Her er aftalen om demokratiske virksomheder

Der er landet en bred politisk aftale, som skal sikre bedre vilkår for demokratiske virksomheder. Altinget samler overblik over aftalen, som indeholder ganske få justeringer i forhold til det aftaleudkast, som Altinget erfarede i begyndelsen af november.

Som Altinget erfarede torsdag har regeringen nu landet en bred aftale om bedre vilkår for demokratiske virksomheder.

Udover de tre regeringspartier står SF, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Danmarksdemokraterne, Radikale, Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti bag aftalen, som har en økonomisk ramme på 22 millioner kroner frem mod 2026. 

Dermed støtter alle Folketingets partier aftalen. 

I begyndelsen af november erfarede Altinget regeringens udkast til en aftale på området, og der er ganske få justeringer til udkastet i den endelige aftale. 

Aftalen har fået tilføjet et punkt, som skal sikre bedre mulighed for grøn omstilling i andelsselskaber

Derudover er der flyttet 100.000 kroner fra den virksomhedsrettede vejledningsindsats til det midlertidige udvalg for ledelse af demokratiske virksomheder i forhold til det udkast til en aftale.

Det betyder, at der nu afsættes 2,3 millioner kroner til en virksomhedsrettet vejledningsindsats, mens der prioriteres 4,7 millioner kroner til et midlertidigt udvalg for god ledelse af demokratiske virksomheder.

"Demokratiske virksomheder er en integreret del af det danske samfund, og det er vigtigt, at vi igen får sat skub i en positiv udvikling for disse virksomhedsformer," lyder det i en kommentar fra erhvervsminister Morten Bødskov (S), der fortsætter: 

"Derfor er jeg glad for, at vi med aftalen forbedrer vilkårene og kendskabet til de forskellige demokratiske ejerskabsformer. Danmark skal også i fremtiden være hjemsted for demokratiske virksomheder, og i dag tager vi et skridt i den retning."

Altinget har samlet et overblik over aftalens indhold.

2,3 millioner kroner til virksomhedsrettet vejledningsindsats 

Der igangsættes en styrket informations- og vejledningsindsats om demokratiske virksomheder i samarbejde med centrale aktører i erhvervsfremmesystemet, herunder erhvervshusene, den lokale erhvervsservice og Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Indsatsen har til formål at sikre, at flere iværksættere og virksomhedsejere bliver bekendt med de særlige muligheder, der ligger i at etablere eller omdanne deres virksomhed til en demokratisk virksomhed.

Det afsættes der 2,4 millioner kroner til initiativet i perioden fra 2023 til 2026.

Beløbet er faldet med 100.000 kroner i forhold til det udkast til en aftale, som Altinget erfarede i begyndelsen af november.

9,9 millioner kroner til Fonden for Entreprenørskab

Fonden for Entreprenørskab får 9,9 millioner kroner frem mod 2026. 

Opgaven er at udbrede kendskabet til demokratiske virksomheder i uddannelsessystemet gennem en systematisk videnformidling på uddannelsesinstitutionerne.

Fonden for Entreprenørskab skal derfor udarbejde undervisningsmateriale målrettet relevante erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser og grundskoler

1,5 millioner kroner til tættere samarbejde

Der etableres et samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen, erhvervshusene, centrale brancheorganisationer og andre relevante aktører om at finde hensigtsmæssige platforme for dialog med private rådgivere, investorer og pengeinstitutter.

Konkret foreslås det, at Erhvervsstyrelsen udarbejder en vejledning og i forlængelse heraf afholder dialogmøder for rådgivere.

Der afsættes 1,5 millioner kroner til initiativet fra 2024 til 2026. 

Mulighed for medarbejdereje skal tydeliggøres

Muligheden for medarbejdereje i andelsselskaber med begrænset ansvar (A.M.B.A'er) og foreninger med begrænset ansvar (F.M.B.A.'er) skal tydeliggøres i erhvervsvirksomhedsloven, lyder det.

Der afsættes ingen penge til initiativet. 

1,2 millioner kroner til bedre mulighed for omdannelse

Der skal skabes mulighed for selskabsretlig omdannelse fra fra anparts- og aktieselskab til andelsselskab- eller F.M.B.A. og fra andelsselskab- og F.M.B.A. til anpartsselskab.

Eksisterende S.M.B.A.’er vil også kunne omdanne sig til anpartsselskaber.

Det vil regeringen afsætte 1,2 millioner kroner til fra 2024 til 2026 til initiativet.

Initiativet kræver ændring af erhvervsvirksomhedsloven og selskabsloven.

Mulighed for passive investorer i A.M.B.A og F.M.B.A.

