Cordua: Terror er blevet et vilkår

Det er desværre blevet et vilkår for os, der lever i Europas storbyer, at vi skal udsætte os for den meget lille risiko at blive sprængt i stumper og stykker af islamistiske terrorister. Det kommer vi til at leve med. I hvert fald i en tid frem over.

Det er også blevet et vilkår for os i Vesten, at hvis vi skal undgå terrorisme, så må vi opfinde strategier, der på langt sigt yderligere minimerer risikoen for, at terrorisme får succes. Det kræver enorme investeringer – hvor mange allerede er foretaget i politi- og efterretningsvæsen – og efterfølgende erfaringer og analytiske redskaber, som vi forhåbentlig får udviklet hen ad vejen. Problemet er, at det tager tid. Det siger sig selv, at ikke alle i vores samfund har den tålmodighed, men kræver handling her og nu.

Vi kender godt årsagerne til terrorismen. For tiden hærger en islamistisk ideologi i Mellemøsten og Nordafrika som en mare. Og selv om vi kan bombe Daesh til atomer, så bliver dette uvæsen ikke slået ned på en formiddag. Vi har faktisk allierede 'interveneret' mange steder, men lokalt skal man selv udkæmpe kampen mod mørkemændene og derved indse fornuften i demokrati og frihedsrettighederne. Det er ikke noget, vi kan gøre for dem eller trække ned over hovedet på dem. De skal selv gøre deres erfaringer og indse, at samarbejde og politiske aftaler er vejen frem i stedet for at føre krig. Vi ved jo fra historien, at det ikke kun er ”i de varme lande”, at det er sådan.

Vestens lære
I Europa udkæmpede vi to krige med i alt op mod 80 millioner dræbte, før vi indså, at det nok var meget fornuftigt at sikre demokratiske institutioner og samarbejde med hinanden. Det er måske den erfaring, som man nu er ved at lære sig i lande som Syrien og Irak? ”Co-existence or no-existence," som Piet Hein skrev i et gruk. Vi er altså blevet meget klogere på 70 år. Forhåbentlig vil Syrien og Irak se tilbage på disse år på samme måde.

En anden lære er, at vi i Vesten skal passe på med at rykke for meget ved magtbalancerne i andre lande, når vi involverer os. Vesten begik en stor fejl i Irak ved at invadere landet og bagefter smadre landets institutioner.

Når vi står i denne situation, er det en konsekvens af Syriens kollaps og borgerkrig, som Vesten klog af skade har holdt sig ude af, bortset fra, at vi hjælper kurderne med at være dets luftvåben mod IS. Men det er jo også et engagement, og det gør så europæiske lande til naturlige mål for IS. (Det havde vi nok været i forvejen).

Vi håbede vel alle på, at ”Det arabiske forår”, der væltede regimerne i Mellemøsten og Nordafrika ville føre til gnidningsløse overgange til fred og demokrati. Det var jo sådan, at vi havde set tingene ske i Øst- og Centraleuropa i 1989? Formentlig var det bare en lykkelig undtagelse.

Europas demokratier krævede også blod
Det, vi glemmer, er, at Europas demokratier ikke blev født i fred. Tværtimod. Blodige revolutioner i 1848 hærgede og rystede Europas lande og blev mange steder slået tilbage af konservative kræfter, der ikke ønskede demokrati indført, som kunne erodere deres privilegier. I Danmark gik det smertefrit, men i mange andre lande udbrød der kortvarige borgerkrige. Resten af århundredet udkæmpedes der fra tid til anden blodige kampe i Europas lande - også for national frihed og demokrati. Selv i Danmark. Terror var i øvrigt også en del af kampen, hvor det især var østrigske og russiske kejserlige, der måtte lade livet.

En del gav i øvrigt op undervejs og prøvede lykken andre steder for eksempel i USA. Blandt dem var en Louis Pio. En del af dem, vi ser prøve lykken i Vesten, er folk, der forståeligt nok giver op efter i fem år at have sat deres liv på pause i Tyrkiet. Deres problem er imidlertid, at vi i de vestlige samfund slet ikke er gearet til at modtage så store flygtningemasser, og vi har ikke meget andet at tilbyde dem end passiv forsørgelse, fordi kendsgerningerne er, at alt for få af dem har kompetencer, som vi kan bruge i vores højtudviklede samfund. De risikerer at ende som tabere, som nogle af dem, der står bag terroren i Frankrig, Belgien og Danmark.

