Cordua: Det ligner et nej

De seneste meningsmålinger tegner et ret entydigt billede af, hvad resultatet af folkeafstemningen bliver, når stemmerne er talt op:

Det bliver et nej.

Kan ja-siden overraske? I teorien ja. Men det kræver, at ja-kampagnen med en slutspurt får vendt holdningen blandt tvivlerne på en så markant og effektiv måde, at det har karakter af en egentlig ”game-changer”.

Ja-siden i offensiven
Hvis man er ja-siger (som denne klummeskribent) og optimist, kan man håbe på, at afslutningsdebatterne kan ændre stemningen. I går på DR1 så man ja-siden i offensiven på en helt anden måde end tidligere med hårde angreb på DF-formanden Kristian Thulesen Dahl, for ”at så tvivl om de politiske aftaler, der indgås på Christiansborg”.

Thulesen Dahl mener ikke, at den aftale, som ja-partier har indgået om at holde udlændige- og asylpolitikken ude af tilvalgsordningen, der giver et flertal af folketingspolitikerne retten til for fremtiden at forvalte retsforbeholdet, holder en meter, så længe det ikke er skrevet ind i loven som en juridisk aftale.

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og S-formand Mette Frederiksen satte hårde stød ind på DF-formanden, der noget uvant var den, der skulle tage imod øretæver frem for at dele dem ud. I det hele taget var det en debat, der fandt sted på baggrund af den præmis, som ser ud til at være en realitet fra torsdag aften: Konsekvenserne af et nej.

Ja siden må rydde op
Meningsmålingerne er lidt forsinkede og er foretaget over flere dage, så de meget optimistiske ja-sigere må håbe på, at der er sket et eller andet de seneste dage, der har flyttet nej-sigere til ja-siden. 

Dagens Gallup-måling i Berlingske viser dog, at mængden af tvivlere nu er skrumpet fra cirka en fjerdedel af vælgerne til, at det nu kun er ca. hver syvende vælger, der er i tvivl (eller som ikke vil stemme/stemmer blankt)

Problemet for ja-siden er dog yderligere, at ethvert nyt argument, der

peger på en eller anden mulig konsekvens, altid vil blive afvist af nej-siden som ”skræmmekampagne”. For nej-siden har et nej ingen negative konsekvenser. Jorden går ikke  under, og ingen kan mærke det.

Det er dog imidlertid ja-siden, som overlades bøvlet med at rydde op efter nej-festen, og maset med at få forhandlet aftaler om Europol mv. med de 27 andre medlemslande, der i øvrigt ville give meget for at indgå i et samarbejde på de fordelagtige vilkår, som danskerne i morgen – efter alt at dømme – siger nej til.

Dårlig timing
Hvorfor ligner det et nej? Er det ja-kampagnens skyld? Til dels. Der er næppe tvivl om, at det er et dårligt tidspunkt, at ja-kampagnen ligger. Kun til allersidst var det noget, som Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen blev engageret i på en tilpas synlig måde. Det er kun en uge siden, at alt drejede sig om finanslov.

En flygtningekrise ude af kontrol og EU's manglende handlekraft har uden tvivl fået tvivlere til at vende et i forvejen stærkt ramponeret EU-projekt ryggen. Begejstringen er væk – også hos de politikere, der ikke ser andre veje end fælles løsninger på fælles problemer.

Mærkværdige plakater og udtalelser, der satte vælgere i et absurd dilemma, om at en nejstemme var ensbetydende med et ja til pædofile og kriminelle.

En meget effektiv nej-kampagne, hvor rækken af protestpartier, som typisk vægrer sig for at tage del i regeringsansvar, helt overlader det til ja-sidens pragmatikere at argumentere for, hvorfor Danmark skal indgå i yderligere integration og samarbejde i et EU, som de enten foragter og bekæmper, eller som de af forskellige grunde anser for at være dødsdømt.

Ja-siden har bevisbyrden
Nej-siden har som sædvanlig gjort fælles sag med den altid kritiske presse og gjort deres til at udbore og skabe tvivl om samtlige af ja-sidens argumenter. (Ja ikke engang præmisser om, hvorvidt Europol har nogen som helst betydning, eller om Grundloven sikrer dansk suverænitet, kan der blive enighed om). 

Sådan må det være, når det er ja-siden, der har bevisbyrden. Forestillingen om, at pressen blot skulle købe ja-sidens præmis og argumentation og så bruge kræfterne på at gå i kødet på nej-kampagnen, er for eksotisk i et demokrati som det danske. Det må være, som det er, men det giver alt andet lige en skævhed.

Så selvom alle morgenaviserne anbefaler ja på lederplads, har den kritiske uafhængige presse, efter min vurdering, brugt hovedparten af tiden på at skabe tvivl om eller ”afsløre”, om argumentationen fra ja-siden (magthaverne) nu holdt vand.

Et nej er et nederlag for Løkke
Der findes også eksempler på det modsatte - at man har gennemlyst nej-sidens argumentation - men det er ikke det generelle billede. Resultatet er naturligvis større mistillid i befolkningen til magthaverne og de politikere, som skal bære et ja igennem.

Hvad er de politiske virkninger af et nej? Umiddelbart ligner det et nederlag til Lars Løkke Rasmussen, som han så må dele med resten af ja-siden, fagbevægelsen og dansk erhvervsliv, som i det store hele anbefalede et ja. På den anden side giver det ikke meget mening, at han skulle drage nogle større parlamentariske konsekvenser af det, som Kristian Thulesen Dahl – uforklarligt uklogt - gjorde med sine udtalelser tirsdag i et interview med Politiken.

Den tanke kortsluttede Thulesen Dahl i øvrigt selv, da han skulle brandslukke denne bommert. (At det så skete hurtigt og effektivt, er det eneste man kan rose DF for). Et kommende folketingsvalg ligger formentlig langt ude i tiden, og til den tid vil andre ting dominere dagsordenen. 

Langt til næste afstemning
Løkke skal drage en konsekvens af afstemningen, og det bliver spændende at se, om vi i fremtiden får hyppigere folkeafstemninger om mængden af retsakter, eller at Danmark med tiden trækker sig ud af EU-samarbejdet.

En ting er sikkert med et nej: Der går meget lang tid før, vi igen skal til folkeafstemning om et af de resterende tre EU-forbehold.

Så hvis man ønsker at komme af med forbeholdene og dermed yderligere EU-integration, så er et ja i morgen nok den sidste chance for at bevare håbet om, at det kommer til at ske også på andre områder.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.