Peter Hummelgaard: Spændende bog Dragsted, men hvorfor melder du dig ikke ind i S?

For knap ti år siden udtalte Enhedslistens daværende gruppeformand Per Clausen, at han mente, at ”revolutionen vil komme i ét ryk, og den kommer inden for tyve år”. Han udtalte videre, at ”jeg kender ikke nogen i Enhedslisten, som ikke tror på revolutionen.”

I samme artikel bekræftede en lang række medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, at også de troede på og kæmpede for revolutionen. Ligesom den private ejendomsret over produktionsmidlerne som en naturlig selvfølge skulle ophæves. Et enkelt medlem mente dog, at ”man selvfølgelig godt må have sin egen tandbørste”.

At vi må eje vores egne tandbørster efter revolutionens komme, er jeg formentlig ikke den eneste, der takker modvilligt for, men måske er revolutionens komme afblæst? Det indtryk får man i hvert fald, når man læser Pelle Dragsteds velskrevne og ideologiske bog ”Nordisk Socialisme”.

Men den er også et billede på, hvor svært venstrefløjen egentlig har det med at forlige sig med viljen til magt, som socialdemokraten Hartvig Frisch udtrykte det, og med de små fremskridts politik.

Et perfekt tidspunkt for idépolitisk udvikling på venstrefløjen 
For lad mig starte med den uforbeholdne ros, inden jeg vender mig til den spiddende kritik. Dragsteds bog kommer på et perfekt tidspunkt for idépolitisk udvikling og tænkning på venstrefløjen.

Coronakrisen har afsløret, hvor åndsfattigt og beredskabsløst store dele af højrefløjen står. Særligt liberalismen, som tankegods, har vist sig ude af stand til at levere nogen sammenhængende svar på så stor og omkalfatrende samfundskrise, som coronakrisen har været.

Anført af Cepos, Berlingskes lederskribenter og Lars Løkke har højrefløjen ladet hånt om danskernes tryghed, velfærd, sundhed og økonomiske velbefindende. Dragsteds mange forslag med fællesskaberne som omdrejningspunkt rammer tidsånden lige nu.

Derudover så skal Dragsted have ros for, som snart ensom svale på venstrefløjen, at forsøge at levere både svar og analyse af de strukturelle søjler i vores økonomi og samfund.

På hele kloden er venstrefløjen, inklusive mange af mine egne søsterpartier, ved at overflødiggøre sig selv gennem en kombination af løsagtig udlændingepolitik og salon-filosofisk identitetspolitik. Den arbejderklasse, man er sat i verden for at repræsentere, føler sig hverken set, respekteret eller repræsenteret. Så ros til Dragsted for det og for at blive konkret i sine løsningsforslag.

En mission om socialdemokratisme
Hele bogen igennem fornemmer man, at Dragsteds mission er at socialdemokratisere sine partifæller og støtter på venstrefløjen, uden at de på nogen tænkelig måde kunne få den idé at bekende sig til socialdemokratismen, endsige blive socialdemokrater.

For ikke at blive beskyldt for at bekende sig til den socialdemokratiske reformisme, så betegner Dragsted sig som ’graduist’: den gradvise forandring mod socialismen med afsæt i de eksisterende, ifølge Dragsted, socialistiske demokratiske ejerformer og fællesskaber. På sin vis en ny, spændende definition. Men måske også en overteoretisering af, at han ikke bare springer ud som socialdemokrat?

Derfor bruger Dragsted mange kræfter på, at om end han deler den socialdemokratiske kapitalismekritik, så er det nytteløst at reformere den og lade markedsøkonomien tjene til det fælles bedste. Løsningen skal findes i udbredelsen og demokratiseringen af ejerformerne.

Pelle Dragsted mener ikke, at den kapitalistiske markedsøkonomi kan tøjles efter det fælles bedste. Jeg er helt uenig. Men det er en vedvarende kamp, og derfor skilles den socialdemokratiske reformisme og Dragsteds ”gradvise forandringer” mod nordisk socialismes veje også, fordi førstnævnte har ikke et endegyldigt endemål, det har sidstnævnte.

Ikke hård nok ved sine egne
Svagheden i Dragsteds bog er, at han ikke er hård nok ved sine egne. For der er ellers rigeligt at tage fat i. En af Dragsteds ideer er en genoplivning af fondssocialismen – altså Økonomisk Demokrati (ØD).

Et konkret forslag fra Anker Jørgensens (S) regeringer, der ville bane vej for større medarbejderejerskab af virksomheder og kapital, men som Dragsteds forgængere i henholdsvis Venstresocialisterne (VS) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) nedstemte, fordi det ikke var ambitiøst nok. I stedet blev det aldrig til noget.

Også der blev det gode til det bedstes fjende – venstrefløjens evige selvbenspænd. En historie om både den gamle og nyere venstrefløj, som Dragsted i sin bog ellers havde en oplagt chance for at tage et opgør med og ruske op i. 

Men alt i alt en meget læseværdig bog med nye spændende indspark til en vigtig diskussion.