Lizette Risgaard forlader bestyrelsen for tænketank

Den forhenværende FH-formand er nu også ude af bestyrelsen for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Afgangen fra formandsposten i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) koster nu også Lizette Risgaard en bestyrelsespost i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det bekræfter rådets formand, økonomiprofessor Michael Rosholm.

”Udskiftningen er sket, fordi FH har udpeget en anden repræsentant til at sidde i AE’s bestyrelse, nemlig deres fungerende formand,” skriver han i en mail til Altinget.

Den nye FH-repræsentant i bestyrelsen for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er hovedorganisationens fungerende formand, Morten Skov Christiansen.

Han slutter sig til bestyrelsen, der også tæller fremtrædende fagbosser som Henning Overgaard fra 3F, Anja C. Jensen fra HK og Claus Jensen fra Dansk Metal.

Bestyrelsesposten i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er blot den seneste i rækken af tillidshverv, som Lizette Risgaard har mistet, efter at hun kort før 1. maj trak sig som formand for FH.

Det skete, da Berlingske og Ekstra Bladet havde afsløret hendes upassende adfærd overfor unge mænd i fagbevægelsen.

Kort efter måtte Lizette Risgaard vinke farvel til bestyrelsesposterne i ATP og LD Fonde. Siden skiftede FH også ud på formandsposten i medieselskabet A-pressen og i Lønstrukturkomitéen.

”Set i lyset af Lizette Risgaards tilbagetræden som FH-formand er det videre forløb for tilhørende bestyrelsesposter sat i værk. Umiddelbart overtager Morten Skov Christiansen, fungerende formand for FH, flere af posterne, men det er endnu ikke endeligt afklaret i forhold til alle bestyrelser,” lød det i et skriftligt svar fra FH i begyndelsen af maj.

Advokater klar om en uge

Mens Lizette Risgaard altså er ude af flere bestyrelser, repræsenterer den forhenværende FH-formand fortsat FH i bestyrelsen for Arbejdernes Landsbank. Her er der ifølge FH ingen aktuelle planer om at skifte hende ud, også selvom det ifølge en ekspert ville være muligt.

Lizette Risgaards adfærd, og FHs håndtering af samme, er i øjeblikket genstand for en ekstern advokatundersøgelse, som advokatfirmaet Kromann Reumert står for.

Forventningen i fagbevægelsen er, at forretningsudvalget i FH onsdag den 28. juni skal behandle resultaterne af advokatundersøgelsen.

Det skal være med til at bane vejen for, at FH ved en ekstraordinær kongres i begyndelsen af september kan vælge en ny formand.

Lizette Risgaard er ikke vendt tilbage på Altingets henvendelser.

{{toplink}}

Forrige artikel Gik du glip af Folkemødet? Her er, hvad Altinget oplevede Gik du glip af Folkemødet? Her er, hvad Altinget oplevede Næste artikel Granskning af fratrådt FH-formand er udskudt til august Granskning af fratrådt FH-formand er udskudt til august