Fysioterapeuter: Indfør aktivitet på arbejdspladsen nu

REPLIK: Prisen for muskel- og ledskader er høj, og derfor skal der gøres en indsats for at indføre træning som en del af hverdagen på arbejdspladsen, skriver Danske Fysioterapeuter.

Af Tina Lambrecht
Formand i Danske Fysioterapeuter

Skader i muskler og led er en enorm belastning for dem, der bliver ramt af dem, ligesom de koster arbejdsgiverne, pensionsselskaberne og staten milliarder af kroner. Det er en udfordring, som vi i Danske Fysioterapeuter længe har ønsket mere fokus på.

Derfor blev jeg overordentligt glad, da jeg hørte, at LO, DA, Håndværksrådet, 3F, FOA, PenSam og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er gået sammen med Sundhedsstyrelsen om at sætte fokus på området.

I det fælles opråb, som man kunne læse i Altinget 26. september, sætter parterne fingeren på alle de ømme punkter. Omkostningerne ved skaderne i muskler og led bliver nøje beskrevet, ulighedsproblematikken, der også gør sig gældende på dette område, bliver berørt, og mulighederne for at forebygge og det videnskabelige grundlag for, hvad der virker, bliver omtalt.

Det er rigtigt godt og positivt.

Der skal handles
Parterne peger også på, at fysisk træning på arbejdspladsen er en oplagt måde at sikre, at medarbejderne har kapaciteten til at løse deres arbejdsopgaver. En træning, der i øvrigt har potentialet til at reducere smerter, løfte velværet, livskvaliteten og fællesskabet på arbejdspladsen.

Nu udestår blot den svære del. Nemlig at få introduceret fysisk træning som en helt naturlig del af hverdagen på de danske arbejdspladser. Parterne lægger op til, at alle kan være med til at tage et initiativ på området.

Derfor vil jeg gerne slå fast, at vi fysioterapeuter står klar til at hjælpe arbejdsgivere såvel som lønmodtagere, som ønsker at introducere træning på arbejdspladsen, med at sikre, at træningen får den rette kvalitet og effekt. Til gavn for den enkelte, familien, arbejdspladsen og samfundet.

Forrige artikel 3F: Nu er der tredobbelt gevinst på en lærling 3F: Nu er der tredobbelt gevinst på en lærling Næste artikel Debat: Finansieringen af KLAPjob skal sikres Debat: Finansieringen af KLAPjob skal sikres