KL og FH: Pas på ny regeljungle på beskæftigelsesområdet

DEBAT: Et nyt lovforslag lægger op til, at ministeren får brede beføjelser til at ændre beskæftigelsesreglerne uden at spørge Folketinget. Formålet er at beskære regeljunglen, men resultatet kan blive det modsatte, skriver KL og FH i et fælles debatindlæg.

Af Thomas Kastrup-Larsen og Ejner K. Holst
Hhv. formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg og næstformand i FH

Den vildtvoksende jungle af love og regler på beskæftigelsesområdet står nu endelig over for en tiltrængt beskæring. Det glæder vi os til.

Saneringen på området vil i langt højere grad muliggøre en skræddersyet indsats for borgerne, der kan hjælpe den enkelte til at komme hurtigt og varigt i beskæftigelse. En indsats, som tager udgangspunkt i borgerens behov – og ikke lovkrav.

I slutningen af marts fremsættes lovforslaget så. Og selvom der grundlæggende er tale om en fornuftig udvikling i retning af en lettere forståelig og overskuelig lovgivning, så er der som bekendt ingen roser uden torne.

Brede beføjelser giver bureaukrati
Vi er særligt bekymrede over det store antal bemyndigelsesbestemmelser i lovforslaget, som giver den til enhver tid siddende beskæftigelsesminister meget brede beføjelser til at ændre beskæftigelsesreglerne uden at spørge Folketinget.

Det kan meget hurtigt ende med en ny urskov af vildtvoksende bureaukrati og forvirring.

Med så mange meget brede bemyndigelsesbestemmelser, så bliver det med sværere at overskue, hvilke regler der gælder for både borgere, virksomheder, jobcentre og a-kasser. Det harmonerer ikke med de ellers gode takter med at forenkle beskæftigelsesindsatsen.

Vi frygter også, at Folketinget får sværere ved at følge, hvilke regelsæt der kommer til at gælde. Vi risikerer dermed, at beslutningskompetencen glider fra Folketinget til ministeren og centraladministrationen.

Pas på ny regeljungle
De meget brede bemyndigelsesbestemmelser, som fremgår af det lovforslag, der har været sendt i høring, vil blandt andet give mulighed for, at:

– fastsætte regler, om hvordan jobcentret skal vurdere de lediges uddannelses- og beskæftigelsespotentiale
– fastsætte nærmere regler om indhold og udformning af "Min Plan"
– fastsætte nærmere regler om ret og pligt til tilbud, herunder timetal og fremrykning, udskydelse og bortfald af pligten til tilbud.
– fastsætte nærmere regler om digital kommunikation mellem borgere og jobcentret, samt fastsætte nærmere regler om anvendelse af bestemte digitale løsninger.

Beskæftigelsesområdet er præget af mange regelændringer og et meget omfattende og tiltagende detaljeret regelgrundlag. Vi kan meget hurtigt igen ende et sted, hvor regler spænder ben for den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt. Præcis det, vi med en ny beskæftigelseslovgivning skulle undgå.

Der er behov for en stringent og tydelig beskæftigelseslovgivning. Vi skal ikke tilbage til urskoven af regler og love.

{{toplink}}

Forrige artikel DI: Jo, universiteterne skal gøre studerende klar til job i det private DI: Jo, universiteterne skal gøre studerende klar til job i det private Næste artikel DA: 3F taler erhvervsuddannelserne ned DA: 3F taler erhvervsuddannelserne ned