Aktører: Bedre samarbejde er vejen til færre ledige nyuddannede

Stærkere samarbejde mellem uddannelser, a-kasser og arbejdsgivere skal sikre nyuddannede jobs, skriver flere sundhedsfaglige uddannelsesledere og fagforeninger.

Af Harun Demitas, Lene Kirk m.fl.
Se liste over afsendere i faktaboksen

Hvad kan vi gøre for at sikre, at de nyuddannede går hurtigst muligt i job, når sundhedsfaglige kompetencer er en mangelvare? 

Erfaringer viser igen og igen, at man ikke får ledige hurtigere i job ved at skære i deres dagpenge – heller ikke dimittender. Alligevel er regeringens bud på en løsning at sænke dimittendsatsen yderligere.  

Vi mener, at det er noget helt andet, der skal til. Et stærkere samarbejde imellem uddannelsesinstitutioner, a-kasser og arbejdsgivere er vores bud. Halvvejs inde i et projektsamarbejde finansieret af en pulje fra Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering, kan vi se, at det virker.  

Samarbejde virker 

Siden april 2022 har Din Sundhedsfaglige A-kasse og landets to største professionshøjskoler, VIA University College og Københavns Professionshøjskole, arbejdet sammen om at hjælpe dimittender hurtigere i job.

Fokus har været de sundhedsprofessionelle terapeuter, fysio- og ergoterapeuter, hvor ledigheden faktisk er forholdsvis lav. Målet er derfor at finde nye veje til at få de få ledige endnu hurtigere i job. Derfor har Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen også været involveret.  

Projektet viser, at intensiveret individuel vejledning, workshopbaseret undervisning, online netværk og jobmatch-møder med arbejdsgivere medvirker til, at flere sundhedsprofessionelle går enten direkte eller hurtigere i job efter dimission. 
 
Når en sundhedsfagligt specialiseret a-kasse som Din Sundhedsfaglige A-kasse, uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere arbejder sammen, kommer der virkelig skub i processen.  

De nyuddannede får tidligt adgang til dialog med dybde, legitimitet og tryghed, fordi den varetages af fagligt kvalificerede konsulenter, der selv har betrådt mange sundhedsfaglige karriereveje. Og det er netop dialogen, der får de studerende til at handle hurtigere og mere beslutsomt.  

Betingelser for tværgående samarbejder 

De nyuddannede kan føle sig overvældet af de mange muligheder, de står med. Derfor er det en gamechanger, at de får medspil, modspil og klare svar fra en karrierekonsulent, der evner at matche, men også udfordre dem på deres faglighed og kompetencer.Flertallet bekræfter i en efterfølgende måling, at de er blevet styrket i deres tro på egne evner i forhold til jobsøgning.

Projektet viser også tydeligt, at det er færdigheder inden for jobsøgning og evnen til at træffe en beslutning, som kan være hæmmende. Det er altså ikke en lavere dimittendsats, der gør forskellen. 

Projektet her er blot første skud på stammen. Politiske rammer kan sikre mere af samme nytænkning.

Derfor ser vi frem til, at betingelserne for at lave tværgående samarbejder fremmes, når a-kasserne fra 2024 får eneansvaret for de ledige i de første tre måneder.  

Generelt er der ikke en stor ledighed blandt de nyuddannede sundhedsprofessionelle. De unge er villige til og lægger en stor indsats i at komme i job. Seks ud af ti dimittender i Din Sundhedsfaglige A-kasse, som favner syv faggrupper, går direkte i job. Efter tre måneder har yderligere 25 procent fundet deres første jobmatch.

{{toplink}}

Forrige artikel Aktører: VEU-systemet bør tilpasses arbejdsmarkedets forandringer Aktører: VEU-systemet bør tilpasses arbejdsmarkedets forandringer Næste artikel Tekniq Arbejdsgiverne: Kvalificerede arbejdskraft skal sikres ved at genskabe tilliden til AMU-systemet Tekniq Arbejdsgiverne: Kvalificerede arbejdskraft skal sikres ved at genskabe tilliden til AMU-systemet