S-kandidat i København: Kommunegrænserne skal udviskes i jobcentret

For nylig kunne vi læse, at rengøringsfirmaet De 5 Stjerner ikke kunne få besat mere end to ud af deres 450 ledige stillinger efter henvendelse til København Kommunes jobcenter, som ellers har omkring 24.000 jobparate ledige.

Cecilie Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester, var straks ude i pressen og beklage for jobcentrets manglende service, samtidig med, at Lonning-Skovgaard knap fire år efter sin overtagelse af borgmesterposten, lovede at stramme op.

Bedre sent end aldrig, fristes man til at sige. For mit indtryk er, at jobcentrene er forsømt!

Flere problemer end ledighed

Som kandidat til kommunalvalget og tidligere ansat i kommunens beskæftigelsesforvaltning, klinger det hult at angribe jobcenterets ansatte. For der er intet nyt under solen, at de har svært ved at besætte ledige stillinger. Særligt i brancher, der efterlyser kvalificeret arbejdskraft, må jobcentret ofte melde pas.

Faktum er, at en stor del af de ikkevestlige borgere, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, har flere problemer ud over ledighed. Og lige præcis den gruppe fylder i ledighedsstatistikkerne i København. Selvom en virksomhedsrettet indsats er det mest effektive værktøj til at få ikkevestlige borgere i job, så har de mindst ressourcestærke altså behov for en tværfaglig indsats, for at fastholde dem på arbejdsmarkedet.

Det samme viser ny rapport fra tænketanken VIVE, der kortlægger, at kommunerne har en stor og kompleks opgave med at få denne store gruppe af ledige i arbejde. Her skal virksomhedspraktikken foregå i tæt samspil med sprogundervisning, kurser og andre tiltag som eksempelvis en mentorordning.

Derfor kunne jobcentret sagtens have sendt en oversigt over flere ledige borgere, der naturligvis bør tage det tilbudte job. Men min personlige oplevelse er, at virksomheden allerede inden ugen er omme, vil tilbagemelde, at medarbejderen har behov for en håndholdt indsats, hvis den nyansatte skal fortsætte – også selvom arbejdet er ufaglært og har minimale forudsætninger.

Dette vil jeg have lov at uddybe.

Samarbejde i hovedstadsregionen

I 2016 blev jeg tilknyttet et nyopstartet pilotprojekt i beskæftigelsesforvaltningen med henblik på at rekruttere ledige i hele hovedstadsregionen til bygge- og anlægsbranchen.

Projektet foregik i tæt samarbejde med alle Hovedstadens jobcentre, og i tæt samarbejde med erhvervsskoler, virksomheder og interesseorganisationer. Sågar A-kasserne deltog i rekrutteringsarbejdet af ledige.

Som en unik del, var opkvalificering en del af projektet, hvilket jobcentrene stod for. Hvilket i praksis betyder, at jobcentret rekrutterer fremtidige medarbejdere til virksomheden, hvor jobkonsulenten står for en håndholdt indsats med at tilmelde de ledige kursus på erhvervsskole og agere som mentor undervejs.

Projektet krævede et stort logistisk arbejde på tværs af kommunegrænser, og alle ledige blev håndplukket og garanteret beskæftigelse ved bestået kursus. Et projekt, hvor alle var fælles om den enkelte.

Problemet var dog ikke, at der ikke var nok ledige at rekruttere. Det problem har jobcenteret desværre aldrig haft.

Problemet var at mange af de ledige, også jobparate ledige, havde svært ved at gennemføre kurset og leve op til de mindste krav, såsom at modtage undervisning via IT og basal læsning af manualer.

Flere af de rekrutterede ledige blev screenet for ordblindhed, hvilket viste sig at være en stor udfordring, og hvad der virkede som et overflødigt krav af virksomheden som ’kørekort B ønsket’ og ’mødestabil’ eller ’dansktalende’ var allerede en diskvalifikation hos flere.

Opgør med silotænkning

Det er aldrig i orden, at jobcentret ikke leverer arbejdskraft, men en stor andel af den ledige målgruppe har andet end ledighed som problem.

I min optik burde virksomhedens henvendelse til jobcenter København, være den perfekte anledning til at tænke ud af boksen. For eksempel at henvende sig til omkringliggende kommuner i Hovedstadsområdet og Nordsjælland for at høre, hvorvidt de kan skaffe arbejdskraften.

Desværre er det der, kæden hopper af for mig. For jobcentrene er dårlige til at tale sammen på tværs af kommunegrænser. Og selvom Frederiksberg og København ligger reelt mindre end en kilometer fra hinanden virker afstanden længere i praksis.

Det er disse ineffektive tilgange, silotænkningen, vi er nødt til at begynde at kigge på.

Paradigmeskifte

Det er nemt i bagklogskabens lys at tale om, hvad jobcentret skulle have gjort. Men som en politisk praktiker, der brænder for at få flere københavnere i arbejde, må jeg også konstatere, at der skal et paradigmeskifte til, hvor kommunegrænserne udviskes i jobcentret.

Fremover skal alle ledige stillinger og henvendelser fra virksomheder, der ikke bliver besat i den pågældende kommune, deles med de omkringliggende kommuner i regionen.

Vi er nødt til at forstå, at jobcentrene har en forpligtigelse i at levere arbejdskraft til virksomhederne, uanset om jobcentret har adresse i København eller Vallensbæk. Ligesom en håndværker forventes at være fleksibel og tage imod ordre, uanset om det er i Valby eller Gladsaxe. Og ledige på tværs af hovedstaden skal fremover have mulighed for at besøge alle regionens jobcentre og deltage i match-arrangementer.

Det kræver først og fremmest, at borgmesteren erkender, at silotænkningen spænder ben for arbejdet og sætter jobcentrene fri til øget tværgående samarbejde.

Opgaven synes ikke at være umulig. Men er den næste beskæftigelsesborgmester villig til det?

debat@altinget.dk