Jobcentrenes udfordringer

DEBAT: Der kommer til at mangle arbejdskraft, og derfor er det vigtigt, at den kommunale beskæftigelsesindsats løses optimalt. Men det kræver en række ændringer, fastslår Ole Steen Olsen, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, der her giver sit bud på, hvordan indsatsen optimeres.

Af Ole Steen Olsen
Arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv

Dansk Erhverv forventer mangel på kvalificeret arbejdskraft fremover. Allerede i 2015 forventes at mangle over 6.000 universitetskandidater, og i 2020 forventes at mangle 100.000 personer med en erhvervsuddannelsesmæssig baggrund. Samtidig vil der være 190.000 ufaglærte, som vil have vanskeligt ved at komme i arbejde, fordi de ikke har de kompetencer, som virksomhederne efterspørger.

Det er kommunerne, som har ansvaret for beskæftigelsesindsatsen, både i forhold til forsikrede ledige og til kontanthjælpsmodtagere. Det kan være en fordel, at beskæftigelsesindsatsen er samlet ét sted, uanset hvilken ydelse ledige modtager. Det er dog vigtigt, at beskæftigelsesindsatsen ikke begrænser sig til kommunegrænsen. Arbejdsmarkedet går på tværs af kommunegrænserne.

Hurtigt i arbejde
Jobcentrene skal sikre, at ledige hurtigst muligt kommer i arbejde. Derfor skal samtalerne med ledige finde sted hurtigt, og handlingsplanerne kan i fornødent omfang indeholde uddannelse, som kan sikre, at den ledige kommer hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet eller lette et brancheskift til vækstområder. Men arbejdsmarkedssystemet skal ikke være et alternativ til uddannelsessystemet.

De kommende udfordringer med mangel på arbejdskraft, samtidig med at mange går ledige, vil stille store krav til jobcentrene. En god virksomhedskontakt er afgørende for, om udfordringerne kan tackles. Jobcentrene skal i langt højere grad påtage sig rollen som serviceorgan for virksomhederne og i langt højere grad rådgive virksomhederne om muligheder og regler. Virksomhederne er villige til at tage et socialt ansvar. Men det kræver, at de bliver gjort opmærksomme på mulighederne. Den opgave skal løftes meget bedre af jobcentrene, samtidig med at der i langt højere grad er fokus på virksomhedernes behov herunder én adgang til hurtig og kompetent rådgivning.

Virksomhedskontakt
En god virksomhedskontakt gør det muligt for jobcentrene at have fokus på den enkelte lediges kompetencer i forhold til de ønsker, som virksomhederne har. Dermed sikres et bedre match mellem lediges kvalifikationer og virksomhederne. Sandsynligheden for, at den ledige kommer i ordinær beskæftigelse for en længere periode, øges betragteligt.

En effektiv kommunal indsats sikres også ved at inddrage andre aktører til at løse dele af indsatsen. Det kræver, at kommunerne sender opgaverne i udbud. Der er desværre eksempler på, at flere kommuner uden offentlige udbud har givet centrale dele af beskæftigelsesindsatsen til a-kasserne. Snævert set kan det virke som en kommunaløkonomisk gevinst. Men samtidig medfører løsningen, at den faglige og geografiske mobilitet på arbejdsmarkedet svækkes, fordi a-kasserne ikke har en interesse i at formidle job, som ikke ligger indenfor a-kassens fagområde.

Der er behov for klarere retningslinjer for brugen af andre aktører - ikke mindst et krav om åbne udbud. Der skal være gennemsigtighed, så alle private aktører kan byde på opgaver, så den mest optimale pris og kvalitet sikres. Uden strammere udbudsregler kan det frygtes, at den kommunale beskæftigelsesindsats ikke løses optimalt.

Forrige artikel De ledige skal ikke lades i stikken Næste artikel Anna Mee går i rette med DI