Her er Brian Mikkelsens og Lars Sandahl Sørensens magtnetværk: "De ligger i den absolutte top"

Topcheferne i DI og Dansk Erhverv har to af de mest magtfulde netværk i Danmark. Det vurderer CBS-forsker. "De har begge et bredt og magtfuldt netværk, som er udtryk for, at de sidder i nogle af nøgleorganisationerne i det danske samfund," siger han. Altinget har kortlagt erhvervsspidsernes magtnetværk.

Pensionsformuer. Kulturlivet. Den grønne omstilling. Og digitalisering. 

Det er bare et lille udpluk af de områder, som Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsen kan påvirke gennem deres mange poster i nogle af samfundets mest indflydelsesrige institutioner. 

Det viser Altingets kortlægning af de to erhvervsbosser professionelle forbindelser.

Og dommen fra Christoph Houman Ellersgaard, lektor og netværksforsker på CBS, er klar.

"De ligger i den absolutte top, når det kommer til netværk," siger han. 

DI-topchef Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, har begge roller i både ATP's repræsentantskab og bestyrelse, Seniorpensionsenheden, ICC Danmark, Olympisk Idrætsforum, Grønt Erhvervsforum og PensionDanmark, hvor Lars Sandahl Sørensen sidder for bordenden som bestyrelsesformand. 

Derudover sidder DI's øverste chef ligeledes på en række poster i blandt andet Interforcekomitéen, Københavns Lufthavne og Tænketanken Europa.

"Det viser, hvor magtfuld ens organisation er. Det understreges især, når man sidder så mange steder, hvor andre store organisationer også sidder. Og det er her, at vi kan se det store overlap i både Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsens netværk," siger Christoph Houman Ellersgaard og tilføjer:

"De har begge et bredt og magtfuldt netværk, som er udtryk for, at de sidder i nogle af nøgleorganisationerne i det danske samfund. De er en central del af Danmarks vækstmodel."

Tæt forhold til Metal-boss

CBS-forskeren fremhæver, at Lars Sandahl Sørensen naturligt har fået tildelt en række kasketter som øverste chef i DI, men han har også fundet vej til post andre steder som i eksempelvis Olympisk Idrætsforum og Interforcekomitéen.

"Der sidder en række andre centrale aktører fra magteliten til stede. Det er klassisk for en administrerende direktør for DI," siger Christoph Houman Ellersgaard.

Han peger samtidig på, at Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen - som Christoph Houman Ellersgaard tidligere over for Altinget har beskrevet som "den bedst forbundne person i Danmark" - er en nøgleperson i Lars Sandahl Sørensens netværk. 

"Claus Jensen og Lars Sandahl Sørensen har fællesposter i Tænketanken Europa, Grønt Erhvervsforum, ATP’s repræsentantskab og Interforcekomitéen, og så er der en skjult forbindelse, når de om lidt sætter sig ved bordet og forhandler gennembrudsoverenskomsten. De har rig lejlighed til at snakke alverdens udfordringer igennem," siger han.

{{toplink}}

Forsker: Dansk Erhverv udfordrer DI på grøn dagsorden

Ifølge Christoph Houman Ellersgaard vil topchefen i DI oftest have et stærkere netværk end Dansk Erhvervs administrerende direktør.

"Al erfaring fra vores forskning vil tilsige, at Brian Mikkelsens netværk er mindre end Lars Sandahl Sørensens, fordi Dansk Erhverv er en mindre organisation. Særligt i DI's forretningsudvalg og hovedbestyrelse mødes man med eliten i dansk erhvervsliv, og der kommer Brian Mikkelsen ikke ind," siger han.

Men Brian Mikkelsen har som øverste chef i Dansk Erhverv mindsket forskellen, vurderer forskeren.  

"Brian Mikkelsens netværk er tættere på Lars Sandahl Sørensens, end forskellen mellem DI og Dansk Erhvervs topchefernes netværk tidligere har været. Det er nok fordi, at Dansk Erhverv gerne vil udfordre DI en smule mere, hvilket kan skyldes, at DI står med nogle udfordringer i forhold til den grønne omstilling," siger Christoph Houman Ellersgaard.

Han fremhæver vindmøllemastodonten Vestas' skifte fra DI til Dansk Erhverv som eksempel.