Der skal indføres mulighed for, at op til 30 procent af deltagerne i A.M.B.A.’er og F.M.B.A.’er kan være passive investorer.

Muligheden for passive investorer vil også kunne anvendes af eksisterende S.M.B.A.’er.

Initiativet kræver en ændring af erhvervsvirksomhedsloven.

Der afsættes ingen penge til initiativet. 

Bedre finansieringsmuligheder

Der igangsættes initiativer, som forbedrer kendskabet til demokratiske virksomhedsformer hos pengeinstitutter, brancheorganisationer og Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Der afsættes ingen penge til initiativet. 

4,7 millioner kroner til udvalg for god ledelse

Fra 2024 til 2026 afsættes der 4,7 millioner kroner til et midlertidigt udvalg for god ledelse af demokratiske virksomheder, som udarbejder anbefalinger for god ledelse hos disse typer af virksomheder.

Beløbet er vokset med 100.000 kroner i forhold til det udkast til en aftale, som Altinget erfarede i begyndelsen af november.

Initiativet har til hensigt at sætte god ledelse på dagsordenen og give demokratiske virksomheder et målrettet værktøj og inspiration til at indrette sig optimalt for virksomheden.

Forbedrede kommunikationsmuligheder

Muligheden for medlemskommunikation hos omdannede tidligere finansielle virksomheder skal forbedres.

Initiativet indebærer en lempelse af, hvornår de underliggende finansielle virksomheder får mulighed for at dele sædvanlige kundeoplysninger med modervirksomheden, forudsat at oplysningerne anvendes til meddelelser, der omhandler medlemskabet og de dertilhørende demokratiske rettigheder og ikke anvendes til for eksempel markedsføring.

Initiativet kræver ændring af lov om finansiel virksomhed.

Der afsættes ingen penge til initiativet. 

2,4 millioner kroner til bedre mulighed for aktiv sikring

A.M.B.A.’er og F.M.B.A.’er får frivilligt mulighed for at henlægge en bestemt procentdel af virksomhedens overskud og/eller formue til en bunden reserve og blive underlagt et tilsyn, hvor der føres tilsyn med den bundne reserve og vedtægtsbestemmelsen om opløsning af virksomheden.

Muligheden for aktivsikring vil kunne anvendes af eksisterende S.M.B.A.’er.

Der vil ikke være tale om tilsyn med virksomhedens forretningsmæssige dispositioner.

Der afsættes 2,4 millioner kroner til initiativet alt fra 2024 til 2026.

Initiativet kræver en ændring af erhvervsvirksomhedsloven.

Bedre mulighed for grøn omstilling i andelsselskaber

Aftalepartierne vil undersøge, om det er hensigtsmæssigt, at andelsbeskattede virksomheder skal kunne opgøre deres indtægter fra salg af el separat og blive selskabsbeskattet heraf, mens den øvrige del af virksomhedernes indtægt fortsat andelsbeskattes.

Initiativet kan medføre en række udfordringer af skatteretlig karakter i relation til afgrænsningen mellem andelsbeskattede aktiviteter og selskabsbeskattet el-virksomhed.

Aftalepartierne er enige om, at udfordringerne undersøges nærmere af Skatteministeriet i dialog med relevante interessenter.

Dette er nyt punkt i forhold til det aftaleudkast, som Altinget erfarede i begyndelsen af november, men der afsættes en penge til initiativet.

Fokus på generationsskifter 

"Partierne anerkender anbefaling om model for generationsskifte til medarbejdereje som foreslået af ekspertarbejdsgruppen for demokratiske virksomheder. Partierne noterer sig, at forslaget ikke kan finansieres inden for rammen af denne aftale," lyder det her i aftaleteksten. 

Videre proces og aftalens karakter

Aftalen er en stemmeaftale.

På baggrund af aftalen vil regeringen forventeligt i løbet af denne folketingssamling fremsætte de relevante lovforslag.

Regeringen vil endvidere hurtigt igangsætte arbejdet med de nødvendige aktstykker for udmøntning af midler afsat på aftale om finansloven for 2023.

Forrige artikel Nu bliver kontroversielt EU-direktiv om mindsteløn implementeret Nu bliver kontroversielt EU-direktiv om mindsteløn implementeret Næste artikel Skattechef i Dansk Erhverv: Jeg tror ikke, 50.000 børn lever i det, jeg vil kalde fattigdom. Hvis jeg så nogen, ville jeg vide det Skattechef i Dansk Erhverv: Jeg tror ikke, 50.000 børn lever i det, jeg vil kalde fattigdom. Hvis jeg så nogen, ville jeg vide det