Ny socialminister: ”Det er vanvittigt afgørende for mig at løfte de allermest udsatte ud af beskæftigelsessystemet”

Pernille Rosenkrantz-Theil skal som ny socialminister gå forrest i arbejdet med at lægge grundstenene til SVM-regeringens nye politik for de allermest udsatte. Det kommer blandt andet til at ske ved at flytte fokus fra beskæftigelsesindsatser til sociale indsatser for den mest sårbare gruppe borgere på socialområdet.

Fokus skal væk fra beskæftigelsespolitiske indsatser og i højere grad rettes mod sociale indsatser.

Sådan lyder grundessensen af den måde, som den nye social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil arbejde med at føre SVM-regeringens ambitioner på socialområdet ud i livet.

Det forklarede hun til Altinget efter ministeroverdragelsen torsdag i det nye Social-, Bolig- og Ældreministerium.

”Det er vanvittigt afgørende for mig at løfte de allermest udsatte ud af beskæftigelsessystemet,” sagde den nyudnævnte minister.

Pernille Rosenkrantz-Theil skal som socialminister være byggeleder for arbejdet med de grundsten, der ifølge regeringsgrundlaget skal lægges for en helt ny socialpolitik målrettet de allermest udsatte.

Samtidig bliver hun minister i en regering, der vil løfte de mest udsatte helt ud af beskæftigelsessystemet.

”Hvis man primært har beskæftigelsesbriller på, så er der i hvert fald en ting, man misser,” siger hun og fortsætter:

”Den borger, der har været langvarigt uden for arbejdsmarkedet, fordi de har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, sætter sig jo ikke ned på jobcentret og siger goddag, jeg har været udsat for et seksuelt overgreb og så går snakken derfra. Det er fuldstændig den forkerte indgang.”

Gløgg og æbleskiver til en ”hård forhandler”

Pernille Rosenkrantz-Theil er langt fra ny på socialområdet.

Hun har blandt andet været socialordfører for Socialdemokratiet, inden hun i sommeren 2019 blev børne- og undervisningsminister i den socialdemokratiske etpartiregering.

Den erfaring fra flere forhandlingsforløb i blandt andet tidligere børne- og socialminister Mai Mercados (K) tid blev også fremhævet af departementschef Jens Strunge Bonde til ministeroverdragelsen.

”Du beskrives ofte som en dygtig, dedikeret og slagkraftig politiker. Men også en hård forhandler. Det har jeg også selv oplevet under forhandlinger med dig som socialordfører,” lød karakteristikken fra departementschefen.

Til overdragelsen fik hun gløgg og æbleskiver i velkomstgave af den afgående socialminister Astrid Krag. Med gaven fulgte en opfordring til at fortsætte den forhenværende ministers tradition med at invitere hjemløse og andre udsatte borgere ind i ministeriet.

Men også fordi, at det nu er op til Rosenkrantz-Theil at fortsætte arbejdet med at nedbringe antallet af hjemløse og sikre mere værdighed for de mest udsatte.

”Vi kan ikke lave ordentlig politik på det her område, hvis vi ikke er sammen med de borgere, som alle de regler, vi har lavet i bedste mening, ikke virker ordentligt for dem. De er faldet igennem af en grund, og vi skal sørge for at give dem en helt anderledes værdighed nu. Det arbejde vil jeg glæde mig til at følge,” lød det fra Astrid Krag.

{{toplink}}

Vigtigste opgave bliver tidlige indsatser

Den afgående minister lagde i sin tale til sin afløser vægt på, at Pernille Rosenkrantz-Theil skal fortsætte arbejdet med nogle af de tiltag, som den forrige regering allerede har sat i gang: Det gælder eksempelvis arbejdet med Barnets Lov, som skal implementeres i den nye regeringsperiode.

Den vigtigste opgave som socialminister bliver ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil at gøre det klart, at det kan betale sig at investere i mennesker, forklarer hun.

”Det kan lyde banalt, men det er det ikke. For det er faktisk en af de ting vores samfund aldrig rigtig har kunne finde ud af at få hånd om. Vi kommer for sent ind og får hjulpet og så vokser problemerne sig alt for store,” siger hun og fortsætter:

”Det vil sige, at jo tidligere man kommer ind, jo mindre problemerne. Det betyder selvfølgelig rigtig meget for et menneske, om man bliver grebet i starten af sociale begivenheder, eller når problemerne har vokset sig rigtig store.”

{{toplink}}

Forrige artikel Travl eftermiddag på Slotsholmen: Her er overblikket over alle ministeroverdragelserne Travl eftermiddag på Slotsholmen: Her er overblikket over alle ministeroverdragelserne Næste artikel Her er årets mest læste debatindlæg på Altinget Arbejdsmarked Her er årets mest læste debatindlæg på Altinget Arbejdsmarked