Drama i Odense trak ud: LO og FTF danner ny hovedorganisation

SUPERFUSION: 650 delegerede har fredag formiddag stemt om fusion af LO og FTF. 389 ud af 400 LO-delegerede stemte ja, og 71 procent af FTF's delegerede gjorde det samme. Indrømmelser til 3F skabte intens debat på FTF-kongressen.

Det er en historisk dag for fagbevægelsen.

650 delegerede fra LO og FTF har siden fredag morgen været samlet i Odense for at afgøre, om de to hovedorganisationer skal slå sig sammen.

Spørgsmålet skulle afgøres med to tredjedeles flertal i begge hovedorganisationer. Men mens de delegerede fra LO var hurtige til at skride til afstemning, har det trukket ud i kongressalen, hvor FTF'erne er samlet.

Klokken 13.05 blev det officielt på Twitter, at Danmarks nye hovedorganisation er en realitet.

389 ud af 400 LO-delegerede stemte ja, og 71,4 procent blandt FTF's delegerede stemte ja.

Ophedet debat i FTF
Men mens formiddagen forløb roligt i LO-lejren, var der spænding til det sidste om afstemningen i FTF-lejren.

Det samlede resultat skulle efter planen være offentliggjort på et pressemøde klokken 12.30, men det stod hurtigt klart, at tilløbet til afstemning blandt de 250 FTF-delegerede har medført betydeligt mere drama end oprindeligt antaget.

Det er 3F's pludselige opbakning til fusionen, som har skabt ro i LO-lejren og krise i FTF.

Efter i lang tid at have anbefalet et nej til fusion vendte Danmarks største fagforbund nemlig på en tallerken efter et møde i hovedbestyrelsen torsdag.

Læs mere: 3F-hovedbestyrelse ombestemmer sig: Anbefaler ja til storfusion

Men det skete efter et forhandlingsforløb, hvor 3F har krævet ændringsforslag til den nye hovedorganisation.

Og det er de betingelser, som nu er blevet opfyldt, som fredag formiddag har skabt intens debat i FTF-lejren bag de lukkede døre i Odense Koncerthus.

Krav om politisk ståsted skabte splid
Et af 3F's vigtigste krav var, at den nye hovedorganisation skal kunne have en politisk holdning, der har afsæt i fagbevægelsens værdier.

"Vi insisterede på, at politik bliver indskrevet som en del af grundlaget for arbejdet i den nye hovedorganisation. Det har været vigtigt for os, fordi vi frygter, at en ny hovedorganisation kunne have svært ved at nå til enighed og give genlyd på vigtige politiske spørgsmål. Det har vi fået skrevet ind," sagde Per Christensen til Altinget torsdag, efter at 81 ud af 82 hovedbestyrelsesmedlemmer havde stemt for den nye anbefaling.

Derudover havde 3F stillet krav til det lokale politiske og faglige arbejde, hvor der nu er enighed og ressourcer til at lave en lokal struktur i den nye hovedorganisation, hvilket skal styrke indflydelse på den lokale arbejdsmarkedspolitik.

3F har også fået tilsagn på, at eventuelt frafald af FTF-medlemmer efter fusionen vil blive kompenseret, og at de organisationer, som LO i dag giver tilskud til, fortsat vil modtage midler. Det drejer sig eksempelvis om Arbejdermuseet.

Den nye hovedorganisation skal træde i kraft 1. januar 2019.

De to ekstraordinære kongresser smelter nu sammen til en stiftende kongres for den nye hovedorganisation, som starter klokken 14.30.

,

Forrige artikel Alternativets OK-veteran: Løhde ligger, som hun har redt Alternativets OK-veteran: Løhde ligger, som hun har redt Næste artikel "Når bare barnet overlever, gør det ikke noget, at der har været krise undervejs"