HK: Nye virksomheder skal bidrage til dansk velfærd

DEBAT: Dansk lovgivning skal opdateres til den digitale tidsalder, så nye platformsvirksomheder naturligt bidrager til velfærden, skriver HK-formand Kim Simonsen. Det betyder, at alle skal betale skat. Også digitale platforme, påpeger han.

Af Kim Simonsen
Forbundsformand i HK

Forleden faldt jeg i snak med en taxichauffør, som kørte mig fra ét sted til et andet i København. Jeg pegede på hans synlige taxilicens og bemærkede, at det var rart at vide, at han havde kørekort, ordentlig løn, og at han betalte sin skat. 

“Ja tak,” sagde chaufføren. “Det skilt har så kostet mig 750 kroner. Jeg kunne godt tænke mig, at politikerne på Christiansborg snart vågner op og forbyder pirattaxierne.”

Chaufføren sigtede selvfølgelig på Uber, og jeg kan godt forstå, at han er vred. For hvorfor skal det koste penge for eksempelvis en taxichauffør at overholde loven, når hans konkurrent kan undgå det? 

Selvfølgelig skal Uber reguleres og overholde loven. Og betale skat. Det gælder alle de nye virksomheder, der engang kaldte sig for deleøkonomi, men som er endt som milliardforetagender. 

Alle skal være lige for loven
Men jeg tror ikke på forbud. Til gengæld tror jeg på, at den nye platformsøkonomi åbner for utallige muligheder, og på, at masser af nye job vil dukke op i kølvandet. 

Men det er nødvendigt, at vi tager fat på problemerne, den nye økonomi også bringer med sig. Gør vi ikke det, kan vi ikke udnytte de nye muligheder fuldt ud.

Virksomheder, der er gået fra at være deleøkonomiske platforme til at være milliardforetagender, er grundlæggerne endt med at tjene bunker af penge, mens der vokser en underskov af underbetalt arbejdskraft frem. Og skat er ikke nødvendigvis noget, de betaler med glæde. De bidrager ikke til den danske velfærd, med mindre de bliver tvunget. Og det bliver de ikke nu.

Derfor er det på tide, at Christiansborg vågner op. Det er på tide, vi hjælper også kommende nye platformsvirksomheder til at operere lovligt og bidrage til Danmark.

Følg de internationale forbilleder
HK foreslår derfor politikerne, at de digitale virksomheder underlægges automatisk indberetningspligt. Som alle andre virksomheder skal de indberette egen og medarbejderes indkomst, og den skal beskattes.

Det kan Danmark ikke kræve i øjeblikket. Loven siger, at for at det kan ske, skal virksomheden befinde sig fysisk i landet, og det krav giver ingen mening for en digital virksomhed. Den bor ingen steder. Den hører hjemme præcis, hvor den vil, og behøver ikke bygninger. Så vores lovgivning skal opdateres til den digitale tidsalder.

Internationalt er man for længst gået til kamp mod de digitale skatteunddragelser, og tendensen er, at de nye platformsvirksomheder skal gøre al data tilgængelig for myndighederne. Den tendens skal vi være en del af.

Grundlaget for vores velfærd
Og så skal vi holde op med at amputere SKAT. SKAT skal tilføjes ressourcer, så de har en reel chance for at udføre kontrol. For hvis vi skal udnytte alle de muligheder, der ligger i den nye økonomi, så skal vi kæmpe mod skatteunddragelse. Og den kamp skal tages af lovgiverne.

Gør vi intet, vil den danske velfærd komme i problemer. Vi risikerer, at taxichaufføren tvinges til at droppe sin licens, og måske vil han hente sine ture på en app, hvor han ikke betaler skat af sin indkomst. 

Det vil være både ærgerligt og farligt.

 

Forrige artikel FOA: Vis SOSU’erne den respekt, de fortjener FOA: Vis SOSU’erne den respekt, de fortjener Næste artikel Kari: Katastrofalt EU-udspil får Uber til at juble Kari: Katastrofalt EU-udspil får Uber til at juble