Metal-formand om væld af bestyrelsesposter: "Det er ikke et 37 timers job. Og det har det heller ikke været for Per Christensen"

Det er en naturlig del af den danske model, at der følger flere bestyrelsesposter med topstillingerne i fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne. Det mener Claus Jensen, der selv har overtaget tjansen som formand for Arbejdernes Landsbank fra den afgående 3F-boss Per Christensen. "Jeg har aldrig fået kritik for hverken at være uforberedt eller ikke at deltage de steder, jeg sidder," siger han. 

Da Per Christensen tirsdag takkede af i 3F, sagde han ikke kun farvel til posten som forbundsformand. 

I forbindelse med afskeden var Per Christensen også færdig som bestyrelsesformand i Arbejdernes Landsbank og PensionDanmark.

Forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen, måtte onsdag overtage posten som bestyrelsesformand i Arbejdernes Landsbank fra Per Christensen efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde i banken. 

Et lignende scenarie udspillede sig allerede tirsdag, da DI's topchef, Lars Sandahl Sørensen, overtog Per Christensens nu tidligere formandstøjler i PensionDanmark

Men selvom den nyslåede bestyrelsesformand for Arbejdernes Landsbank, Claus Jensen, via sin stilling i Dansk Metal, ligeledes bestrider et væld af bestyrelsesposter, ser han intet problem i, at forbundsformandsposterne i fagbevægelsen giver adgang til så mange udvalg, bestyrelser og repræsentantskaber.

"Jeg har faktisk den opfattelse, at ingen er uundværlige. Jeg har ikke mødt én bestyrelse eller forening, hvor der kommer kæmpestore problemer, fordi én mand stopper," siger Claus Jensen. 

Han fremhæver Arbejdernes Landsbank som eksempel på det.

"I Arbejdernes Landsbank har vi været gode til at sørge for, at kompetencerne ikke ligger hos enkeltpersoner. Vi er flere involveret i de beslutninger, der bliver truffet og i de strategier, der har været lagt," siger Dansk Metal-formanden og tilføjer: 

"Det er ikke sådan, at det ikke kan køre videre, fordi en enkelt person stopper. Men det giver da lidt større bump, når det er formanden, der stopper, men jeg har jo som næstformand været inde over langt de fleste ting."

{{toplink}}

"Det er ikke et 37 timers job"

Alene i Dansk Metal er Claus Jensen formand for fire bestyrelser og 11 udvalg.

Claus Jensen har optrådt sammen med den nu tidligere 3F-boss i repræsentantskabet i Det Økonomiske Råd, forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i FH samt i bestyrelserne for Arbejdernes Landsbank, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Sund & Bælt. 

Derudover tæller Claus Jensens CV en lang række andre stillinger som blandt andet bestyrelsesmedlem i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og repræsentantskabsmedlem i Danmarks Nationalbank.

Forbundsformanden erkender, at det kræver sin tid at passe det hele. 

"Det er ikke et 37 timers job. Og det har det heller ikke været for Per Christensen. Vi snakker i hvert fald over 60 timer om ugen i perioder, og i nogle perioder er det endnu mere," siger Claus Jensen. 

Han mener, at den bedste måde, man kan tjekke op på, hvorvidt der er tid til det hele, er ved at undersøge, hvor ofte han deltager i møderne, og om han er forberedt.

"Jeg har aldrig fået kritik for hverken at være uforberedt eller ikke at deltage de steder, jeg sidder. Jeg går derfor ud fra, at jeg røgter mine hverv på en ordentlig måde," siger Claus Jensen. 

Poster giver nødvendig indsigt

Claus Jensen fortæller, at bestyrelsesposterne giver ham vigtig indsigt i en række forhold, som han har brug for at kende til, når han forhandler hovedoverenskomsten i Danmark, CODI-overenskomsten.

"Derfor er det nødvendigt for mig at holde mig ajour og sidde i Det Økonomiske Råd eller i repræsentantskabet i Danmarks Nationalbank, fordi man får nogle oplysninger ret hurtigt på meget kvalificeret niveau, og man har mulighed for at udfordre de mennesker, som sidder og laver de regnestykker, som Danmark bliver drevet efter," siger han og fortsætter:

"Derfor er det også interessevaretagelse for mine medlemmer, at jeg sidder der, for så er jeg meget bedre klædt på til overenskomstforhandlingen. Så kunne jeg da godt sætte en anden person ind der, men så ville jeg jo selv mangle den viden, når vi kom til overenskomstforhandlingerne."

