Ladt i stikken af fup-pension?

DEBAT: Seniorførtidspension er ikke, som den blev introduceret, en ordning for nedslidte seniorer. Det er en ordning for de helt nedbrudte, skriver Lene Witte, direktør i Gigtforeningen.

Af Lene Witte
Direktør, Gigtforeningen

Om få uger træder en ny ordning i kraft: Seniorførtidspension. Ordningen blev præsenteret som et plaster på såret for de nedslidte seniorer, der for et par år siden mistede retten til efterløn.

"Så er der naturligvis mennesker, der går på efterløn, fordi de simpelthen er nedslidte. De må ikke blive ladt i stikken. Dem vil vi ikke lade i stikken," sagde den tidligere regering, da man fremsatte forslaget. 

Nu er bekendtgørelsen - indholdet - til lovforslaget fremlagt, og man fristes til at kalde hele ordningen for fup. Nogen reel erstatning til efterløn er det i hvert fald ikke. For kravene til at få seniorførtidspension er så skrappe, at mange, som er nedslidte efter et langt arbejdsliv, ikke vil kunne opfylde dem.

For at blive berettiget til at få seniorførtidspension skal man have mistet sin arbejdsevne fuldstændigt, så man hverken kan arbejde videre inden for sit eget fag eller i fleksjob. I dag kan man blive visiteret til fleksjob, hvis man har en arbejdsevne på beskedne to timer om ugen.

Altså skal en nedslidt kantinedame eller en murer med svær slidgigt fremover kunne dokumentere, at de ikke kan arbejde blot to timer om ugen, hvis de vil have seniorførtidspension. Hvordan skal de kunne det? De har jo klaret sig på arbejdsmarkedet indtil nu. Godt nok på masser af smertestillende piller og ved at ligge brak på sofaen hver aften, men de har passet deres job.

En ordning for de helt nedbrudte
Seniorførtidspensionen er med andre ord ikke en ordning for de nedslidte. Den er en ordning for de helt nedbrudte. De nedslidte må fortsætte, indtil sidste led knækker. Det var ikke det, der blev lovet, da den tidligere statsminister garanterede, at "dem vil vi ikke lade i stikken."

Vi har fået en ny førtidspension for ældre nedslidte, men den er præcis lige så uopnåelig, som den almindelige førtidspension. Det var vel ikke meningen?

Forrige artikel Økonomisk nedtur for massevis af unge Økonomisk nedtur for massevis af unge Næste artikel Indsatsen for de ledige er ikke et nulsums-spil