Jarl Cordua: Finanslovsdrama er en ren vindersag for DF

Finanslovsforhandlingerne er endt i en dramatisk magtkamp mellem DF og regeringen, hvor det umiddelbart er svært at få øje på en løsning.

Centralt står et, ifølge regeringen, nyt krav fra DF, der totalt vil ændre den hidtil førte politik om at godkendte asylansøgere skal i job, mens DF mener, at alle integrationsbestræbelser skal droppes og i stedet skal ressourcerne bruges på at forberede flygtninge til fremtidig repatriering. I realiteten skal asylansøgere opbevares, indtil de selv finder hjem igen.

Set med regeringens øjne har man ikke bestilt andet end at imødekomme DF's krav under hele forhandlingsforløbet, og derfor stiller man sig noget uforstående over for, hvorfor DF så sent møder op med et krav i forhandlingerne om, at Danmark nu pludselig skal skrotte hele sin hidtidige integrationspolitik for at lægge stemmer til regeringens skattelettelser.

Kristian Thulesen Dahl ved, at han har to vigtige allierede i magtkampen med finansministeren. Den ene er tiden. Hvis finanslovsforhandlingerne går i baglås, så er det som udgangspunkt finansminister Kristian Jensens skyld, da det er ham, der leder forhandlingerne. Det er en præmis, som det er meget svært for regeringen at imødegå, og medierne, som er sat i verden for at være magtkritiske, bliver næsten nødt til at acceptere den. Men det er jo ikke det samme som, at Kristian Thulesen Dahl ikke er medansvarlig for, hvad der sker.  

Og netop pressen er DF's anden allierede, mens dramaet udvikler sig. De vil naturligvis altid udspørge finansministeren, hvorfor Riget ikke har en finanslov, og de vil især lede hos finansministeren efter forklaringer på, hvorfor forhandlingerne er gået skævt. Er det udygtighed? Er det manglende forberedelse? Thulesen Dahls eventuelle medansvar bliver næppe fortællingen. Det er en kynisk analyse, som Thulesen Dahl naturligvis har lavet, og det kan man i øvrigt ikke bebrejde ham. Sådan er politik. 

Thulesen Dahl viser i øvrigt, at han er bedre til at spille de her magtspil end de fleste. I går udnyttede han den manglende tid til at få finansloven i hus ved at ”tilbyde” regeringen, at man laver en finanslov og så ”gemmer” skatteforhandlingerne og kravet om mindre integration eller repatrieringsforberedelse til senere.

Det lyder umiddelbart som et helt tilforladeligt og hjælpsomt forslag, hvis ikke man kender til forhandlingernes anatomi. For sagen er, at DF – ifølge regeringen – allerede har fået store indrømmelser på finansloven mod, at partiet lægger stemmer til bl.a. skattelettelserne, som DF ikke længere afviser.

Nu forsøger Thulesen Dahl at løbe med finanslovs-gevinsterne og så udskyde regningen i en ny forhandling om skattelettelser, hvor han rimelig risikofrit bare kan afvise kravet.

Det er klart, at den forhandlingsmodel, hvor DF sidder med alle trumferne, må regeringen afvise. For det var netop pointen med at tage forhandlingerne under ét, at Kristian Thulesen Dahl ikke bare kan opfatte regeringens tilbud som en buffet, hvor DF kan tage, hvad de kan lide og så lade resten stå. Men regeringen kunne jo som modtræk tømme buffeten for DF-indrømmelser og så lade DF stemme for, hvad der bliver tilbage? Så er det jo ikke sikkert, at DF vedbliver med at fremstille sagen som noget, der bare kan klares i en ruf, hvis bare regeringen viser en smule forhandlingsvilje og noget handlekraft.

