Uddannelse skal have beskæftigelsessigte

DEBAT: Ingen skal tage en uddannelse for uddannelsens skyld. Den skal lede til en profession og et erhverv, så de kan forsørge sig selv og bidrage til samfundet, mener Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler.

Af Lars Kunov
Direktør for Danske Erhvervsskoler

"Mennesker og viden er Danmarks vigtigste råstof. Adgang til de rigtige mennesker med de rigtige kompetencer (og til en løn, som modsvarer produktiviteten) er det væsentligste rammevilkår, Danmark skal tilbyde for at kunne tiltrække og fastholde vores virksomheder og deres job i landet. Men fremtidens produktionsjob ligner ikke fortidens. Opgaverne bliver mere og mere komplicerede og forudsætter, at man kan betjene avancerede maskiner og robotter. Altså bør vi fokusere på uddannelse, efteruddannelse og opkvalificering."

Citatet stammer fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksens kronik forleden i Politiken, hvor hun sammen med flere erhvervsledere fremhæver betydningen af Danmark som produktionsland.

Arbejdsstyrken skal kompetenceudvikles
Vi kan ikke være mere enige. Job i produktionen skal have en højere status i de unges bevidsthed for at fastholde Danmark som produktionsland. Ellers får vi dem ikke til at vælge de erhvervsuddannelser, som arbejdsmarkedet efterspørger.

Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at kompetenceudvikle arbejdsstyrken, der lige nu for manges vedkommende går og venter på, at væksten kommer i gang igen. Både ungdoms-, voksen- og videregående uddannelser skal have et beskæftigelsessigte, hvor vi fokuserer på job og profession. En uddannelse tager man for at få et job, hvor man kan forsørge sig selv og bidrage til samfundet.

Fokus på produktionsjob
Og her har det afgørende betydning, at fremtrædende politikere som Mette Frederiksen og succesrige erhvervsledere som Novozymes-direktør Peder Holk Nielsen med flere italesætter, hvad vi skal leve af, og dermed også fokuserer på produktionsjob og uddannelse til disse job. Som de skriver, skal vi "arbejde for at skabe en kultur, der er lige så anerkendende over for den person, der er iført blå overalls og arbejder på en fabrik, som over for hende, der arbejder med kulturformidling på kontor".

Men arbejdsmarkedet og beskæftigelsesindsatsen skal jo understøttes af de rette rammebetingelser. Så her har Mette Frederiksens ministerkolleger og de øvrige partier på Christiansborg også et ansvar. Vi har behov for, at beskæftigelsesministeren sammen med børne- og undervisningsministeren kommer med en samlet strategi for voksen- og efteruddannelsesindsatsen, så vi kan tilvejebringe den rette arbejdskraft.

Fortæl den gode historie
Ud over at få uddannelsesgarantien gennemført i praksis kunne Christine Antorini også bidrage med at indføre et basisår på de tekniske erhvervsuddannelser, som ville tiltrække de unge og klæde dem bedre på til at træffe deres egentlige uddannelses- og jobvalg til gavn for virksomhederne.

Finansministeren får forhåbentlig succes med at få ændret arbejdstidsaftalerne på ungdomsuddannelserne ved overenskomstforhandlingerne, så skolerne får mere fleksible muligheder for at tilrettelægge undervisningen.

Men vigtigst af alt er, at både politikere og erhvervsliv er med til at fortælle den gode historie om, hvorfor der er brug for os alle, så Danmark forbliver både et videns- og produktionsland.

Forrige artikel En god løsning i år? En god løsning i år? Næste artikel Helhedssyn på Danmarks jobkrise efterlyses