Nye vilkår i fremtidens offentlige sektor

Af Flemming Ibsen
Professor på Aalborg Universitet 

De netop afsluttede overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor gav et beskedent resultat, set ud fra et lønmodtagersynspunkt. Både i stat, regioner og kommuner måtte lønmodtagerne acceptere en nulløsning og et markant reallønsfald i det første overenskomstår i 2011 og lønstigninger i 2012, der knap nok dækker de forventede prisstigninger. Derudover stort set ingen goder, bortset fra nogle omstillingspuljer, der skulle hjælpe en del af de fyrede lønmodtagere tilbage til arbejdsmarkedet, og små forbedringer for nogle seniorer.

Et historisk ringe overenskomstresultat, og alligevel er det blevet stemt hjem med et overvældende flertal af ja-stemmer, der nærmer sig 90 procent af de afgivne stemmer. Stemmeprocenten var meget lav, hvilket sikkert afspejler, at mange offentligt ansatte næppe jubler over kriseoverenskomsten, men den tårnhøje ja-procent udtrykker til gengæld en klar bevidsthed om, at et nej-flertal og en storkonflikt givetvis ikke ville føre til et bedre resultat, men blot tømme fagforeningernes strejkekasser.

Stor krisebevidsthed
Krisebevidstheden har sat sig grundigt fast i også de offentligt ansattes hoveder, hvilket hænger sammen med, at krisen ikke kun har ramt den private sektor, men også trækker dybe spor i den offentlige sektor i form af et stort antal fyringer. Op mod 10.000 er blevet fyret alene i 2010, og tendensen er fortsat i 2011. Den højt besungne jobsikkerhed, som mange offentligt ansatte anser for netop det gode, der har fået dem til at søge ind i den offentlige sektor, er således aftaget dramatisk, hvad har fået mange offentligt ansatte til at føle sig utrygge, og denne utryghed har været en hovedårsag til, at man har accepteret det historisk ringe overenskomstresultat. Nu gælder det om at bevare jobbene, og den aggressive lønstrategi fra den forrige overenskomstrunde i 2008 er forladt til fordel for en passiv og opgivende lønstrategi, hvor man har overgivet sig uden kamp og ladet de offentlige arbejdsgivere diktere indholdet i kriseoverenskomsten i 2011.

Kan de offentlige ansatte så håbe på at vende tilbage til de gode gamle dage i 2007/08 med pæne reallønsstigninger og sociale forbedringer? Er der blot tale om en lidt trist parentes i de offentligt ansattes ellers prangende overenskomsthistorie? Sådan går det næppe, den magre overenskomst fra 2011 indvarsler snarere en ny periode med ret så beskedne overenskomstresultater, hvor det kan være vanskeligt at skabe forbedringer af reallønnen, og hvor jobtrygheden også er blevet decimeret markant.

Lav vækst
Årsagen er den forventede meget lave vækst i dansk økonomi i fremtiden, kombineret med et politisk ønske om nul-vækst i den offentlige sektor. Der skal overføres arbejdskraft og ressourcer fra den offentlige til den private sektor, og det betyder på godt dansk "fyringer" i den offentlige sektor og en mindre tilgang af arbejdskraft. Serviceforbedringer på nogle områder skal med andre ord betales med omprioriteringer og effektivitetsforbedringer, og det vil koste arbejdspladser. Færre skal klare flere opgaver på det samme serviceniveau og den teknologiske udvikling med eksempelvis digitalisering og ny velfærdsteknologi vil også mindske behovet for arbejdskraft i stat, regioner og kommuner.

De faglige organisationer i den offentlige sektor kan derfor se frem til færre ansatte i fremtiden, kombineret med beskedne lønstigninger, fordi den lave vækst i den private sektor vil betyde en svækket lønstigningstakt i denne sektor. Da det er den private sektor, der bestemmer lønstigningstakten i den offentlige sektor via den såkaldte "reguleringsordning", vil en lav lønstigningstakt i de private virksomheder trække en lav lønstigningstakt med sig på de offentlige arbejdspladser.

Fravælger den offentlige sektor
De forringede løn- og arbejdsvilkår for fremtidens offentligt ansatte vil sikkert få mange unge til at overveje, om de vil uddanne sig ind i den offentlige sektor. Mange unge - især kvinder - har valgt en karriere i den offentlige sektor, dels på grund af arbejdets karakter - "at arbejde med mennesker" - dels på grund af jobsikkerheden og den gode personalepolitik, der alt i alt kompenserede for den lidt lavere løn målt i forhold til den private sektor. Men hvis fremtidens offentlige sektor ikke kan byde på hverken jobtryghed eller en acceptabel personalepolitik, vil mange unge måske fravælge den offentlige sektor og søge over i den private sektor, hvor lønniveauet trods alt er højere.

Det kan give rekrutterings- og fastholdelsesproblemer i den offentlige sektor på lidt længere sigt, så måske bliver de offentlige arbejdsgivere og politikerne alligevel nødt til at fastholde en acceptabel løn- og personalepolitik, hvis de skal kunne disponere over den nødvendige kvalificerede arbejdskraft i konkurrence med den private sektor. Under alle omstændigheder varsler fremtiden helt nye løn- og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte.

debat@altinget.dk