Rekrutteringsbureau til specialister: Glem ikke at følge med tiden

DEBAT: Specialister er ofte efterspurgt arbejdskraft, men uden løbende uddannelse gør man sig sårbar i en konstant forandrende verden, skriver Nima Astanehdost, direktør i Randstad.

Af Nima Astanehdost
Administrerende direktør i Randstad

Virksomhederne skriger efter arbejdskraft, og særligt specialister er i høj kurs.

Det er helt forståeligt, da mange virksomheder bygger hele deres eksistensberettigelse på, at de er i stand til at tiltrække dygtige folk, og som arbejdstager er det naturligvis et stort privilegium at være en efterspurgt specialist.

En stærk efterspørgsel er jo ensbetydende med, at ens markedsværdi er høj, og er man den mindste smule utilfreds, hvor man er, er det let at søge nye veje.

I Randstad har vi også taget kampen op i jagten på specialisterne og organiseret os i specialistenheder for at komme i øjenhøjde med disse profiler og være i stand til at tiltrække de kandidater, som virksomhederne i den grad efterspørger. For der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet nu og i fremtiden vil have brug for specialister.

Verden forandrer sig – det må du også
Men man skal huske, at verden ændrer sig, og hvis du ikke ændrer dig med den, så kan du risikere en dag at stå med dårlige kort på hånden – også selvom du i dag er en feteret specialist.

Det så vi for år tilbage i forbindelse med dot.com-bølgen. Var du specialist inden for IT, kunne du stort set vælge frit på alle arbejdsmarkedshylder.

Men over natten ændrede tingene sig, og pludselig var de specialister ikke så efterspurgte længere.

Når de henvendte sig til virksomhederne, fik de et blankt afslag, da der ikke var behov for netop deres evner længere.

Mit budskab er derfor til den højt eftertragtede specialist: Nyd, at du er eftertragtet, men glem ikke, at dit specialistområde også en dag vil blive disruptet, og at du derfor hele tiden skal søge at udvikle dig – en god idé kan være altid at indlemme et uddannelsesforløb i din lønpakke, ellers risikerer du en dag at stå med dårlige kort på hånden.

Forrige artikel PenSam om reform: Benspænd gør det svært for nedslidte lønmodtagere at gå ned i tid efter 60-års-fødselsdagen PenSam om reform: Benspænd gør det svært for nedslidte lønmodtagere at gå ned i tid efter 60-års-fødselsdagen Næste artikel HK: Regeringen lockouter den danske model og sætter velfærdssamfundet på spil HK: Regeringen lockouter den danske model og sætter velfærdssamfundet på spil