Fra studiejob til chef for 600 embedsfolk

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

”Og hvad er så dine erfaringer med ledelse,” spørger chefen kandidaten til det nye, spændende lederjob. Det vil sige – det gør chefen ikke, hvis denne er statsminister og skal hyre nye ministre. ”God ledelse” er et mantra på de fleste arbejdspladser, og der spenderes formuer på ledelseskurser i strategi, udvikling og samarbejde. Som minister er din erfaring med ledelse uvæsentlig, når du udnævnes.

Det er en af pointerne i en ny bog, 'Ministerledelse', hvor en række tidligere ministre fortæller om deres ledelseserfaringer som – netop - ministre. Antologien er redigeret af tidligere minister Pia Gjellerup på Handelshøjskolens Forlag og giver et interessant blik ind i ministerens arbejdsrum.

Rikke Hvilshøj, V-integrationsminister under Anders Fogh Rasmussen, havde 600 mennesker i sin stald. Alligevel var ”ledelse” ikke noget, hun nogensinde talte med statsministeren om. ”Ej heller var det på noget tidspunkt et tema, når regeringen var samlet,” skriver Hvilshøj. Hendes erhvervserfaring, før hun kom i Folketinget, bestod i studenterjobs hos McDonalds og Synoptik – ikke erfaring, der på andre arbejdspladser ville lede til direktionsgangen.

I 'Håndbog for statsministre' fra 2006 gennemgår vi toppolitikerens fem ledelsesdyder: Du skal have en vision, kunne skabe resultater, kunne samarbejde, kunne kommunikere og – for den eminente etter – også aktivt arbejde med dit personlige lederskab. ”Kommunikation”, erkender Hvilshøj modigt i bogen, var ikke hendes stærkeste side. Til gengæld skabte hun ”resultater” trods vanskelige forhandlingsforløb.

”Samarbejde” er den lederdyd, tidligere socialdemokratisk boligminister Ole Løvig Simonsen, lægger mest vægt på i sit bidrag. Da Simonsen i 1994 blev udnævnt af Poul Nyrup Rasmussen, var han allerede en erfaren herre på knap 50, uddannet lærer med lang erfaring som ungdomsskoleinspektør og en karriere i kooperationen bag sig. Han havde været i Folketinget i over ti år, da han blev minister, herunder gruppeformand - altså en del ledelseskilometer i benene. Han havde lært ét og andet undervejs og kastede sig som ny minister straks over det med relationerne, for ham det helt afgørende i ledelsesjobbet: Plej ordførerne ovre i Folketinget, indkald til hyggelige baggrundsmøder og studieture – og husk selv som travl minister at passe Folketinget, inklusive de ansatte i Tinget.

Corydon og Thorning sprang over
Også nyligt afdøde Palle Simonsen, konservativ social- og finansminister under Poul Schlüter, lægger vægt på ledelsesevnen ”samarbejde”. Hans metode var et utal af sofamøder, der skulle skabe tillid – for siden at danne grundlag for ”resultater”. 1980’ernes langsigtede aftale om arbejdsmarkedspensioner lykkedes ifølge Palle Simonsen kun via bred tillid mellem parterne – herunder LO - opbygget over mange sofamøder.

Kunne finansminister Bjarne Corydon have brugt Simonsens & Simonsens ledelsestrick med hyggesnak over masser af latte eller øko-øl til at opbygge de nødvendige relationer til for eksempel Enhedslisten? Det er et af de spørgsmål, man må stille i forhold til den nuværende regerings ledelsesstrategi. Statsminister Helle Thorning-Schmidt er - som Corydon - sprunget over den traditionelle hjemlige politikerkarriere, der indledes med nogle år som back bencher. Hvor kedsommelig sådan en begyndelse end kan forekomme nutidens karrierekaravane, skaber den ofte tillidsfulde relationer på kryds og tværs, der siden kan nyttiggøres i forhold til lederevnen ”samarbejde”, i hvert fald på nationalt plan.

Ledelse uden om departementschefen
Forholdet til embedsværket fylder ganske meget i ministererindringerne, ofte på en måde, der fremstiller ministeren som den hårde negl, der skærer igennem over for umusikalske stabe. Løvig Simonsen har ikke meget godt at sige om Boligministeriets ledelse, og også Palle Simonsen beretter om kontroverser om retten til at sætte holdet rundt om ministeren. Ligeledes beskriver tidligere S-minister Karl Hjortnæs ganske muntert sit elendige forhold til en departementschef. Hjortnæs gjorde kort proces og organiserede sig i stedet uformelt med andre rådgivere, mens luften mellem minister og departementschef frøs til is. Hvilshøj beskriver derimod et tillidsfuldt samarbejde med departementschef Claes Nilas.

Interessant er det derfor, at samme Hvilshøj, ligesom Gjellerup og Løvig, afslutningsvis i bogen argumenterer for, at personlige rådgivere – uden om systemet - er afgørende for at kunne lykkes med lederjobbet.

Palle Simonsen, Jens Kampmann, Hjortnæs, Laurits Tørnæs og Niels Helveg Petersen fastholder derimod, at det klassiske, neutrale embedsværk bør stå alene – hvis ellers departementschefen er kapabel. En noget teoretisk konklusion måske, i og med at alle ministre længe har udnyttet muligheden for at ansætte mellem en og tre personlige rådgivere, og at udviklingen p.t. ikke ser ud til at gå mod færre rådgivere.

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også www.hegelundmose.dk.