Kommission: Vi har ikke råd til at spare flere mellemledere væk

FOLKEMØDET: Der er brug for flere mellemledere, så der ikke opstår et hul i ledelseskæden. Sådan lød det fra repræsentanter fra Ledelseskommissionen, da de debatterede deres anbefalinger med publikum.   

”Vi har sparet for mange ressourcer på ledelse. Derfor skal nogle af de ressourcer føres tilbage. Vi har nemlig ikke råd til at lade være.”

Sådan lød den afsluttende bemærkning fra kommunaldirektør i Viborg Kommune, Lasse Jacobsen, efter debatten ”Hvad kan vi bruge Ledelseskommissionens anbefalinger til”, som blev holdt i KL’s telt på Folkemødet.

For de flere ledere skal bidrage til at skabe bedre sammenhæng og dialog i ledelseskæden. 

Folk stod som røgede sild i en tønde og debatterede ivrigt med paneldeltagerne. Debatten cirkulerede om de anbefalinger, som Ledelseskommissionen i tirsdags kunne præsentere for innovationsminister Sophie Løhde (V) (se anbefalingerne i boksen til højre).

The missing link
Det, der særligt blev debatteret, var det, man kunne fristes til at kalde 'the missing link' i ledelseskæden.

”Vi kan konkludere, at topledere bruger det meste af deres tid på at lede opad, og driftsledere bruger det meste af deres tid på at lede nedad. Det betyder, at der opstår et hul i midten,” lød det fra Lasse Jacobsen, der er medlem af Ledelseskommissionen.

Og det kunne de andre paneldeltagere Emma Winther og Birgit Lise Andersen, der begge har repræsenteret driftsledere i kommissionen, nikke genkendende til.

Ledere er ikke modsætning til varme hænder
Da paneldeltagerne blev spurgt ind til, hvordan flere ressourcer til ledere hænger sammen med dilemmaet om varme versus kolde hænder, svarede Emma Winther: 

"Det er rigtig kedeligt, når man betegner ledere som kolde hænder. De er nemlig en af grundene til, at man kan lykkes med den opgave, man er sat til at løse. Det er nemlig lederes opgave at støtte de varme hænder."

Lasse Jacobsen er også allerede i gang med at forsøge at efterleve de anbefalinger, han selv har været med til at give. I sin egen kommune har han derfor oprettet 12 nye stillinger på ældreområdet for at skabe mere sammenhæng i ledelseskæden.

Skal give bedre service til borgerne
Ledelseskommissionen blev nedsat i 2017 for at komme med anbefalinger til bedre ledelse i det offentlige. Ifølge innovationsminister Sophie Løhde var formålet med kommissionen i sidste ende at kunne levere bedre service og velfærd for borgerne samt at give medarbejderne i den offentlige sektor mere arbejdsglæde.

Forrige artikel Sådan vil ledelseskommissionen påvirke OK21 Sådan vil ledelseskommissionen påvirke OK21 Næste artikel Kritik: Fagbevægelsen har for meget magt i det offentlige Kritik: Fagbevægelsen har for meget magt i det offentlige