Det enstrengede beskæftigelsessystem og paradokserne
DEBAT: Kommunernes overtagelse af jobindsatsen er spækket med paradokser, og det vil også skabe uro i jobcentrene efter 1. august, skriver næstformanden for jobcentercheferne, Hans Erik Lund Rasmussen.
Af Hans Erik Lund Rasmussen
Næstformand for Jobcenterchefforeningen
Mange debattører inden for beskæftigelsessystemet giver udtryk for, at et enstrenget beskæftigelsessystem baseret på et konstruktivt samarbejde mellem kommuner, beskæftigelsesråd, a-kasser og arbejdsmarkedets parter giver de bedste forudsætninger for at løse opgaverne for alle ledige uanset forsørgelsesgrundlag.
Der er desværre rigtig meget, der kan spænde ben for betragtningerne. Som jeg i tidligere indlæg har pointeret, er der en række forhold i rammebetingelserne for jobcentrenes virke, som man bliver nødt til at forholde sig til.
Umiddelbart virker det som om, det enstrengede beskæftigelsessystem er bygget op på paradokser og uklarheder, hvorfor det kan være svært entydigt at finde ud af, hvad der skal sigtes efter i det organisatoriske og opgavemæssige perspektiv.
Mere statslig styring
Man overdrager det enstrengede beskæftigelsessystem til det primærkommunale selvstyre, men skærper den statslige styring og kontrol. Det betyder i praksis, at det lokale politiske udvalg fratages politisk indflydelse i forhold til centrale statslige udmeldinger fra minister og beskæftigelsesregion. Betyder det i sidste ende en statslig styring og blot en kommunal finansiering?
Man vil styre ved hjælp af økonomiske incitamenter og samtidig sikre en bæredygtig økonomisk udvikling i kommunerne. Hvordan skal dette udmønte sig i praksis, da det umiddelbart er to uforenelige størrelser.
Man ønsker, at jobcentrene konkurrerer mod hinanden (på et marked med færre job-åbninger), og man belønner jobcentrenes konkurrenceevne via de økonomiske incitamenter, men kræver samtidigt, at jobcentrene via tværgående samarbejde og vidensdeling skal understøtte den nationale beskæftigelsesstrategi.
Jobcentre samarbejder ikke
Vi ser allerede i dag, at vidensdelingen blandt jobcentrene ikke sker i et særligt stort omfang. Hvordan denne tendens skal vendes under nævnte rammeudmelding er svært at overskue, og man vil se, at jobcentrene i praksis vil samarbejde endnu mindre fremover, og tværtimod søge at skaffe sig jobåbninger der, hvor disse er - og gerne på bekostning af nabo-jobcentret.
Det er besluttet, at kommunerne skal overtage opgaven, men samtidig bliver kommunerne belønnet med 50 procent refusion på de administrative omkostninger, hvis de udliciterer opgaven. Da kommunerne kan opnå en væsentlig reduktion på de administrative omkostninger ved at udlicitere, vil det næppe vare længe, før vi vil kunne se en klart stigende interesse for kommunerne i at udlicitere jobcentrene.
Direktøren i det privatiserede Jobcenter Gribskov gav for nylig udtryk for, at jobcentrene inden for de næste 10 år ville være privatiserede, og det kan meget vel gå hen og blive et realistisk scenarie.
Man ønsker med det enstrengede beskæftigelsessystem at effektivisere indsatsen, men samtidig bruger sagsbehandlerne det meste af deres arbejdstid på administrative opgaver og kontrolforanstaltninger.
Ikke mindre - men mere bureaukrati
Siden beskæftigelsesministeren i oktober 2006 lancerede en afbureaukratiseringsplan for området, var vi mange jobcenterchefer, der så frem til at kunne frigøre administrative ressourcer til beskæftigelsesrettet indsats. Målet med afbureauktratiseringsprojektet var, at medarbejderne kun skulle bruge 50 procent af tiden til administration, hvorfor det kunne forudses, at man i jobcentrene kunne omlægge op imod 25 procent af de administrative ressourcer til en beskæftigelsesrettet indsats. Dette er langtfra tilfældet.
Effekten af afbureaukratiseringen er desværre ikke blevet dokumenteret. Jeg forventer og frygter tværtimod, at vi i takt med den strammere statslige styring vil se tiltag til en øget bureaukratisering med henblik på øget kontrol og dokumentation.
Der er desværre ingen tvivl om, at de nævnte paradokser og de mange forskellige interesser og dagsordner i beskæftigelsesindsatsen vil være et godt grundlag for til stadighed at skabe grobund for en fortsat uro i jobcentrene og en kritik af indsatsen i disse.
Unge på kanten
