FH og skolelederne: I bruger den danske model som trojansk hest

REPLIK: Lederne angriber i et debatindlæg den danske model under dække af at ville lovprise ny medarbejder- og kompetencestyrelse, mener FH og Skolelederforeningen.

Af Bente Sorgenfrey og Claus Hjortdal
Næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation, og formand, Skolelederforeningen

Direktøren for Ledernes Hovedorganisation, Henrik Mortensen, har skrevet et løjerligt debatindlæg i Atlinget.

Under dække af at ville lovprise den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse begav Lederne sig ud i et angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel.

Hos Lederforum i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) opfatter vi Henrik Mortensens indlæg som et dårligt maskeret forsøg på medlemshvervning.

Vil blæse på menneskerettigheder
Men lad os starte med det positive. Vi er enige i, at det er godt at rykke statens rolle som arbejdsgiver væk fra Finansministeriet og over i den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse i Skatteministeriet.

Men Ledernes Hovedorganisation går derefter hurtigt galt i byen. Deres hovedbudskab er, at de offentlige ledere er udfordret på loyalitet og ledelsesansvar. Kun fordi de er organiseret samme sted som deres medarbejdere. Og dette undergraver åbenbart den danske model.

Ledernes Hovedorganisation demonstrerer en ekstrem ringeagt for de selvsamme offentlige ledere, som de ønsker at organisere. Desuden vidner deres debatindlæg om en grundlæggende misforståelse af det danske arbejdsmarkeds organisering.

I dag står det enhver frit for at vælge fagforening. Det er garanteret af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men menneskerettigheder vil Lederne åbenbart blæse på. De ønsker i stedet at tvangsorganisere alle offentlige ledere.

Skal vi ikke lige skære det ud i pap, så også Lederne forstår det: Grundstenen i den danske model er, at de offentlige arbejdsgivere ikke blander sig i, hvordan arbejdstagerne organiserer sig.

Det har de aldrig gjort før – og det skal de heller ikke nu.

Vi betvivler ikke ledernes loyalitet
De offentlige ledere varetager i det daglige samarbejde med medarbejderne loyalt de opgaver, der i sidste ende kommer borgerne til gode.

Lederne kan godt adskille, at de er organiseret i fællesskaber, som både rummer deres medarbejdere – og også i Fagbevægelsens Hovedorganisation mange andre medarbejder- og ledergrupper. Og at de som ledere i det daglige er loyale over for arbejdsgiver adskilt fra deres fagforeningsvalg.

Vi betvivler ikke ledernes loyalitet eller professionalitet og mener, at den fagprofessionelle ledelse forudsætter et stærkt samarbejde mellem ledere og medarbejdere.

Netop samarbejdet har også vist sig at være enormt vigtigt, når der forhandles løn- og arbejdsvilkår. Det oplevede vi ved den truende storkonflikt i 2018.

Her var lønmodtagernes sammenhold – både de offentlige ledere og medarbejdere – afgørende for, at en omfattende storkonflikt blev afblæst.

Ledere sætter problemer på dagsordenen
I Lederforum er vi optaget af at forbedre ledernes rammer og vilkår, så de kan lede og løse opgaver i sidste ende til gavn for borgerne.

Derfor bidrager vi konstruktivt til eksempelvis regeringens initiativer om afbureaukratisering.

De offentlige ledere og medarbejdere i FH sætter sammen udfordringer og problemstillinger på dagsordenen.

Og det vil vi også gøre i det kommende samarbejde med den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse.

Ved at være organiseret i FH sammen med medarbejderne opnår lederne en indflydelse, der rækker langt ud over det, som Henrik Mortensen og Ledernes Hovedorganisation kan tilbyde.

Forrige artikel Cepos: Problemet med fattigdom i Danmark er kraftigt overvurderet Cepos: Problemet med fattigdom i Danmark er kraftigt overvurderet Næste artikel AMU-chefer: Trepartsaftale har ikke givet lavtuddannede bedre muligheder AMU-chefer: Trepartsaftale har ikke givet lavtuddannede bedre muligheder