Fagforeningsfradraget betyder bedre vilkår

DEBAT: Regeringen indleder det nye folketingsår med en håndsrækning til fagbevægelsen. Skattelettelser til de solidariske skal styrke fællesskabet i fagforeningerne og er ikke bare lefleri for en stærk samarbejdspartner forud for et valg, skriver Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen.

Af Leif Lahn Jensen
Arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne

For kort tid siden åbnede statsministeren Folketinget for sidste gang i denne valgperiode. Lige som de foregående år, hvor Helle Thorning-Schmidt har stået på talerstolen første tirsdag i oktober, bliver det et år med arbejdstøjet på. 

Regeringens lovprogram viser det tydeligt. Vi har fremsat 182 lovforslag – præcis lige så mange som det første år, vi sad for bordenden. 

I et valgår kunne man ellers snildt forestille sig, at vores fokus ville ligge et andet sted. Men vi er trukket i arbejdstøjet, fordi kampen for et mere solidarisk samfund og et stærkt fællesskab fortsætter. Regeringens ambitioner er ikke ændrede. Vi skal skabe bedre velfærd og flere arbejdspladser gennem et stærkt og solidarisk fællesskab.

Et stærkt bånd mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen
I mine øjne er en grundsten i et stærkt og solidarisk fællesskab en stærk arbejderbevægelse. Og i min verden går arbejderbevægelsen på to ben: Socialdemokraterne og fagbevægelsen. 

Sammen har vi historisk sikret danskerne løn- og arbejdsvilkår, der har givet velstand, muligheder og tryghed for den enkelte lønmodtager. Lige fra dengang, man kæmpede for retten til en otte timers arbejdsdag for cirka 100 år siden, har båndet mellem fagbevægelsen og Socialdemokraterne skabt resultater.

Men arbejderbevægelsen er ikke kun historie. Selvom vi i dag står med nogle andre udfordringer på arbejdsmarkedet end dem, de kæmpede med for 100 siden, er målet det samme: Vi skal sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for danske lønmodtagere. 

Fællesskabet er vejen til tryghed
Det moderne arbejdsmarked, hvor vi har et tæt samarbejde mellem fagbevægelsen og Socialdemokraterne, har historisk set vist sig at være vejen til tryghed for den enkelte lønmodtager. Og den historie har regeringen taget med i sit arbejde. 

Vi har i fællesskab leveret rigtig mange vigtige resultater i samarbejde med fagbevægelsen på flere afgørende områder.

Sammen har vi styrket kampen mod social dumping for at sikre, at arbejde i Danmark udføres på danske løn- og arbejdsvilkår. Det har vi gjort med et krav om id-kort på byggepladser, øget brug af arbejdsklausuler og øget politiindsats, kontrol og højere bødestraf. Og som svar på presset fra udenlandsk løndumping har vi skærpede krav til registrering af udenlandske virksomheder, øget indsats over for ulovlig godstransport og en opstramning af greencardordningen.

Men det er ikke kun i kampen mod social dumping, at samarbejdet mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen har sat sit aftryk. Mens vi har været i regering, har vi haft massivt fokus på uddannelse, også i beskæftigelsesindsatsen. 

Derfor har vi lavet en erhvervsskolereform, der løfter kvaliteten i uddannelserne. Derfor har vi lavet en beskæftigelsesreform med fokus på opkvalificering i stedet for meningsløs aktivering. Og derfor har vi lavet en uddannelsespulje til ufaglært og faglærte ledige og afsat 2,6 milliarder kroner til en styrket indsats for flere praktikpladser.

Det er alt sammen initiativer, der er taget for at styrke det danske fællesskab og den danske model. 

Flere skal stå sammen
Vi vil gerne række hånden ud til fagbevægelsen og løse udfordringerne sammen, og det er netop, hvad vi har gjort, mens vi har været i regering. Onde borgerlige tunger vil nok ikke være sene til at karakterisere det som en foræring eller det, der er værre, og fred være med det. 

Vi tror på, at det, der har banet vejen til velstand og tryghed, har været en stærk faglig organisering og fokus på uddannelse. Derfor står vi ved, at vi i fællesskab med fagbevægelsen gør en forskel for danskernes tryghed.

Nu foreslår vi at fordoble fradraget på fagforeningskontingenter til 6.000 kroner i finansloven for det kommende år. Det gør vi, fordi ordentlige løn- og arbejdsvilkår ikke kommer af sig selv. Det kræver, at flere melder sig ind i en fagforening og står sammen om at kæmpe for bedre vilkår. 

Med forslaget vil et medlem af Dansk Metal for eksempel spare 900 kroner om året. 

Det stik modsatte skete i 2010, hvor Venstre og Dansk Folkeparti gik til angreb på fagbevægelsen og skar i fradraget på faglige kontingenter. Men det er den direkte vej til dårlige løn- og arbejdsvilkår. 

For fradraget betyder, at vi i fællesskab er med til at støtte, når lønmodtagerne melder sig ind i en fagforening. Og vi har brug for stærke fagforeninger til at gå forrest i kampen mod social dumping og til at sikre gode overenskomster for lønmodtagerne. 

Derfor foreslår vi, at fradraget bliver fordoblet. Det siger vi klart og ærligt, og det tror jeg også rigtig mange danskere er enige med mig i.

Skattelettelse til de solidariske
Jeg kan godt lide at betragte det som en ”solidaritetsskattelettelse”. En lettelse på omkostningerne for de mange danskere, der har valgt at være med til at skabe et stærkt, fagligt fællesskab.

Selvom vi har bevæget os ind i et valgår, handler det ikke om at give gaver til hverken fagbevægelsen eller dens medlemmer. 

En fordobling af fradraget på fagforeningskontingenter handler om at sikre, at det velfærdssamfund, vi har bygget op gennem over 100 år, helt siden dengang kampen handlede om en otte timers arbejdsdag, sikres, og at arbejde i Danmark foregår på danske løn- og arbejdsvilkår.

Det kæmper jeg og Socialdemokraterne for, og vi gør det uanset, om der i kalenderen står valgår eller ej.

Forrige artikel DA: Dagpengedebatten er på vildspor DA: Dagpengedebatten er på vildspor Næste artikel Læge: Stort behov for opgør med dansk sygemeldings-kultur Læge: Stort behov for opgør med dansk sygemeldings-kultur