Ville afgørende viden da gå tabt, hvis dine ansatte skulle overlevere de informationer til dig?

"Nej, sådan kan du ikke stille det op, for der sidder jo også mennesker andre steder. Men nogle steder er det bare lidt vigtigt, at det er ham, der sidder inde ved det store blanke bord ved overenskomstforhandlinger, der har den nødvendige viden inde i sit eget hoved, når han sidder over for overvismanden eller Nationalbankdirektøren," siger Claus Jensen og tilføjer:

"Jeg ville føle, at jeg manglede den viden til at udfordre dem på deres påstande, beregninger og forudsigelser, hvis jeg ikke havde den viden."

Er det forudsætningen i alle de bestyrelser og repræsentantskaber, som du sidder i?

"Nej, ikke nødvendigvis."

Genopstiller ikke for Vestjysk Bank

Hvilke steder kunne du godt overlade din post til andre? 

"Jeg er formand for de nordiske industriansatte (Nordic IN, red.). Det er ikke noget, jeg bruger voldsomt meget tid på, men det er altid godt at høre fra de andre nordiske lande. Vi har ikke stor mødefrekvens. Jeg ved det såmænd ikke. Jeg mener faktisk selv, at jeg har sorteret meget godt i det," siger Claus Jensen. 

Han fortæller dog, at han netop har valgt ikke at genopstille som bestyrelsesmedlem i Vestjysk Bank på bankens generalforsamling 7. marts

"Jeg trækker mig fra Vestjysk Bank til næste generalforsamling. Det gør jeg, fordi jeg skal have mere luft til at varetage andre interesser, så jeg får mere tid til at varetage opgaverne som formand i Arbejdernes Landsbank," siger Claus Jensen. 

Godt samarbejde med Per Christensen

Claus Jensen understreger, at mekanismen med at forbundsformandsposten giver adgang til et væld af bestyrelsesposter er en naturlig del af organisationsopbygningen i den danske model, og mekanismen er identisk på arbejdsgiversiden. 

Derfor vil det altid give anledning til rokader, når en forbundsformand stopper, forklarer han. 

Selv har han betragtet Per Christensens afsked på afstand.

Og professionelt har Claus Jensen kun positive ting at sige om den afgående 3F-forbundsformand.

"Per Christensen og jeg er aldrig kommet sammen privat, så jeg kan kun se det ud fra en professionel vinkel, og der har han altid ageret yderst professionelt, været godt forberedt og været inde i tingene. Han har gjort en god indsats professionelt. Det er det, jeg vil forholde mig til, for det er det, jeg kender til," siger han.

 

Er du ked af, at han stopper?

"Jeg er helt sikker på, at 3F stiller med en kompetent person, som jeg også bliver glad for at arbejde sammen med, men menneskeligt er det da en hård tid for Per Christensen."

Har du ondt af ham?

"Jeg ønsker ikke noget ondt for nogle mennesker. Det er en hård behandling at gå fra at have utroligt meget indflydelse på vores samfund til ikke at have det. Det, kan man ikke undgå at synes, er synd."

Synes du, det er uretfærdigt, at han har følt sig nødsaget til at trække sig?

"Det vil jeg ikke forholde mig til. Det er en beslutning, som 3F tager. Jeg kender ikke sagen i detaljer, og det ligger ikke på mit bord. Lige så snart vi fik meldingen om, at Per Christensen ikke længere var del af Arbejdernes Landsbank, så holdt vi et ekstraordinært bestyrelsesmøde for at tage vare om de ting, der var at tage vare om i Arbejdernes Landsbank."

Forrige artikel Statsministeren indkalder til pressemøde om coronasituationen Statsministeren indkalder til pressemøde om coronasituationen Næste artikel Socialpolitisk LA-mærkesag giver flere og flere småjob til udsatte borgere Socialpolitisk LA-mærkesag giver flere og flere småjob til udsatte borgere