DH og Socialrådgivere: Ressourceforløbene kan føles meningsløse og ukoordinerede

DEBAT: Fra begge sider af skrivebordet – hos mennesker med handicap og hos socialrådgiverne – er det tydeligt, at ressourceforløbene føles nedslidende og meningsløse, skriver Mads Bilstrup og Thorkild Olesen.

Af Mads Bilstrup og Thorkild Olesen
Hhv. formand for Socialrådgiverne og formand for DH - Danske Handicaporganisationer 

Nu får I lige en smagsprøve på, hvad vi oplever:

Eksemplet er en mand med cerebral parese – også kendt som spastisk lammelse. Han har ofte brug for hvile og har svært ved opgaver, der kræver overblik.

Efter mere end fem år udenfor arbejdsmarkedet får han et ressourceforløb på tre år. Her skal hans arbejdsevne udvikles.

Her begynder det for alvor at blive hårdt. Han bliver eksempelvis sendt i praktik på en skole, hvor larmen kører ham helt ned. Samarbejdet med kommunen bliver besværliggjort af, at der ikke er en tæt opfølgning, og at der ofte kommer en ny sagsbehandler. Han føler, det hele barer kører i ring. Og forløbet bliver sat til at være tre år, men ender med at vare næsten fem år.

I medierne har vi i flere år hørt om ressourceforløb, der lyder helt urimelige. Dette var ét af eksemplerne.

Vi repræsenterer begge sider af skrivebordet, når vi snakker om ressourceforløb. På vegne af mennesker med handicap og socialrådgivere kan vi konstatere: Det skal blive meget bedre. 

Ressourceforløb flytter ikke nok
Ressourceforløbene blev indført for godt og vel syv år siden. Desværre konstaterer en frisk evaluering fra Beskæftigelsesministeriet, at vi er langt fra målet med ressourceforløbene. Og bekræfter billedet, vi ofte ser:

Ressourceforløb flytter ikke nok. For mange mennesker kommer alt for sent i et ressourceforløb. Der mangler mål og retning. Og anbefalingerne fra rehabiliteringsteamet i kommunen følges ikke.  

Det hele kan altså blive meningsløst for dem, vi prøver at hjælpe. 

Forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob mødes nu for at diskutere ressourceforløbene, de selv var med til at indføre. 

Og vi har en opfordring! Altså fra os ude i virkeligheden og begge sider af skrivebordet: Få nu taget ordentligt hånd om ressourceforløbene, så vi hjælper mennesker. Ingen skal føle, at de bare kører i ring i systemet. 

Vi skal give folk rigtige indsats hurtigt. Det sker, hvis kommunen forpligtes til hurtigere at afklare, om det bedste er et ressourceforløb, revalidering, fleksjob eller en førtidspension. Desuden skal borgeren have nogle håndfaste garantier på, at rehabiliteringsteamets tværfaglige indstillinger bliver til noget.

På socialrådgivernes skrivebord skal være gode rammer og betingelser for at socialrådgiverne kan udføre deres arbejde tilfredsstillende; herunder et mere passende antal sager, så der bliver tid til at følge op.

Når vi er færdige med ressourceforløbene, så venter resten af reformen. 

Forrige artikel Videnscenter: Vi kan få flere indvandrere i job, men det vil koste Videnscenter: Vi kan få flere indvandrere i job, men det vil koste Næste artikel Forfatter: Regeringen bør tidsbegrænse syges jobcenterforløb Forfatter: Regeringen bør tidsbegrænse syges jobcenterforløb