Tidligere direktør i Metroselskabet skal stå i spidsen for Arbejdsmiljørådet

Louise Høst er ny formand for Arbejdsmiljørådet, der rådgiver beskæftigelsesministeren om aktuelle arbejdsmiljøpolitiske spørgsmål. Hun er tidligere direktør i Metroselskabet og har en fortid fra Socialdemokratiets sekretariat.

Efter mere end ni år fra det politiske maskinrum skal Louise Høst igen til at omgås politikere.

Den forhenværende sekretariatschef i Socialdemokratiet er nemlig ny spids i Arbejdsmiljørådet.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Arbejdsmiljørådet fungerer som bindeled mellem arbejdsmarkedets parter, beskæftigelsesministeren og de øvrige politiske beslutningstagere i forhold til at forbedre arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser. Det består af 20 medlemmer samt en formand.

"Jeg glæder mig utrolig meget til at tiltræde som formand for Arbejdsmiljørådet. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere meningsfyldt end at bidrage til, at alle kommer sikre og sunde hjem fra arbejde," udtaler Høst. 

Louise Høst har i ni år været direktør i Metroselskabet & Hovedstadens Letbane. Hun tiltræder i december stillingen som administrerende direktør i Fjernvarme Fyn.

Før sin tid i metroen har Høst blandt andet haft poster som sekretariatschef hos Socialdemokratiet og kommunikationschef hos LO (nuværende FH).

"Louise Høst har en dyb indsigt i, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer. Med hendes faglige og personlige kompetencer er hun i høj grad kvalificeret til posten, og jeg glæder mig til samarbejdet," siger beskæftigelsesministeriet Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Louise Høst overtager posten fra Cristina Lage, der ikke har ønsket at fortsætte i stillingen. Hun tiltræder formandsrollen mandag 1. januar 2024.

{{toplink}}

Forrige artikel Skatteministeriet henter afdelingschef fra styrelse Skatteministeriet henter afdelingschef fra styrelse Næste artikel DPU-forsker modtager seks millioner til forskningsprojekt om fastholdelse af lærere