Frie Funktionærer: Den danske model bør sendes på pension

Af Jørgen G. Jørgensen
Formand for Frie Funktionærer

Begrebet den danske model hives ofte frem af både politikere, meningsdannere og medier som et eksempel på noget positivt og helt unikt for vores land. Men sandheden er, at vores måde at strukturere arbejdsmarkedet på er forældet.

Modellen er på alt for mange områder tilpasset et arbejdsmarked fra det forrige århundrede, og der er en lang række udfordringer, den simpelthen ikke kan løse. I bedste fald dækker den en del af arbejdsmarkedet, men langt fra det hele. Derfor er det måske på tide at omdøbe frasen til ’den gamle model’ og i stedet fokusere på at indrette vores arbejdsmarked til fremtiden.

Mangelfuld model
For vi står midt i og over for nogle helt grundlæggende strukturelle forandringer i den måde, vi er ansat eller arbejdsgiver på. For det første sætter den stigende EU-regulering den hidtidige model under pres. Det gælder for eksempel direktiverne om arbejdstid og ansættelsesbevis.

Dertil kommer udviklingen med flere og flere ansatte på individuelle vilkår. Det ses både med de omkring en halv million lønmodtagere, der har meldt sig ind i en moderne og partipolitisk uafhængig fagforening, hvis fokus ikke er på de kollektive overenskomster, og dertil kommer mindst en anden halv million, der slet ikke er medlem af hverken en fagforening eller a-kasse.

Modellen kan heller ikke løse problemerne med social dumping på de områder, hvor der ikke er overenskomster. For at det skal ske, er det nødvendigt at give myndighederne nye værktøjer for eksempel i form af lovbestemt mindsteløn, og i virkeligheden er der efterhånden også lavet så mange love til regulering af forskellige dele af arbejdslivet, at det er en illusion, at det regulerer sig selv. Blandt andet derfor er den gamle model alt i alt en mere passende betegnelse til den måde, vi – siden september-forliget i 1899 og indtil nu – har indrettet det danske arbejdsmarked på.

Nogle levedygtige målsætninger
Dermed ikke sagt, at det ikke er vigtigt at holde fast i nogle af de punkter, som den gamle model har rod i, for mange af de overordnede målsætninger er stadig levedygtige. Det handler for eksempel om den høje grad af organisering, værktøjerne til at løse konflikter mellem ansatte og virksomheder og fokus på et kontinuerligt samspil mellem arbejdsmarkedet og det politiske system. Det er bare ikke længere nok.

I dag afspejler løn- og ansættelsesvilkår sjældent styrkeforholdet mellem arbejdsgiver og ansat, men snarere lønmodtagerens kompetencer og virksomhedens konkurrenceevne. Derfor skal den moderne model til regulering af arbejdsmarkedet også have fokus på at sikre den enkelte ansatte og beskytte individet. I dette synspunkt indgår også, at arbejdsgivere konkurrerer om gode medarbejdere og dermed har stor interesse i at skabe gode arbejdspladser.

Mere lovgivning i stedet
Så i stedet for den gamle model foreslår vi en ny løsning, hvor lovgivning er vejen frem. Allerhelst samlet ét sted, som omhandler alle dele af det moderne arbejdsliv og regulerer alt fra både minimumsløn til rettigheder under barsel og opsigelsesvarsel for alle.

Det er et ansvar, de danske politikere skal påtage sig, men som med fordel også bør bredes ud til fælles aftaler på tværs af landegrænserne i EU. Det er også langt mere demokratisk, at det er Folketinget og ikke private organisationer, der fastsætter reglerne – det er jo i alle andre sammenhænge forskellen mellem en bananrepublik og et civiliseret retssamfund.

debat@altinget.dk