LO: Løngabet i EU skal lukkes ved at løfte de dårligst stillede

KOMMENTAR: Vi skal ikke konkurrere på, hvem der kan arbejde billigst i EU. I stedet burde man forbedre lønmodtagernes vilkår og rettigheder i de lande, der har de ringeste, skriver Arne Grevsen fra LO.

Af Arne Grevsen 
LO-næstformand

Det er et problem for EU, når arbejdere i flere østeuropæiske lande tjener væsentligt mindre end os i Vest- og Nordeuropa, men svaret på det problem er ikke en EU-fastsat mindsteløn. For det er ikke i Danmarks interesse på den lange bane, at den danske model bliver overflødiggjort – hverken i politikernes, arbejdsgivernes eller lønmodtagernes interesse. Og desuden risikerer vi, at en EU-fastsat mindsteløn reelt betyder, at arbejdsgiverne i de velhavende lande får en undskyldning for at presse lønnen ned.

I stedet skal vi arbejde aktivt for, at standarden i landene med de ringeste vilkår hæves, så vi opnår det, man kalder opadgående social konvergens: At vilkårene bliver mere ens ved at løfte de dårligst stillede frem for at trække de bedst stillede ned. 

Den europæiske fagbevægelse 
For 10-15 år siden troede mange nok, at indlemmelsen af østlandene af sig selv ville trække de østeuropæiske lande op på et højere niveau af levestandard. Men tallene viser tydeligt, at der skal gøres en mere aktiv indsats. Det kan for eksempel være en bedre og mere strategisk brug af EU’s regional- og socialfonde målrettet mod at skabe en holdbar vækst i de dårligst stillede lande.

Den europæiske fagbevægelse gør en stor indsats for at gøre opmærksom på behovet for bedre lønninger i en række EU-lande. Lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår er mest udbredt i lande, hvor fagbevægelsen står svagt. Fagbevægelsen og kollektive rettigheder er blevet undergravet i flere lande særligt efter den finansielle krise. Det er på ingen måde vejen frem, hvis vi skal sikre velfærden i EU. Respekt for kollektive rettigheder og for arbejdsmarkedets parter kan i stedet bidrage til vækst og velstand.

Rettigheder i centrum
For LO er det derfor fuldstændig centralt, at EU de næste mange år sætter lønmodtagernes rettigheder i centrum af deres arbejde. Og for os er det alpha og omega, at vi lønmodtagere i Europa ikke bliver spillet ud mod hinanden. Vi skal ikke konkurrere på, hvem der kan arbejde under de billigste (og farligste) forhold. Dér tror jeg, at EU har albuerum til at kunne løfte indsatsen massivt.

Forrige artikel Ergoterapeuter: Drømmen om arbejde skal være en realistisk mulighed Ergoterapeuter: Drømmen om arbejde skal være en realistisk mulighed Næste artikel Venstre: Mindre bureaukrati og mere beskæftigelse Venstre: Mindre bureaukrati og mere beskæftigelse