Flere praktikpladser - sociale klausuler er ikke svaret
DEBAT: At tvinge private virksomheder til at indgå uddannelsesaftaler har været højt på dagsordenen under valgkampen. Men kradser man lidt i overfladen, opdager man, at sociale klausuler har en stor og bred slagside, og at der findes andre alternativer, skriver Louise Pihl fra Dansk Byggeri.
arbejdsmarkedschef i Dansk Byggeri
Mange unge mangler praktikpladser for at færdiggøre deres drømmeuddannelse i deres lokalområde. Men Folketinget har allerede for længst indført en uddannelsesgaranti for alle, der er i gang med en erhvervsuddannelse. De har mulighed for at færdiggøre uddannelsen - enten i skolepraktik, ved at flytte til en anden by eller skifte til en beslægtet uddannelse.
Så når politikere og fagbevægelsen taler om, at op mod 10.000 unge ikke kan gøre deres uddannelse færdig, fordi de ikke kan få en praktikplads, og at der derfor skal indføres sociale klausuler, så er det ude af trit med virkeligheden.
Sociale klausuler
Sociale klausuler tvinger virksomheder til fx at indgå uddannelsesaftaler med erhvervsskoleelever. Tvang er ikke konstruktivt, når det handler om at give unge mennesker mulighed for uddannelse, eller folk på kanten af arbejdsmarkedet en chance. Såvel lærlinge som ledige får det bedste afsæt for at udvikle sig og få fast tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis det foregår i virksomheder, der spiller frivilligt med. Og alt taler for, at virksomhederne i byggebranchen spiller positivt med, når bare der er byggeaktivitet til det.
Desuden er sociale klausuler ufleksible, for de knytter sig til en konkret opgave. Det vil sige, at eleven skal anvendes på den vundne opgave. Lærlingen kan ikke bare anvendes på de opgaver, hvor det passer virksomheden bedst, eller hvor lærlingen lærer mest. Hvor skal virksomheden så beskæftige den elev, de havde i forvejen?
I dag indgår virksomhederne uddannelsesaftaler, som varer hele uddannelsens længde. Eleven gennemgår faglig progression og bliver sat til forskellige opgaver, og får på den måde også bredde i sin uddannelse. Sociale klausuler er mange skridt væk fra denne måde at uddanne på. Når uddannelsesaftaler knyttes til bestemte udbud, så knyttes lærlingen også til et bestemt udbud. Så tømrerlærlingen har en uddannelsesaftale, hvor han i fire måneder skal være med til at sætte gipslofter op i nye ældreboliger. Efter de fire måneder er han tilbage på skolen - uden en praktikplads. For opgaven er færdig.
Kontraproduktive klausuler
Sociale klausuler, der stiller krav om ansættelse af nye lærlinge, kan være direkte kontraproduktive. De kan føre til, at virksomhederne venter med at tage lærling, til de vinder en opgave, hvor der er tilknyttet en social klausul. Derved ødelægger man det almindelige uddannelsesflow i virksomhederne, hvor man løbende tager lærlinge ind i fulde forløb.
I stedet bliver virksomhederne tilskyndet til at tage lærlinge i korte aftaler eller delaftaler, så de kan tage en ny lærling i forbindelse med næste udbud. Det ødelægger erhvervsuddannelserne, og gør den enkelte lærlings uddannelsesforløb meget omskifteligt og utrygt, da lærlingen risikerer at ryge ind og ud af skolepraktik mellem korte aftaler i forskellige virksomheder.
Herudover er sociale klausuler bureaukratiske. Det kræver stor juridisk kompetence at udforme sociale klausuler korrekt, og det kræver minutiøs kontrol at sikre, at virksomheden lever op til kravet i den sociale klausul. Alt sammen opgaver, der påfører bygherren udgifter og virksomhederne administrative byrder. Og som i sidste ende forringer vores konkurrenceevne og gør varen dyrere for forbrugerne.
Prøv arbejdsmarked gratis i 14 dage
- Artikler
- Debat
- Politisk kalender
- Spørgsmål og svar
