Strid om pension har skadet LO

DOM: Landsretten omstødte byrettens dom, så LO's tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger alligevel ikke er berettiget til million-pension. Mens det endnu er uvist, om hun anker dommen, så er den sikre taber LO's image.

En rigtig møgsag, som er sikker på at have mindst én taber: Fagbevægelsens omdømme. Så langt er alle enige.

Alligevel har den bitre strid mellem LO og fagforbundets tidligere næstformand fået lov til at køre i retssystemet i årevis under stor mediebevågenhed.

Mandag formiddag satte Østre Landsret så et foreløbigt punktum. Tine Aurvig-Huggenberger er trods byrettens dom for det modsatte alligevel ikke berettiget til at få tilsagnspension på to tredjedele af sin slutløn livet ud. En pension, der vil løbe op i mellem 6 og 8 millioner kroner.

Hos LO-toppen er lettelsen stor over udfaldet, mens skuffelsen er tilsvarende stor hos Huggenberger, der endnu ikke har besluttet sig for, om hun vil forsøge at få procesbevillingsnævnets godkendelse til at anke sagen til Højesteret.

Burde have indgået et forlig
Men den sikre taber har hele tiden været fagbevægelsens omdømme. Og det har lidt skade, mener arbejdsmarkedsforsker, professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

Han mener, at parterne burde have indgået et forlig i sagen, så den kunne lukkes ned, inden den kom så vidt.

"Det, at sagen har kørt så lang tid og medført så megen mediedebat, det har helt sikkert skadet LO's image. Det klogeste havde været, at man indgik et forlig, inden det gik så vidt. Men denne dom reparerer trods alt lidt på omdømmet i forhold til, hvad der ville hæfte ved sagen, hvis man skulle stille så mange millioner kroner til rådighed for en, der selv vælger at gå i en alder af 44 år," siger Henning Jørgensen.

"Timingen har været dybt uheldig med sådan en sag med beskyldninger om pamperi, mens medlemmerne drysser ud af organisationen. De tilbageværende medlemmer har så kunnet sidde ved frokostbordene og diskutere rimeligheden i, at deres medlemskroner skal gå til sådan noget," siger Henning Jørgensen.

Selv om han ikke er jurist, er han bestemt ikke overrasket over afgørelsen fra Østre Landsret.

"Jeg er ikke overrasket over udfaldet. Jeg har hele tiden ment, at det ville gå i den retning. Den argumentation, hun har lagt til grund, har været, at sådan har det været tidligere. Men hendes situation har jo netop ikke været den samme som tidligere LO-topfolk har været i, fordi hun valgte at gå selv," siger Henning Jørgensen.

Skuffet og overrasket Huggenberger
Sagens hovedperson er bestemt ikke enig i den vurdering.

"Først og fremmest er jeg skuffet. Men jeg er også meget overrasket. Det var en klar dom, byretten kom med, men nu skaber landsrettens dom en meget grumset juridisk tilstand. Dommen forudsætter, at jeg burde have sat mig ind i nogle papirer, som stammer tilbage fra 1960'erne og 1970'erne. Hvis det er den retstilstand, man skal agere efter som lønmodtager, så har det nogle ret vidtrækkende konsekvenser," siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Vil du forsøge at anke dommen?

"Advokaten og min fagforening nærstuderer lige nu dommen, og det afhænger af, hvad de rådgiver mig til," siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Lettelse hos LO
Hos LO er der omvendt stor lettelse.

"Det er en fuldstændig ren afgørelse fra landsretten, og vi er meget lettede over den afgørelse," siger sekretariatschef i LO Finn Larsen.

Han erkender, at der er tale om en rigtig møgsag.

"Det er en møgsag, fordi pressens omtale af sagen fokuserer på, at der skal betales mange millioner kr., selvom vi ikke mener, der er grundlag for det. Vi har hele tiden hævdet, at vi har ret, og derfor har vi hele tiden skullet gøre det op imod, at det er en stærkt omdiskuteret sag i medierne, hvor det altid er svært at få de juridiske aspekter til at bundfalde sig for nu at sige det mildt," siger Finn Larsen.

Ingen udsigt til forlig
Han siger, at det i sin tid hurtigt stod klart, at parterne stod for langt fra hinanden til, at der kunne indgås et forlig. Og han afviser, at LO efter landsrettens dom vil tilbyde Huggenberger et forlig.

"Nej, det er svært, som denne sag har været, og som den har udviklet sig. Vi har haft forskellige opfattelser af situationen, og så er det fair nok at prøve den af i retssystemet. For os er sagen ikke kun vigtig, fordi der er et stort millionbeløb på spil. Det er lige så meget det, at vi mener, at vi har retten på vores side, og det mener landsretten også, og vi kan ikke bare udbetale penge til folk, som de ikke har ret til," siger Finn Larsen.

Også Tine Aurvig-Huggenberger afviser, at sagen kan landes i et forlig.

"Det er vist lang tid siden, at vi passerede muligheden for et forlig," siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Forrige artikel Er fleksuddannelsen faglighed eller krigsdans på Bali? Er fleksuddannelsen faglighed eller krigsdans på Bali? Næste artikel Byggebranchen har det bedre Byggebranchen har det bedre