"Hvis arbejde er sundt - så giv det til de syge"

Selvom vi står i en dyb økonomisk krise, så venter velfærdskrisen lige om hjørnet.
De store årgange går på velfortjent pension, og der bliver færre, som skal forsørge flere.

Jacob Haugaard sagde engang: "Hvis arbejde er sundt - så giv det til de syge." Dengang trak de fleste vel på smilebåndet. I dag synes det faktisk at være et udbredt politisk synspunkt.

For det er næsten ikke muligt at få en realitetsdrøftelse af de udfordringer, arbejdsmarkedet kommer til at stå over for, når der igen bliver mangel på arbejdskraft. Og det gør der.

Paradoksalt nok siger kritikerne, at det er uforskammet at bringe efterlønnen til diskussion, fordi det skaber utryghed. Folk skal have tid til at indstille deres forventninger til tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Men netop dette er jo et godt argument for ikke at udskyde den uomgængelige reformdiskussion.

Regningen skal ikke ind i børneværelset
Det giver ikke mig nogen særskilt glæde at skulle se danskerne i øjnene og sige, at ikke alt kan blive, som det var, og være, som det er. Men demografien kan ingen løbe fra. Og jeg vil ikke lægge ryg til, at regningen efterlades hos børnene, der allerede i dag klemmes sammen i klasselokaler med uuddannede lærere. Hos de syge, som allerede i dag fragtes rundt, fordi der ikke er sygeplejersker nok på de medicinske afdelinger. Hos de plejekrævende ældre, hvor der ikke er hjælpere nok til at tage sig af dem.

Det spørgsmål, som alle må stille sig selv, er: Skal de syge, børnene og de plejekrævende ældre holde for, så andre kan trække sig fra arbejdsmarkedet i en tidlig alder? Eller skal de små årgange, som nu for alvor skal trække læsset, ofre lidt af deres fritid og arbejde mere, så de store årgange kan holde helt op - og endda få et klækkeligt statstilskud til det?

Efterløn tilhører en anden tid
For det Radikale Venstre er svaret klart nej. Vi vil have orden i dansk økonomi - og her er arbejdsmarkedet nøglen. Vi vil ikke låne os ud af problemerne og aflevere regningen for nutidens velfærd til fremtidens generationer. Og vi vil ikke afvikle, men udvikle den offentlige service.

Det er derfor, vi igen har sat efterlønnen til debat. Virkeligheden er jo den, at havde vi ikke haft efterlønnen, som blev indført på et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet var overfyldt, og der var brug for tilbagetrækning, så ville ingen ved deres fulde fem drømme om at foreslå den indført i dag. Og velfærdssamfund som Norge og Sverige har da heller ikke kopieret ordningen.

Jeg vil derfor hellere kigge på, om nedslidte ældre skal have lempeligere adgang til førtidspension og så give de syge fred, end jeg vil bevare en ordning, der blev indført på et tidspunkt, hvor man ønskede at ældre årgange skulle trække sig fra arbejdsmarkedet. Det gør vi ikke i al overskuelig fremtid.
 
De mest aktive seniorer i OECD?
Endelig er der også et mere direkte seniorpolitisk sigte. Det er velkendt, at når krisen kradser, som den gør nu, så er det ofte seniorerne, som bliver ofret i prikkerunderne. Fordi de jo bare kan gå på efterløn. Og et blik på statistikken viser også, at når ledigheden stiger, så gør tilgangen til efterløn også.

Et nyhedsbrev fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, som bliver omtalt her på Altinget i dag, viser, at mens danskerne fra 18-60 år er i top 3 i OECD, når det gælder deltagelse på arbejdsmarkedet (blandt andet fordi danske kvinder er så flittige i forhold til andre lande), så rasler vi ned af rangstien, når det gælder de 60-64-årige.

Hvorfor skal vi ikke have som ambition at have de mest erhvervsaktive seniorer i OECD? Kunne vi klemme os i top 3, ville det forbedre den offentlige økonomi med 27 milliarder kroner ifølge nyhedsbrevet. Så ville der blive råd til at sikre og udvikle gode uddannelser, et stærkt sundhedsvæsen og ordentlig omsorg for de ældre. Det vil jeg hellere prioritere.

debat@altinget.dk