Replik fra Polens ambassadør

DEBAT: Polens ambassadør, Rafal Wisniewski, understreger endnu engang, at kun lovbrud kan defineres som social dumping. Alligevel føler han sig fejlciteret i Altinget.dks artikel om social dumping.

af Rafal Wisniewski
Polens ambassadør i Danmark
        
Som reaktion på Altinget.dks artikel, der under titlen "Polens ambassadør: 40 kr. i timen er ikke social dumping" for et par dage siden blev bragt på Altinget.dk, vil jeg gerne kategorisk afvise, at jeg på den konference, der blev afholdt 11. november af LO i samarbejde med Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, udtalte mig sådan, som det tilskrives mig i artiklens overskrift.

Både under min præsentation og i den efterfølgende debat nøjedes jeg med at henvise til, at begrebet "social dumping" for øjeblikket anvendes alt for bredt. Ofte anvendes dette begreb til at betegne handlemåder, som snarere burde betegnes som "kriminelle" (åbenlyse overtrædelser af sikkerhedsforskrifter, brud på grundlæggende arbejderrettigheder, manglende betaling af skatter og sociale bidrag o.l.), men også til at betegne handlemåder, som er lovlige.

Et så bredt betydningsområde leder til forvirring og gør det svært at samarbejde for alle dem, der ønsker at arbejde for, at loven overholdes, og for at det fælleseuropæiske marked med dets grundlæggende friheder fungerer, som det skal.

Hvad angår det konkrete spørgsmål, jeg blev stillet på konferencen, om hvorvidt en timeløn på 40 kr. er social dumping eller ej, vil jeg blot tillade mig at gentage det, jeg offentligt udtalte på dagen:

Det er ikke den polske ambassadørs rolle at vurdere, hvorvidt visse af de handlemåder, som vi har at gøre med på det danske arbejdsmarked, er social dumping eller ej, så længe de er lovlige, men er genstand for betænkeligheder af moralsk karakter.

Efter min vurdering kan svaret på et sådant spørgsmål lyde, at det er i det lands interesse, som dette problem vedrører, at ændre sin lovgivning på en måde, der gør det, som er lovligt, men i offentlighedens fornemmelse uanstændigt, ulovligt.

Det er ikke en udenlandsk ambassades rolle at tage del i en intern diskussion af sager, der handler om moralsk stillingtagen. Vi er alene interesseret i, om eventuelle ændringer er i overensstemmelse med EU-lovgivningen, således at de af vores statsborgere og virksomheder, der er til stede på det danske marked, opererer under de samme betingelser som lokale virksomheder.

Dette synspunkt, som det er udlagt ovenfor, var hverken udtryk for en accept af den konkrete timeløn, der blev diskuteret eller en vurdering af, hvorvidt en sådan timeløn er et eksempel på det rimelige i at anvende begrebet "social dumping", hvis anvendelsesområde var emnet for vores diskussion på konferencen.

Det var derfor heller ikke en opfordring til at indføre en lov om mindsteløn, selvom en sådan mindsteløn ifølge visse eksperter kan være et af midlerne til at ulovliggøre lønninger, der alment og grundlæggende regnes for alt for lave på et givent marked.

Replik fra Altinget.dk
Altinget.dk står stadig fuldt ud inde for artiklen "Polens ambassadør: 40 kr. i timen er ikke social dumping".

Altinget.dk stiller sig uforstående over for, at den polske ambassadør, Rafal Wisniewski, kan føle sig fejlciteret. Altinget.dk har citeret ham korrekt for, hvad han sagde på den omtalte konference, og Altinget.dk har disse citater på bånd.

Rafal Wisniewski understreger i sin replik til Altinget.dk, at det er hans holdning, at kun lovbrud kan betegnes som social dumping. Dermed understreger han igen indirekte, at 40 kr. i timen ikke kan betegnes som social dumping, da lønninger i Danmark ikke bestemmes ved lovgivning, men af overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. 

Det var netop den udtalelse og holdning fra den polske ambassadør, som Altinget.dk korrekt og loyalt har viderebragt.

Forrige artikel Flere ledige burde være i arbejde Flere ledige burde være i arbejde Næste artikel Økonomisk nedtur for massevis af unge Økonomisk nedtur for massevis af unge