialmediers direktør Christian Kierkegaard som kommentar til regeringens beslutning om at nedsætte et medieudvalg.

"Der er politisk et bredt flertal for at ændre Dagbladsnævnet til et mediestøttenævn - men ikke engang denne justering af mediestøtten, så der tænkes lidt fremadrettet, kan der blive plads til her og nu. Det betyder, at der fortsat ikke vil være offentlige midler til at udvikle dansksproget redaktionelt indhold på de nye medier," siger Danske Specialmediers direktør.

Han beklager samtidig, at der ikke tages initiativer til at sikre en ligestilling mellem omnibus- og specialmedier, så de kan komme til at konkurrere på lige vilkår.

"Det er tankevækkende, at det eneste konkrete i regeringens oplæg er, at den eneste indirekte støtte, som kommer magasiner til del - fastprissystemet for løssalg - skal bortfalde. Det er ingen gang til diskussion i udvalget," konstaterer Christian Kierkegaard.

Det mest positive ved udvalgsarbejdet er, hvis det gennem udvalgsarbejdet lykkes at skabe et grundlag for en modernisering af mediestøtten, så den vil støtte fremtidens medier - og ikke de medier, der var dominerende i 60'erne, da fundamentet for den nuværende støtte blev skabt, siger Danske Specialmedier.

Forrige artikel Dyremose skal undersøge fremtidig mediestøtte Dyremose skal undersøge fremtidig mediestøtte Næste artikel Ny planlov skaber frygt for butiksdød Ny planlov skaber frygt for butiksdød