"Vestas er noget af det mest industriagtige, som vi har i Danmark. DI’s udfordring er, at man har Aalborg Portland, Arla, Danish Crown og landbruget som medlemmer. A.P. Møller-Mærsk er også centralt placeret i DI. Det vil sige, at mest forurenende industrier er centralt placeret," siger han og henviser til, at Danmarks største virksomhed i oktober meldte sig ind i DI

"Det giver manøvrerum for Dansk Erhverv, der tydeligere er blevet en udfordrer for DI. Det er netværket en indikation på, men når det er sagt, har DI stadig stemmeflertallet i Dansk Arbejdsgiverforening."

DI er Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation med over 19.000 medlemsvirksomheder, mens Dansk Erhverv repræsenterer omkring 18.000 medlemmer.

Derfor påpeger CBS-forskeren, at de to erhvervsbosser oftest har fællesinteresser, hvilket også afspejles i, at der er et betydeligt antal personer, der går igen i de to erhvervsbossers respektive netværk.

Udover Claus Jensen er de mest fremtrædende personer Jacob Holbraad, topchef i Dansk Arbejdsgiverforening, HK's forbundsformand Anja C. Jensen og Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand i Dansk El-Forbund, der alle er forbundet med henholdsvis Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsen gennem mindst to organisationer eller bestyrelser.

"Det understreger, at det her er en lille klub, hvor man mødes med de samme mennesker igen og igen. Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsen er også nøglepersoner i hinandens netværk. Det er en venskabelig rivalisering," siger Christoph Houman Ellersgaard.

Undrer sig over manglende tilstedeværelse i Det Økonomiske Råd

Ét sted glimrer fraværet af Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsen dog, ifølge Christoph Houman Ellersgaard.

"Det undrer mig, at de ikke sidder med i Det Økonomiske Råd," siger han.

"Det et af de absolut vigtigste mødesteder i Danmark, fordi der kommer så mange vigtige folk," lød forskerens beskrivelse til Altinget i marts. 

Både DI og Dansk Erhverv er repræsenteret blandt rådets medlemmer, men for DI er der tale om organisationens politiske direktør, Emil Fannikke Kiær, mens Morten Langager, direktør for politik, analyse og kommunikation, repræsenterer Dansk Erhverv. 

"Det er tankevækkende, for traditionelt set sender man sin højst placerede person i sådan nogle sammenhænge, for man kan ikke sende nogle, der skal hjem og spørge om lov bagefter. Det føles også som en nedvurdering af dem, der ellers sidder i rådet, at man ikke sender sin øverste leder," siger Christoph Houman Ellersgaard.

Den udlægning afvises dog af Dansk Erhverv. 

Erhvervsorganisationen oplyser, at Morten Langager har ansvaret for Dansk Erhvervs politiske arbejde samt ansvaret for organisations analyseafdeling, der blandt andet beskæftiger sig med nationaløkonomi.

"Han har det fulde mandat fra Dansk Erhverv. Der er flere organisationer, som er repræsenteret ved den ansvarlige for det pågældende stofområde i organisationen," lyder det i en skriftlig kommentar. 

DI oplyser, at erhvervsorganisationen næsten har fordoblet sit medlemstal over de seneste fem år. 

"Antallet af repræsentationer er ligeledes steget. Den administrerende direktør kan rent praktisk ikke repræsentere DI alle steder, og i tilfældet Det Økonomiske Råd har DI i en årrække deltaget meget kompetent ved sin politiske direktør," lyder det i en skriftlig kommentar.

Forsker: Blandt de mest magtfulde

Christoph Houman Ellersgaard slutter af med at understrege, selvom Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsens netværk ikke er helt lige så omfattende som Claus Jensens, råder de hver især over et af de mest magtfulde netværk i Danmark.

Det skyldes både antallet af poster, men også de personer og organisationer, som netværket giver dem adgang til, ifølge forskeren.

"Der ligger noget konkret magt i deres netværk. Hvis man eksempelvis sidder i ATP, bestemmer man jo, hvordan en masse midler investeres, så det er et eksempel på direkte indflydelse. Så er der flere udvalg som Grønt Erhvervsforum, hvor man rådgiver regeringen. På den måde kan sætte dagsordenen i de her organisationer, og man finder også ud af, hvor de andre organisationer står, som man får adgang til gennem de her udvalg," siger han.

{{toplink}}

,

Forrige artikel Alle medarbejdere i regionerne får ret til fuld tid Alle medarbejdere i regionerne får ret til fuld tid Næste artikel Chef stopper efter to måneder i kølvandet på mobbesag i kristen ngo Chef stopper efter to måneder i kølvandet på mobbesag i kristen ngo