Trads: Selvfølgelig virker skræmmekampagner
Kommentar
David Trads | |
Print
KLUMME: Skræmmekampagner virker meget ofte. Men lige præcis i EU-spørgsmål har ja-siden så ringe troværdighed, at det er tvivlsomt, om det virker, skriver David Trads.
Ja-siden er rystet op til torsdagens folkeafstemning, fordi den sikre ja-sejr, som de forudså, i den grad er i fare – og derfor trækker de nu verdens ældste trick i politik:
Skræmmekampagnen!
Hvis vi stemmer nej, så ryger vi ud af Europol, vi bliver oversvømmet af pædofile, vi udvikler os til et paradis for menneskesmuglere og kvindehandel, og nå ja, hele denne verdens børnelokkere vil begejstret søge mod Danmark, for uden Europol kan vi intet stille op…
De fleste, der kan tænke ved, at det er noget sludder. Stemmer vi nej, findes der en løsning. Regeringen vil – sammen med de øvrige ja-partier – arbejde benhårdt på det. Alle de jurister og eksperter, som nu siger, det er umuligt, vil blive fejet af banen. Politikere tager over.
Skræmmekampagner virker!
Hvorfor i alverden vælger ja-siden så alligevel at forsøge at skræmme sig til en sejr?
Svaret er endog meget enkelt: Skræmmekampagner virker!
Ikke hver gang – og det vender jeg tilbage til om lidt – men meget ofte. Tag bare folketingsvalgkampen, hvor Lars Løkke Rasmussen lykkedes med at skræmme vælgerne til at tro, at der ville komme flere flygtninge, hvis Helle Thorning-Schmidt (S) fortsatte…
Skræmmekampagnen er – naturligvis – undfanget i Amerika:
Da den senere præsident Lyndon B. Johnson første gang skulle vælges – ved et lokalvalg i Texas i 1930'erne – var han så bange for at tabe til sin modstander, en lokal svinebonde, at han bad sin kampagnechef sætte et opfundet rygte i gang om, at bonden havde sex med sine grise:
”Jamen, vi kan ikke slippe afsted med at sige, at han har sex med grise: Ingen vil tro på det,” sagde kampagnechefen, hvortil Johnson svarede:
”Det ved jeg godt – men lad os tvinge ham til at benægte det.”
Sådan gik det – for svinebonden måtte i et interview afvise rygtet, men det gjorde kun rygtet stærkere. Urimeligt? Ja, i den grad! Virkede det? You bet! Har det dannet skole? Også i den grad – for skræmmekampagner har lige siden været et fast indslag i politik.
Skræmmekampagner sætter ind, når ens positive budskab ikke står stærkt nok. I stedet for at appellere til kongen i folk, taler man til stodderen, som den gamle talemåde lyder. Man skaber et så negativt billede af sin modstander eller modstanderens argumenter som muligt.
Ja-siden har ringe troværdighed
I Danmark har ja-siden på spektakulær vis to gange forsøgt at skræmme befolkningen til at stemme ja – og erfaringerne er lige præcist her meget ringe:
I 1992, da vi stemte om Maastricht-traktaten, hævdede ja-siden – anført af EU-kommissær Henning Christophersen (V) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) – at et nej ville føre til 100.000 flere ledige. Det blev et nej, og ledigheden faldt og faldt i 1990erne.
I 2000, da vi stemte om at ophæve euro-forbeholdet, påstod ja-siden – anført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og økonomiminister Marianne Jelved (R) – at et nej ville føre til en stor stigning i renten. Det blev et nej, og renten faldt og faldt i 2000erne.
Med andre ord: Lige præcist i EU-spørgsmål har ja-siden en så ringe troværdighed, når de fører skræmmekampagne, at det er tvivlsomt, om det virker. Pointen er bare, at vi faktisk ikke ved, om det alligevel virker?
Det er i hvert fald tydeligt, at ja-siden tror, at de kan skræmme folk fra at stemme nej ved at henvise til, at det i givet fald betyder exit til Europol. Bliver det et nej på torsdag, ja, så bør ja-siden nok indse, at tiden er inde til at forsøge at overbevise vælgerne om fordelene ved et ja – frem for at skræmme dem til at lade være med at stemme nej.
---
David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Cordua: Folkeafstemningen om ja-kampagnen
Cordua: Det ligner et nej
