Tobin-modstandere styrket efter rådsmøde

FINANSSKAT: En effektiv blokade af en håndfuld landes finansministre skaber stor usikkerhed om en europæisk finansskat. Tyske socialdemokrater og Kommissionens længeventede beregninger kan dog give diskussionen nyt momentum.

Medlemslandene var langt fra enige om en europæisk skat på finansielle transaktioner, da EU's finansministre med danske Margrethe Vestager for bordenden diskuterede skatten tirsdag. 12 finansministre ud af 27 tog ordet under diskussionen og slog deres velkendte positioner fast: Storbritannien og Sverige vil ikke være med, mens de store eurolande er villige til at gå solo.

"Der er skat på stort set alle andre tjenesteydelser, så hvorfor skal finansindustrien gå fri?" spurgte Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble forsamlingen og argumenterede for, at tiden er kommet til at tage ved lære af finanskrisen og lytte til befolkningerne.

"Det vil være en katastrofe, hvis ikke vi finder en løsning. Jeg er ikke tilfreds med holdningen om, at fordi det ikke er muligt at indføre skatten på globalt plan, så gør vi ingenting," sagde den tyske finansminister.

Han fik opbakning fra Finland, Frankrig, Italien, Polen og Østrig, mens Malta, Luxembourg, Sverige og Tjekkiet støttede op om den britiske skepsis. Holland var stadig uafklaret, mens Danmark og de resterende lande ikke tog ordet under debatten.

Snart på dagsordenen igen
Det kan landene dog snart få mulighed for igen. For selvom finansministrene ikke kunne drage nogle konklusioner på mødet, var de enige om at vende tilbage til sagen senere under det danske formandskab. Det kan allerede ske på det uformelle rådsmøde mellem ministrene i slutningen af marts, eller også i april, maj og juni, hvor der er nye møder.

Foruden Kommissionens forslag om en EU-finansskat, kan det næste møde dog også komme til at handle om alternativer til skatten. Flere lande gjorde det klart på rådsmødet, at de gerne vil have belyst, hvor meget finanssektoren bidrager med af skatteindtægter, og om der er andre måder at beskatte finansmarkederne på.

Kilder, Altinget har talt med, vurderer, de nye tiltag kan være med at udsætte og måske kortslutte processen omkring en europæisk finansskat. Arbejdet med at se på, hvor mange lande der kan og vil være med i en eventuel "koalition af villige" som vil indføre finansskatten, vil dog også være på dagsordenen næste gang.

Socialdemokrater afgørende
Hvornår finansskatten igen kommer op blandt finansministrene, og med hvilken kraft, afhænger dog i høj grad af tysk indenrigspolitik. I Tyskland er den borgerlige regering nemlig afhængig af Socialdemokraterne og De Grønne for at kunne få vedtaget finanspagten, der kræver disciplin i medlemslandenes finanspolitik. Men den støtte er ikke gratis.

Senest har de tyske socialdemokraters leder Sigmar Gabriel sagt, at hans parti insisterer på at finansskatten bliver gennemført, hvis hans parti skal stemme for finanspagten. Og det kan få Tyskland til at lægge nyt pres på for at få finansskatten gennemført.

"Hvordan vi vil stemme om finanspagten afhænger af resultaterne af disse forhandlinger," siger Sigmar Gabriel til nyhedsbureauet DPA.

Tilbageholden formandskab
En lignende strategi overvejede SF-ministre i en dansk sammenhæng, efter partiets formand Villy Søvndal i første omgang havde meddelt, at SF havde vanskeligt ved at acceptere finanspagten uden, der samtidig kom nogle vækstinitiativer. Det blev dog kun ved overvejelserne, og samtidig har SF'erne aftalt at arbejde for en finansskat på de indre linjer i regeringen, og ikke gennem medierne.

En europæisk finansskat har hidtil heller ikke været en vindersag for det danske EU-formandskab. Regeringspartierne er internt splittede i spørgsmålet, og enighed mellem alle medlemslandene ligger langt væk.

Det var også først efter pres fra blandt andre Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien, at det danske formandskab satte finansskatten på EU-dagsordenen - ligesom formandskabets "neutrale" rolle også håndhæves noget mere bogstaveligt, når det gælder finansskat, end når CO2-reduktionsmål eller GMO er på dagsordenen, som en kilde tæt på forhandlingerne bemærker.

De længeventede beregninger
En slags "joker" i diskussionen om finansskatten er også stadig EU-Kommissionens længeventede beregninger af vækst og beskæftigelseseffekten af finansskatten. Det forventes, at beregningerne vil få modstanderne af EU-finansskatten i defensiven. Men det er samtidig ikke gået ubemærket hen, at Kommissionen igen og igen har udskudt beregningerne.

De kilder Altinget har talt med slår fast, at det er meget komplicerede udregninger, som skal laves. Men at snakken om en "koalition af villige" også helt vil ændre på forudsætningerne og på ny åbner en diskussion om, hvad indtægterne fra skatten skal gå til - i EU-Kommissionens oprindelige udspil, skal en del af indtægterne være med til at finansiere EU-budgettet. Men det er usikkert, om det også skal være sådan, hvis det kun bliver en skat for nogle af EU-landene. EU's skattekommissær Algirdas Semeta gentog under rådsmødet tirsdag, at Kommissionen snart vil fremlægge nye beregninger.

Det næste møde mellem EU's finansministre er 30.-31. marts i København.

Forrige artikel Det Søvndal mener er... Det Søvndal mener er... Næste artikel Irsk folkeafstemning om finanspagten