SF: Beskæftigelse kan ikke sættes på formel

Af Sisse Marie Welling
Beskæftigelsesordfører for SF i Borgerrepræsentationen

Vi vil alle sammen gerne have de arbejdsløse i arbejde. Men stor tiltro til standardløsninger og manglende forståelse for betydningen af sammenhæng spænder ben for, at de gode intentioner bliver til virkelighed.

For fire år siden var det nye sort inden for beskæftigelsespolitik løntilskud. Alle skulle have det. Kommunerne landet over blev sat til at oprette i tusindvis af løntilskudsstillinger, hvor de ledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere skulle ud og lære, hvad det ville sige at have et arbejde. 

Meget få fik job bagefter. Ikke fordi de ledige var dårlige til deres arbejde, men fordi folk kom ud til arbejdspladser, der fra første dag vidste, at de ikke ville have råd til at ansætte personen bagefter. 

I dag er det nye sort private praktikker. Alle ledige skal rummes af det private arbejdsmarked. Og vanen tro har politikerne på Christiansborg holdt sig til de store linjer og overlader mødet med virkeligheden til kommunerne. 

Der mangler svar på et helt afgørende spørgsmål; Er der reelt arbejdspladser til alle landets ledige i den private sektor?

Rummeligheden tager år at fremavle
De mest optimistiske eksperter inden for beskæftigelsesområdet vurderer, at det vil tage mindst fem år at gøre det private arbejdsmarked så rummeligt, at der bliver praktikpladser til de mest velfungerende af vores langtidsledige borgere. 

Samtidig bliver der hårdere kamp om pladserne. Christiansborg har vedtaget en ny model for fleksjob, der betyder, at alle, der kan klare bare to timers arbejde ugentligt, skal i job. 

Tanken bag er sympatisk, men som altid ligger djævlen i detaljen. For ude i den virkelige verden resulterer Christiansborgpolitikernes velmenende beslutning i, at en stadig større gruppe ender på kontanthjælpsydelse eller sygedagpengesats, mens de venter på, at der måske engang bliver plads til dem på det rummelige arbejdsmarked.

Jeg har svært ved at tro, at særlig mange politikere oprigtigt har ønsket at bringe mennesker med alvorlig sygdom i den situation. Det var da heller ikke de konsekvenser, Folketinget blev stillet i udsigt.

Vi må se virkeligheden i øjnene
En central udfordring er centraladministrationens blinde tiltro til undersøgelser og dataindsamlinger, der viser, at én særlig indsats er bedst til at få folk i arbejde. 

Undersøgelserne har det tilfælles, at de bygger på resultater, hvor kun en lille del af de arbejdsløse fik denne indsats. Da man indførte løntilskud i stor skala, virkede det ikke. Resultatet kan meget vel blive det samme denne gang.

Det grundlæggende problem er en forestilling om, at der findes én løsning. En magisk trylleformular, som nemt og til en rimelig pris virker på alle. 

Jeg har haft lejlighed til at lufte min bekymring for skiftende regeringers fælles tryllemester, Carsten Koch. Jeg spurgte ham for et halvt år siden, hvordan vi på én nat skulle gøre arbejdsmarkedet rummeligt nok til alle de arbejdsløse, hans kommission vil have i forskellige ordninger ude på private virksomheder.

Svaret var symptomatisk:

”Det handler om at se muligheder, ikke forhindringer”

Arbejdsmarkedet bliver hverken mere eller mindre rummeligt af, at jeg og mine kommunalpolitiske kollegaer ser muligheder frem for forhindringer. For det afgørende er, om de private virksomheder kan og vil være med til at løfte opgaven. 

Man er godt nok kravlet højt op i elfenbenstårnet, når man ikke vil lytte til fagfolk og skeptikere ude fra den kommunale virkelighed, der gør opmærksom på, at de forudsætninger, der bliver opstillet, og dermed anbefalingerne til folketingspolitikerne, har karakter af ren fantasi.

Vi bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene: Det er fuldstændigt urealistisk, at vi med et trylleslag kan skabe så omfattende rummelighed på et stadig hårdere arbejdsmarked.

Ingen nemme løsninger
Om et par år, når røgen fra de seneste tryllenumre har lagt sig, så håber jeg, at det går op for både politikere og embedsfolk på Christiansborg, at der ikke findes en standardløsning, der kan trylle mennesker på passiv forsørgelse i arbejde. 

Det forudsætter, at folk på kontanthjælp kun har problemer med arbejdsløshed. Det er desværre ikke tilfældet. De fleste, der har været på kontanthjælp i en længere periode, har komplekse problemer. 

Det bliver aldrig et enkeltstående praktikforløb i en virksomhed, der får kontanthjælpsmodtagerene, der har været væk fra arbejdsmarkedet i 10-20 år, i arbejde.

Det kræver dygtige fagfolk, der sætter sig ned og sammen med disse mennesker lægger en plan for, hvordan der kommer styr på deres liv, og hvordan de på sigt kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. 

Jeg møder alt for ofte ledige, der har oplevet det stik modsatte. For hvem beskæftigelsessystemet er en fabrik, der ikke kan eller vil forholde sig til årsagen til deres ledighed. 

Vi er nødt til at give de svage ledige et tilbud, der afspejler den virkelighed, de står i. Ja, det er mere besværligt og dyrere end standardløsninger. Men til gengæld er der en chance for, at det rent faktisk virker.

Vi vil alle sammen gerne have de arbejdsløse i arbejde. Men hvis det skal lykkes, så kræver det færre smarte regneark og mere viden om de mennesker, det her handler om. 

 

debat@altinget.dk