Når folk bliver sat uden for de sociale fællesskaber eller er blevet til overs, så ved vi, at nogle af dem kan reagere med voldsomme oprør, hvis de indfanges af en militant ideologi. For 30-40 år siden hærgede venstrefløjens terrorister Europa i Tyskland, Belgien, Frankrig og Italien. For ikke så mange år siden var det nationalistiske separatister, der sprang bomber i Spanien og Storbritannien. Faktisk var der dengang flere dødsofre målt i antal, end det vi ser i dag.

Det var dog ikke alle kommunister eller separatister, der sprang helvedesmaskiner i luften. De var ekstreme eksempler på tilhængere af en ideologi, der bare var fremherskende i visse miljøer dengang.

Immigrationen til Europa skal stoppes
Islamismen kan ikke bekæmpes på en formiddag. Vi opnår næppe noget ved at erklære alle klodens halvanden milliard muslimer for vores fjender eller at banke naboen. Andet end at endnu flere bliver bekræftet i, at Vesten er fjenden.

Vi må dog se i øjnene, at vi må gøre, hvad vi kan for at få flere til at indse, at islamismen ikke fører til andet end død og ødelæggelse og ufrie samfund – og så naturligvis kunne tilbyde et alternativ.

Men hvis vi som samfund skal løfte den i forvejen store opgave, så må det også stå klart, at vi skal have stoppet immigrationen til Europa.

Opgaven må derfor være, at få nedkæmpet Daesh/IS så hurtigt som muligt, så lidt flere kan se, at det eksperiment ikke længere udgør en alternativ levedygtig samfundsform.  Vi er faktisk godt på vej – godt hjulpet af kurderne i Syrien og Irak, men også af andre syriske kræfter.

Dernæst skal vi have skabt fred i Syrien. Der er vi også godt på vej. For tiden er der våbenhvile, og der forhandles, og for første gang i fem år er der tegn på optimisme. Så længe våbnene tier, er det da et fremskridt.

En række lande har sat prop i hullet ved Balkan. Det er muligt, at flygtninge er strandet i Grækenland. Men så er de da i sikkerhed. De har heller ikke så langt hjem til det land, som mange af dem kommer fra og helst skal hjem til, når borgerkrigen er slut. Vi skal naturligvis hjælpe med flygtningehjælp. Nu har vi i det mindste fået en lejr i nærområderne, og nytilkomne skal regne med at blive sendt tilbage til Tyrkiet. I de øvrige EU-lande kan man så koncentrere sig om den opgave at sortere dem fra, der under alle omstændigheder skal hjem.

Vi skal ikke gribes af panik
Det ville jo have været dejligt at kunne samarbejde mere i EU om politi og grænseoverskridende kriminalitet, men det er der som bekendt ikke rigtigt stemning for i Danmark for tiden, hvor alt for mange bilder sig ind, at man kan melde sig ud af verden.

I mellemtiden er der en række politikere og højtråbende mennesker, som mener, at vi skal smide vores grundlov på møddingen, og at vi skal gå solo i forhold til andre vestlige lande og droppe alle menneskerettighedskonventioner, mens enkelte efterlyser løsninger, som hører de store overskægs tid til. Det skal vi nok være forsigtige med. Det er i tider som disse, at vores levevis og vores holdninger skal stå sin prøve. Vi er ikke i nærheden af at være i en krise, som den vores forfædre stod i i det forrige århundrede. Alligevel render nogle folk rundt og opfører sig sådan.

Måske vi lige skulle trække vejret og lade tingene falde til ro. Vi bør indse først som sidst, at de problemer, som vi står overfor, ikke bliver løst på et øjeblik. I stedet for at blive grebet af panik bør vi lytte til dem, der forsøger at finde nogle langsigtede løsninger, der ikke afmonterer vores frihedsrettigheder og demokrati.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.