HK: Hovedløs digitalisering undergraver velfærden

DEBAT: En ny digitaliseringspakke får stor betydning for borgerne. Derfor skal den forhandles åbent og ikke hastes igennem i nattens mulm og mørke, skriver Bodil Otto, formand for HK Kommunal, og Rita Bundgaard, formand for HK Stat.

Af Bodil Otto og Rita Bundgaard
Formand for HK Kommunal & formand for HK Stat

I ly af weekenden, almindelig morgensløvhed og uden for de fleste journalisters bevågenhed sneg der sig en lørdag morgen for halvanden måneds tid siden en nyhedsmail fra innovationsminister Sophie Løhde (V) ind i vores indbakker.

’Digitaliseringsklar lovgivning skal frigive ressourcer til kernevelfærd’, lød titlen.

Rent bortset fra at henvisningen til ’kernevelfærd’ mere end indikerer, at vi har noget eksisterende velfærd, der er overflødigt, så gemmer udspillet på nogle pejlemærker, der kan få vidtrækkende konsekvenser for vores samfundsmodel.

Regeringen lurer ikke desto mindre på, at udspillet bliver hasteforhandlet i forbindelse med finansloven for 2018. Altså lige om lidt. Den øvelse er ikke god for hverken nogen eller noget. 

Nyt udspil mangler visioner
Med udspillet vil regeringen sikre, at ny lovgivning kan understøttes digitalt. På den måde vil man med innovationsministerens egne ord kunne ’frigøre millioner af timer, som kan bruges på kernevelfærd i stedet for administration’.

Vi er ikke i tvivl om, at der er masser af potentiale for god og lettilgængelig service i digitaliseringen af den offentlige sektor.

Men regeringens udspil er blottet for visioner om, hvordan velfærden i digitaliseringens æra skal indrettes og sikres med for eksempel retfærdighed og retssikkerhed.

Og det emmer i hele sit koncept i den grad af, at digitaliseringen er en spareøvelse, hvor velfærden skal drives uberørt af menneskelige skøn og almindelig sund dømmekraft.  

En så gennemgribende ændring af det danske velfærdssamfund, som regeringens udspil lægger op til, bør naturligvis ikke listes igennem i al hast og i ly af en eller anden natlig finanslovsaftale.

Nej, fremtidens digitale Danmark fortjener at blive udviklet gennem en grundig demokratisk og politisk debat med inddragelse af borgernes og virksomhedernes ønsker og forventninger.

Præmissen må være, at vi digitaliserer med udgangspunkt i borgernes virkelighed og ikke i systemets behov.

Det vilkår får en helt ekstraordinær betydning, fordi en række undersøgelser fra blandt andre HK viser, at borgere og virksomheder har andre behov end de muligheder, der lægges op til med regeringens udspil.

Borgere og virksomheder efterspørger nemlig i vid udstrækning personlig kontakt med en sagsbehandler, specielt i sager, der omhandler den enkeltes forsørgelsesgrundlag.

Borgerne har brug for personlig kontakt
I HK er vi hen over foråret blevet rådgivet af et såkaldt advisory board, hvor landets fremmeste eksperter i digitaliseringsspørgsmål har givet deres bud på digitaliseringens faldgruber og muligheder.

Blandt eksperternes forudsigelser kan nævnes, at borgerne i takt med den stigende digitalisering vil have større og større brug for en personlig kontakt med den offentlige myndighed. Nøjagtig ligesom borgerne efterspørger.

Det er mennesker af kød og blod, der kan forklare borgerne baggrunden for de beslutninger, de modtager via digital sagsbehandling.

Og det er netop, når man som borger får en forklaring, at man også accepterer en given beslutning. Dermed får den offentlige service en høj grad af legitimitet.

Ligesom den retfærdige løsning i mange tilfælde vil forudsætte, at borgeren har direkte kontakt til en medarbejder.

Digitaliseringspakken skal behandles åbent
Digitalisering handler langtfra bare om teknik. Afgørende er det, at borgerne også i en ny digital verden skal have tillid til, at retssikkerhed og retfærdighed er bærende søjler for velfærdssamfundet.

Vi vil derfor appellere indtrængende til, at man fra Folketingets side udskiber digitaliseringspakken fra finansloven og giver alle interessenter, herunder ikke mindst borgerne, mulighed for at blive hørt på god demokratisk vis.

Det handler til syvende og sidst om det offentlige Danmarks og velfærdens fortsatte legitimitet.     

Forrige artikel Politiformand: Vildfaren effektivisering har kostet kvalitet, ressourcer og tillid Politiformand: Vildfaren effektivisering har kostet kvalitet, ressourcer og tillid Næste artikel Leder af A-kasse: Selvstændige kan afhjælpe manglen på arbejdskraft Leder af A-kasse: Selvstændige kan afhjælpe manglen på arbejdskraft