Foreninger: Oprust indsats for psykisk sårbare fleksjobbere

Af Søren Carøe og Hanne Rasmussen
Næstformand i Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet og sekretariatsleder i Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere

Jobcentrenes fleksjobambassadører har tilsyneladende svært ved at hjælpe psykisk sårbare fleksjobbere med at få et job. Det fremgår af en undersøgelse, som Psykiatrifonden har offentliggjort for nylig, men det behøver ikke være så svært.

Psykiatrifondens undersøgelse baseres på 167 besvarelser blandt kommunernes fleksjobambassadører, som kom til i kølvandet på den nu to år gamle førtidspensionsreform. 

De fik til opgave at bane vej til arbejdsmarkedet for ledige fleksjobbere gennem opsøgende og oplysende arbejde over for virksomhederne. 

Fleksjobambassadørerne er ifølge projektleder Trine Lund, Psykiatrifonden, en broget flok, som ikke nødvendigvis har en socialfaglig baggrund. De har dog ifølge projektlederen deltaget i et todages kursus. 

Ifølge undersøgelsen giver 54 procent af fleksjobambassadørerne udtryk for, at de ved for lidt om psykiske lidelser. Og det er især denne oplysning, som har vakt opsigt. 

Noget mere upåagtet er en anden vigtig oplysning, nemlig at lidt flere - 56 procent - også efterlyser råd om, hvordan de skal præsentere en ledig med psykiske problemer over for virksomhederne. 

Vi har altså at gøre med fleksjobambassadører, der i stort tal tilkendegiver, at de er blevet sluppet løs på virksomhederne uden tilstrækkelig indsigt i psykiske lidelser og uden egentlig at vide, hvad de skal sige eller mene, når og hvis det lykkes for dem at få en arbejdsgiver i tale.

Afgørende med aktive ambassadører
Som det er nævnt i debatten, kan man ved hjælp af relevant og relativ kortvarig opkvalificering få god viden om psykiske lidelser, og hvordan de kommer til udtryk. Man behøver ikke at være psykolog eller psykiater.  

Det er straks sværere, hvis en stor del af de mennesker, der er ansat som fleksjobambassadører, er bange for at banke på døren til virksomhederne. De skal jo kunne lide at åbne døre! Og de skal være vedholdende - også når de får nej første, anden og tredje gang, de viser sig på en arbejdsplads for at få en dialog i gang. 

Det fremgår jo af lovgivningen, at jobcentrene også har til opgave at servicere private og offentlige arbejdsgivere, der søger arbejdskraft. Det krav er blevet skærpet. 

Der har imidlertid ikke været tradition for at ansætte jobcentermedarbejdere med viden om eller interesse for virksomheder. Derfor har mange kommuner store udfordringer med at ændre organisationskulturen, og det sker ikke fra den ene dag til den anden. 

I den forbindelse kan kommunerne jo vælge at prioritere fleksjobambassadørerne og ledige fleksjobbere med psykiske lidelser som en strategisk satsning. 

Det vil selvfølgelig stille krav både til den måde, som arbejdet bliver organiseret på i jobcentret og til den opsøgende og oplysende indsats over for virksomhederne. 

Fra jobcenter til rekrutteringscenter
Her er der god hjælp at hente i et inspirationskatalog, som Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats (CABI) har udgivet. 

Kataloget hedder ”Samarbejde med små virksomheder om udsatte ledige”, og det fortæller med gode eksempler, hvordan en række kommuner og jobcentre har bistået udsatte ledige med at få et job ved at satse systematisk på et tæt samarbejde med virksomheder i lokalområdet. 

Eksemplerne viser, hvordan jobcentrene kan opbygge og udvikle et samarbejde med især små og mellemstore virksomheder trin for trin og over tid få status som ikke blot et jobcenter, men det foretrukne rekrutteringscenter - også når det gælder mennesker, som har andre problemer end ledighed. 

Samarbejdet har den sidegevinst, at kommunerne får styrket platformen for det erhvervspolitiske arbejde, som der er stigende opmærksomhed om i disse år. 

Og så tyder Psykiatrifondens undersøgelse på, at jobcentrene skal rekruttere fleksjobambassadører, der betragter virksomhedsopsøgende arbejde som en kærkommen udfordring og ikke en trussel. 

Viden er vejen frem
Om de kommunale medarbejdere kalder sig fleksjobambassadører, jobmentorer eller virksomhedskonsulenter, kommer ud på ét, når blot de ved, hvad de har at byde på, og hvordan deres tilbud hænger sammen med virksomhedernes behov og bundlinje. 

Den ideelle profil på en fleksjobambassadør må derfor være en person, som kombinerer socialfaglig viden, indsigt i psykiske lidelser og talent for virksomhedsopsøgende arbejde. 

Nemt er det ikke, og derfor er det som nævnt så meget desto vigtigere at organisere indsatsen i jobcentret, så fleksjobambassadørerne kan trække på flere kompetencer i et kollegialt samarbejde. 

Pointen er: Vi har den viden, der skal til for at bane vej til arbejdsmarkedet for ledige fleksjobbere med psykiske problemer. Lad os komme i gang! 

debat@altinget.dk