Faglige Seniorer: Nyt videnscenter skal punktere myterne om seniorarbejdsmarkedet

Vi skal aflive de myter og fordomme, der hersker om ældre medarbejdere. I stedet skal de ældres ressourcer og udviklingsmuligheder i arbejdslivet i fokus, og virksomhedernes seniorpolitiske værktøjer skal styrkes, skriver Palle Smed.

En række forskningsprojekter har i de senere år kortlagt seniorarbejdslivet. Projekt Seniorarbejdsliv er det mest omfattende. Resultaterne er spændende, men også skræmmende. Alt for få virksomheder har en aktiv seniorpolitik og ofte er den ikke kommunikeret ud til medarbejderne.

Mange danske virksomheder er samtidig tilbageholdende med at ansætte seniorer. Mindre end en tredjedel af virksomhederne ansatte i 2020 mindst én +55-årig.

Samtidig frygter halvdelen af de ældre lønmodtagere, at de ikke kan fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen, fordi de ikke længere vil kunne klare arbejdet.

En nødvendig seniorpolitik

Så der er nok at tage fat på for det videncenter om seniorer på arbejdsmarkedet, der blev resultatet af det brede forlig om årets finanslov. 42 millioner kroner er der afsat over de næste 4 år.

Ideen, der blev båret ind til forhandlingsbordet af Dansk Folkeparti, er både god og rigtig. For selv om antallet af seniorer i arbejde er højere end nogensinde, er der fortsat brug for et skarpt fokus på seniorarbejdsmarkedet.

Den politiske aftale er inspireret af det norske ”Senter for Seniorpolitikk”, der blandt andet vejleder virksomhederne i at udvikle og styrke de seniorpolitiske værktøjer.

Mangel på værktøjer

I Faglige Seniorer har vi i lang tid arbejdet målrettet på at udvikle konkrete værktøjer til danske virksomheder. Og sammen med Østifterne har vi netop lanceret SeniorKlar, hvor vi over de næste fem år vil bruge tid og kræfter og 22,5 millioner kroner på at hjælpe både seniorer og virksomheder hen over knasterne på seniorarbejdsmarkedet.

En af udfordringerne er virksomhedernes mangel på seniorpolitiske værktøjer.


Kun 42 procent af danske arbejdspladser har en seniorpolitik. Mest udbredt på de offentlige arbejdspladser, hvor 70 procent fortæller, at de har en seniorpolitik, mens 62 procent af de private virksomheder svarer nej til spørgsmålet.

Og selv om der aldrig har været så mange seniorer i job, ser Faglige Seniorer et betydeligt større potentiale. Da den tidligere regering i 2022 besluttede at fjerne modregning i folkepensionen - både som følge af ægtefællens eller egen arbejdsindtægt - stillede vi et meget enkelt spørgsmål til medlemmerne:

Vil du overveje at arbejde mere, når modregningen bliver fjernet?

Bred motivation

4.343 seniorer over 60 år deltog i undersøgelsen. 50 procent svarer, at det vil få dem til at overveje at arbejde mere. 62 procent af dem, som er tæt på pensionsalderen, svarer, at de vil overveje at fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen. Og 25 procent af de pensionister, som har arbejde i dag, vil overveje at arbejde mere end i dag.

Der er med andre ord en klar og tydelig tendens blandt seniorerne. Hvis de når frem til målstregen, og helbredet og lysten fortsat er der, så er de i vid udstrækning parate til at give en hånd med.

Det nye videncenter kommer derfor som kaldet. Vi skal sætte fokus på de myter og fordomme om ældre medarbejdere og i stedet synliggøre de ældres ressourcer og udviklingsmuligheder i arbejdslivet og styrke virksomhedernes seniorpolitiske værktøjer.

Lad os komme i gang.

{{toplink}}

Forrige artikel Socialdemokratiet: Bare rolig Krifa, ingen knægter Grundloven Socialdemokratiet: Bare rolig Krifa, ingen knægter Grundloven Næste artikel Krifa til S: Lovtekst bør omfavne alle, men tildeler særrettigheder til nogle fagforeninger Krifa til S: Lovtekst bør omfavne alle, men tildeler særrettigheder til nogle fagforeninger