Hvad er så DF's strategi? Umiddelbart må det være at få en finanslov vedtaget med flest mulige indrømmelser til partiet, hvor man står så synligt som overhovedet i mediebilledet, og hvor mærkesagerne står tindrende klare i vælgerbefolkningens bevidsthed. Det er nemlig vigtigt i en tid, hvor DF ligger noget lavt i meningsmålingerne, og er under pres fra Nye Borgerlige og Socialdemokraterne.

Hvad er DF's taktik? At sætte regeringen under maksimalt pres med brug af alle tænkelige midler og uden hensyntagen til, at der kan gå skår i det borgerlige samarbejde. Måske ud fra en analyse om, at det er sidste chance for at opnå synlige indrømmelser, inden valgkampen går i gang. Det bliver sværere at lave det store drama til næste år, hvor man er for tæt på valget.

Man kan så ikke være 100 procent sikker på, at DF's strategi rent faktisk er at få vedtaget en aftale. Der er dem, der mener, at DF står overfor en større PR-katastrofe til foråret, når EU's svindelenhed konkluderer på MELD/FELD-sagen, der involverer Morten Messerschmidt. Så hvorfor ikke tage valget nu, selvom DF p.t. står til at tabe op mod 20 procent af stemmerne, som meningsmålingerne spår? Det hører dog til sjældenhederne, at et parti fremprovokerer et folketingsvalg, når man står så svagt i målingerne, og det rimer dårligt på en så køligt, kalkulerende og begavet strateg som Thulesen Dahl. 

Det er i øvrigt også i Dansk Folkepartis umiddelbare interesse at tilføre Venstres kronprins Kristian Jensen et nederlag i sin debut som leder af finanslovsforhandlingerne. DF har i nogen tid peget på, at deres tillid til Jensen er i bund. Med et sammenbrud får man også rokket ved tilliden hos andre, om Venstres forventede leder magter opgaven. Det kan også være et argument for, at DF på et tidspunkt vil afprøve sin alliance med Socialdemokraterne.

Dertil kommer, at DF også forsøger at spille Venstre internt ud mod hinanden. Jensen-kritikerne er allerede i gang ifølge BT i dag. Thulesen Dahl tager dermed med sin ageren på sin vis også stilling til den slumrende magtkamp om Venstres sjæl, hvor Jensen ses som bannerfører for de globaliseringsparate, mens andre dele af partiet efterhånden ser verden som en trussel mod vores livsform og samfundsindretning.

Det har i al fald udløst den gevinst for Thulesen Dahl, at statsminister Lars Løkke Rasmussen nu er kommet på banen for at redde forhandlingerne i land. ”Far må tage over nu, hvor lillebror ikke kan løse opgaven”, er det billede, som nu fremmanes.

Det passer i øvrigt sikkert formanden for blå bloks største parti særdeles godt, at forhandlingerne nu bliver ført på et for ham passende højt niveau med regeringens øverste leder, statsminister Lars Løkke Rasmussen, som Thulesen Dahl – indtil videre anerkender som leder af blå blok. Det er en forbeholden støtte, som på ingen måde går i arv til Venstres kommende formand. Det er dette foreløbige forhandlingssammenbrud også et udtryk for.

Èn ting er sikkert. Så længe der er drama om finanslovsforhandlingerne, så handler alt om DF. Og Kristian Thulesen Dahl har ubegrænset taletid om, hvad han finder forkert og skal laves om. Og han ser ud til at nyde rampelyset. Det er også meget sjovere, end da DF-formanden for en uge siden legede kispus med journalisterne på Christiansborg, hvor han noget uvant gemte sig, da de ville have en kommentar til DF's kommunalvalgs-nederlag.

Regeringen har selvfølgelig ingen interesse i at tale dramaet op, så de vil sige så lidt som muligt, lige indtil en aftale er på plads. Undervejs må man så stå model til spanking fra DF. Det har man efterhånden god erfaring i, og alle har vist forstået, at det er prisen, der må betales for at sidde i ministerstolene på DF's stemmer.

------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.